Findes der i Danmark syv bygninger, anlæg eller områder, der er så forfærdelige, har så store mangler eller blot er blevet udformet så uhensigtsmæssigt, at de fortjener titlen makværk? Christiania - klondyke eller dårlig smag? Er Christiania f.eks. ikke sådan et flippet selvtægtsområde, hvor almindelige byggeregler og god smag er sat ud af spil i et parallelsamfund, der opildner til kriminalitet? Eller er det netop her, hvor fantasien er blevet sluppet fri i et ikke lige vellykket, men altid prisværdigt eksempel på den herlige klondykestil, hvor der er blevet plads til byens skæve eksistenser i mere end en betydning? Et skønt fortløbende eksperiment, der er blevet Danmarks næststørste turistattraktion. Metroen - uudsmykket eller smuk? Men hvad så med metroen? Et koldt, uudsmykket anlæg med alt for stejle trapper og en planlægningsmæssig katastrofe, som næsten ingen bruger, et bundløst hul i jorden, som byens store gevinst helt er forsvundet ned i, skarpt forfulgt af passagertallet? For de penge, undergrundstransporten hidtil har kostet, kunne man have skiftet byens busruter ud med lightrail og sporvogne, som tilmed giver passagererne noget at kigge på under transporten. Eller er metrostationernes arkitektur så smuk, klar og enkel, at ingen udsmykning er nødvendig. Det reflekterede dagslys' spil på væggene er den skandinaviske løsning på at skabe et komfortabelt byrum. Og er metroen ikke en langtidsinvestering, som først får sin sande værdi, når den udbygges med flere linjer, og som kommende generationer vil takke dagens modige politikere for? Busterminalen - byens hjerte eller skamstøtte? Jamen, busterminalen på Rådhuspladsen da. Det er det mest malplacerede mørke skrummel. På den måde, at møblere byens hovedtorv med en skråtstillet lyssluger er en skamstøtte over politisk uduelighed og manglende følelse for byens rum. Eller er det sådan, at busterminalen er et skægt stykke arkitektur, som alle ville savne, hvis vi fjernede den, og føle, at et stykke var revet ud af byens hjerte? Dine syv danske makværker Politiken har ikke haft svært ved at vælge side i de diskussioner: Bevar Christiania. Mere Metro, tak. Og få så den skæmmende busterminal væk fra Rådhuspladsen. Men i de kommende uger er det ikke Politikens smagsdommere, der skal lade deres røster lyde, men læserne, som hermed indbydes til at deltage i den djævelske skyggekonkurrence til hjemmesiden New 7 Wonders' udnævnelse af verdens syv underværker: Hvad er Danmarks syv største makværker? Send dine billeder af makværker Se dig omkring og tag et billede af det, du føler, er særlig mislykket i det offentlige rum. Men nøjes ikke med at føle. Tænk også over, hvad det er, der gør bygningen, parken, området, eller hvad du finder, så særlig mislykket, at det fortjener at blive placeret i den værste kategori, makværket. Den opbyggelige side af denne tilsyneladende nedrighed er jo, at vi håber at få sat fingre på nogle af de problemer, der bør tages fat om. Og at man ved at få øjnene op for ulykkerne i bygningskunsten også får klargjort, hvad vi forstår ved begrebet kvalitet, der ofte bruges abstrakt og kan være som våd sæbe at få hånd om. Makværk skal være offentlig tilgængelig Kandidaterne skal altså være motiverede. Med et par linjer kan man underbygge netop sin nominerede med de ord, der i sidste ende kan føre til, at den bliver blandt Danmarks syv makværker. De eneste krav, vi stiller til kandidaten, er, at den skal være offentlig tilgængelig og have en vis offentlig interesse. Naboens skur i baghaven kan være til stor pine for dig og din familie, men mangler større almen interesse. Dyr, personer, enkelte planter og private haver kan heller ikke nomineres lige meget, hvor irriterende de måtte være. Kun fantasien sætter grænser Ellers sætter kun fantasien grænser. Mener man f.eks. at det største makværk er, at vi aldrig fik opført Jørn Utzons modige forslag til Langeliniepavillonen, kan man tage et billede af den eksisterende og skrive i argumentationen, hvad det handler om. Ligeledes med den tomme Krøyers Plads, hvis man mener, at manglen på van Egeraats bygning er det største makværk i nyere tid.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Det er helt vanvittigt«: Forskerne håbede på én ren jordprøve. De fandt ingen
-
Politikens store rejsejournalist er død
-
En fremmed art har indtaget universitetet
-
Her er en film, der gør dig svimmel af lykke
-
»Når jeg har det svært, tænker jeg meget på ham«
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Mille Westh Steentofte og Mathias Elmegaard Jonassen
Her er en film, der gør dig svimmel af lykke
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gymnasielærernes hovedbestyrelse
Nekrolog








