Næste TV 2-boss sætter sig i vaklende stol

- Foto: Lars Skaaning
- Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

TV 2 får svært ved at finde en afløser for direktør Peter Parbo. Tv-stationens fremtid er nemlig meget usikker. Det vurderer en af landets førende medieforskere. Bestyrelsen meddelte i går, at Parbo fratræder sin stilling senest i maj, når han fylder 62 år. Afgangen kommer efter længere tids uenighed mellem bestyrelse og direktion om TV 2's strategi. »Vi aner ikke, om TV 2 bliver privatiseret eller ej, og hvornår det sker. En ny direktør kan ikke vide, hvor længe han kan sidde i stillingen, for en ny ejer kan skifte ham ud så let som ingenting. Og vil formodentlig gøre det for at få sin egen mand på posten«, siger professor Frands Mortensen fra Aarhus Universitet. Formand beklager TV 2's formand Niels Boserup beklagede i går over for medarbejderne, at de skulle læse om chefens afgang i avisen, før den var officiel. Han understreger, at Peter Parbo har gjort TV 2 til en sund forretning. »Men TV 2 har i temmelig lang tid stået og lavet små hop på stedet, og det er frustrerende for en organisation, og derfor var der et behov for at få lagt spor til fremtiden. Så må vi også være ærlige og sige, at vi vil godt have en direktion med stærkere og bredere kompetencer end i den nuværende«, siger Boserup, der nu søsætter jagten på en afløser, der kan styrke programfladen frem for økonomien. Hovedpersonen afviste onsdag enhver snak om at trække sig, men har nu skiftet mening. »Bestyrelsen ønsker en anden profil på min post, og det er dens ret at beslutte det«, siger Parbo og lægger dermed ikke skjul på, at han reelt er blevet fyret. På Christiansborg har politikerne fulgt den døgnlange fyring, og ret enslydende vurderes den kunstneriske værdi som elendig. »Jeg blev ærligt talt meget overrasket. Jeg har aldrig hørt nogen udtale sig dårligt om Peter Parbo som leder«, siger medieordfører Carina Christensen (K), og hendes kollega hos S, Mogens Jensen, siger: »Det har rigtig nok ikke set for kønt ud«. Stilstand på kanalen Men når fyringen nu er en kendsgerning, hæfter især Mogens Jensen sig ved de muligheder, en ny ledelse af TV 2 giver. »Siden salget blev sat i bero på grund af retssagerne i EU, har TV 2 været præget af stilstand. Det nytter ikke, og vi må have en leder, som kan sætte gang i udviklingen igen. Ikke mindst af tv til børn og unge, ligesom TV 2 burde styrke produktionen af drama og dokumentarprogrammer«, siger han. Fra konservativ side er der også et ønske om at styrke den kreative ledelse af TV 2, som med Carina Christensens ord er »danskernes tv-kanal«. Men samtidig fastholder hun kravet til den økonomiske og markedsmæssige side af en kommende leder: »Opgaven består jo fortsat i at sælge TV 2, men det er naturligvis vigtigt, at stationen ikke taber i værdi i ventetid på grund af manglende udvikling«, siger hun. Venstres medieordfører Jens Rohde ønsker ikke at kommentere fyringen af Peter Parbo »så længe TV 2 overholder kravene til public service og styrer mod privatisering. Og det gør den«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her