Så har den drabelige drage igen været oppe at vende på mødebordet i Århus Kommune. Onsdag aften gik et massivt flertal i Byrådet ind for at fjerne byens forkætrede vandskulptur på Store Torv, den som siden oktober 2003 har ligget for fødderne af Domkirken, og som folkeviddet ganske vittigt kalder for Vanddragen. Næste skridt i den meget omdiskuterede sag foretages af den konservative 1. viceborgmester og rådmand Poul B. Skou. Han har nu fået mandat til at forhandle med kunstneren Elisabeth Toubro og Statens Kunstfond om at nedlægge dragen og flytte den et andet sted hen, hvis ellers nogen vil have den, men hvad mon fonden siger til det? Stedsspecifik skulptur I juli måned sagde sekretariatschef Vibeke Jakobsen til Politiken, at hun slet ikke kunne forestille sig, at man ville bestemme sig for at flytte udsmykningen på torvet - »skulpturen er meget stedsspecifik, den er lavet lige netop til det torv og den kirke, så jeg kan overhovedet ikke se, at det kan komme på tale«. Men hvordan lyder så hendes melding i dag, efter at byrådet har bestemt sig til at komme af med den 4,5 millioner kroner kostbare skulptur, som fonden selv har skudt 3,7 millioner i? »Nu må vi vente på deres henvendelse, vi må have helt konkrete forslag fra udvalget, før vi kan udtale os om noget som helst«. Problem for trafikken Skulle Statens Kunstfond, stik modsat deres principper, alligevel vise sig fra den forhandlingsvillige side, bliver det noget nær første gang i institutionens historie. Faktisk eksisterer der kun et enkelt fortilfælde, nemlig med en skulptur af Øivind Nygaard. Den blev et indlysende problem for trafikken i Aalborg, hvorefter man i samråd med kommunen fik den overflyttet til Nordjyllands Kunstmuseum. På torvet i Århus er det ikke trafikale problemer, men først og fremmest vandladningsproblemer, der har fået århusianerne til at give skulpturen fingeren og kalde den for en kæmpemæssig brøler. Og netop det med vandet, som sprøjter i stedet for at risle, og som desuden skaber stribevis af komplikationer med masser af efterfølgende og fordyrende reparationer, har byrådet tænkt sig at bruge som deres bedste kort i de kommende forhandlinger med Elisabeth Toubro og Statens Kunstfond. »Skulpturen lever ikke op til det, vi blev stillet i udsigt, den fungerer ikke, og så er den blevet byens dyreste pissoir. Derfor er det heller så mærkeligt, at vi nu reagerer på det, vi ser, og på folks reaktioner i det hele taget«, siger det radikale byrådsmedlem Peter Thyssen, hvis generelle holdning til offentlig udsmykning er, at den ikke skal være dømt til at strande på samme sted i al evighed, og slet ikke, når den som her, er forbundet med problemer. »Hvorfor ikke være mere dynamisk i forhold til kunstens placering«, som han siger. Kræver fortrydelsesret Partifællen Uffe Elbæk, formand for det kulturelle udvalg, er inde på nogenlunde det samme, han mener endda, at man bør indføre betænkningstid, det vil sige, at når en kommune og Statens Kunstfond beslutter sig for et stykke kunst i det offentlige rum, skal man så at sige kunne fortryde inden for et år eller to, hvis det viser sig, at kunsten ikke opfylder de stillede krav og forventninger. »Men det helt væsentlige er selvfølgelig, at når man placerer noget i det offentlige rum, så har man forinden taget grundigt stilling til, hvad det egentlig er, man vil bruge rummet til, og den diskussion fik vi ikke rigtig på plads, før vi besluttede os for Toubros vandkunst«, indrømmer Elbæk, der nødig ser problemet gentaget med en anden af byens pladser, nemlig Bispetorvet, der står over for en større renovering, nu hvor torvet ikke længere skal være parkeringsplads. Millionbeløb I byrådet regner man med, at et udvalg kan komme med en indstilling til kunstneren og Statens Kunstfond inden for et par uger, så indtil da står alle spørgsmål åbne. Vil fonden kræve sine 3,7 millioner kroner tilbage, hvis de går med til at fjerne 'skramlet', som mange århusianere kalder vandskulpturen. Og hvor skal den i så fald flyttes hen? Vil kunstmuseet ARoS tage imod den? Hvad vil det koste, at få den gravet op og kørt væk, hvad vil en tiltrængt renovering af torvet beløbe sig til, og hvad skal der stå i stedet, hvis der overhovedet skal stå noget? »Ja, det bliver et millionbeløb, og det er blandt andet det, der skal forhandles med Statens Kunstfond om«, lyder det fra Poul B. Skou, som i sin tid stemte imod Elisabeth Toubros skulptur, dengang den blev udbudt i konkurrence med Morten Stræde, Jesper Rasmussen, Jette Wohlert, Øivind Nygaard og Jørgen Haugen Sørensen. Ikke overraskende går han nu ind for at få fjernet skulpturen. »Når man tænker på, at den blev valgt på grundlag af en model og en beskrivelse, er det vel ikke så underligt, at man kan tage fejl. Det er da menneskeligt, at man ikke altid træffer de rigtige valg«, som han siger. En af de få, som holder på, at skulpturen skal blive stående, mest fordi den er forbundet med enorme omkostninger at fjerne den, er Jørgen Skov (SF). Til Århus Stiftstidende udtaler han, at sagen er dum at bruge tid på. »Vi bør ikke bruge millioner på at flytte den. Hvis der ikke er større problemer i Århus end en skulptur på Store Torv, så har vi det for godt«.