Mike Bonanno er kunstner. Og tyv. En art kulturel hacker, der sammen med bonkammeraten Andy Bichlbaum har specialiseret sig i at bringe virksomheder og regeringer i pinlig forlegenhed ved at plagiere deres hjemmesider og forklæde sig som deres repræsentanter på konferencer og tv. »Egentlig laver vi vel propaganda. Men USA er blevet et land, hvor det er svært at komme ud med information. Der er ikke noget rum til offentlig kritik og debat. Derfor bliver du nødt til at forklæde politisk kritik som underholdning«, siger Mike Bonanno, der er i København for at præsentere dokumentarfilmen 'The Yes Men' - satire, der er i familie med 'Fahrenheit 9/11' og 'Super Size Me'. Dybest set er The Yes Men et sæt antiglobaliseringsaktivister, der med pilskæv humor udstiller politikernes hykleri og multinationale virksomheders kynisme. »Identity correction«, kalder de det selv, når de for eksempel udgiver sig for at være talsmænd for verdenshandelsorganisationen WTO og uden held prøver at bringe konferencedeltagere rundt om i verden ud af fatning ved at præsentere afsindige, angiveligt WTO-støttede initiativer som genindførelse af Hitlers økonomiske systemer, burgere lavet af menneskeafføring - og derfor så billige, at de med fordel kan sælges i fattige lande - og internetauktioner, hvor folk kan sælge deres stemmer til højestbydende. »Falsk smil fra WTO« Målet er ikke bare at skabe debat. Målet er at ændre verden, siger Mike Bonanno uden at blinke. Og The Yes Men har masser af konkrete forslag til, hvordan det lader sig gøre. For eksempel præsterer de to snydepelse i deres dokumentarfilm at stå på en revisorkonference i Australien og bekendtgøre, at WTO har nedlagt sig selv for i løbet af et par år at genopstå som en samvittighedsfuld organisation, der bygger på FN's menneskerettigheder. »I dag tillader strukturerne kun ét mål: profit. Hvis markedet synes noget andet end mennesket, er det markedet, der vinder. Vi kan kun tro og håbe på, at det står til at ændre«, siger Mike Bonanno. Nyheden om WTO's lukning nåede ifølge The Yes Men ud til 25.000 journalister. Filmen afslører dog ikke WTO's reaktion på The Yes Mens hærgen - som også indebærer en falsk hjemmeside med alternative visioner i WTO's navn - men Mike Bonanno flækker i et bredt smil, da han bliver spurgt: »Altså ... da WTO opdagede hjemmesiden, fik vi nogle høflige, ikke særlig truende breve fra deres advokater. Og så hørte vi ikke mere, desværre, for brevene gav os bare mere ammunition, som vi sendte til pressen. Da vi så lukkede WTO, havde de tydeligvis været på PR-kursus i mellemtiden. De udsendte en pressemeddelelse, der handlede om, at de ikke var enige med os, men at de skam syntes, at vi var sjove. WTO sendte os en slags falsk smil«. Men ikke nok med det. Da filmen kom ud i Schweiz, blev The Yes Men inviteret til møde i WTO's hovedkvarter i Genève: »De fortalte, at WTO i tre dage ville overlade deres hovedkvarter til ngo'er, og de ville gerne have, at vi var med. Men det hele virkede som et show - 'nu holder WTO åbenhedsuge' - og det ville vi ikke bruges til«, erklærer Mike Bonanno fortørnet. Han er højlydt irriteret over, at hverken WTO eller nogen af de andre virksomheder, The Yes Men er gået i flæsket på, ikke har sagsøgt dem. »Med en retssag ville der kommer langt flere informationer frem. Det ville være en god platform for debat, for selv mainstreammedierne ville være nødt til at beskæftige sig med globaliseringens problematikker. Gid nogen dog snart ville hive os i retten«. En virksomhed, der må have stor lyst til at hive de to Yes Men i retten, er amerikanskbaserede Dow Chemical. Den multinationale kemikalievirksomhed har siden 1984 nægtet at tage ansvar for industrikatastrofen i den indiske by Bhopal, hvor mindst 3.500 mennesker døde af et massivt gasudslip. Men så, for knap et halvt år siden, stod Dow-talsmanden Jude Finisterra pludselig i BBC World og sagde med beklagelse i stemme og ansigt, at Dow nu vedkendte sig ansvaret for industriulykken. Det var naturligvis Yes Man Andy Bichlbaum i forklædning. Aktierne raslede ned Straks begyndte Dow-aktiernes værdi at rasle ned på de europæiske børser. Dow måtte udsende dementier, BBC måtte udsende undskyldninger, og Mike og Andy var svært fornøjede over al virakken. Og de har ingen intentioner om at stoppe deres aktiviteter foreløbig, forsikrer Mike Bonanno. Hvordan ser dit best case-scenario ud for år 2015? »Så har World Social Forum (årligt græsrodstopmøde, modsætningen til World Economic Forum, red.) fået lov til at lede verden. Giv World Social Forum fem års indflydelse, så er verden blevet et mere retfærdigt sted at være«, erklærer Mike Bonanno, tøver lidt og spørger så ivrigt: »Nej, må jeg sige noget andet? Alle lederstillinger i verden skal bestrides af kvinder fra forskellige økonomiske baggrunde. Det vil virkelig ændre verden. For med undtagelse af Margaret Thatcher kan jeg ikke komme i tanke om nogen kvinder, der er krigsentusiaster. Hmm, det ville være et virkelig interessant eksperiment«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Radikal profil er kæmpe fan af Enhedslisten: »Du er det klogeste menneske, jeg har mødt i dansk politik«
-
Klarlund til læser: Lad mig slå det helt fast én gang for alle. Det er en myte
-
Efter henkastet bemærkning kører debatten endnu en gang om en tredje Trump-periode
-
Putin får et nyt problem: Han står over for en international særdomstol og et enormt krav om erstatning
-
Hun ligner stadig en kvinde, der bare gerne vil drukne i Adams dybe udskæring
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen








