Selv i et samfund, hvor det sidste store tabu hedder ensomhed, er vi begyndt at tale om alle de mennesker i Danmark, der bor alene. Den såkaldte singlekultur er kommet under behandling som et fænomen sammen med den instinktivt rodfæstede tretrinsraket, der går under navnet den eneste ene, ægteskab og børn. Mere end nogensinde kan vi blive enige om, at man jo faktisk godt kan leve et meningsfuldt liv uden at få børn, for vi er ikke tvunget til at løfte i flok på samme måde som familien Ingalls i det hårdt prøvede lille hus på prærien. Vi er frie og selvstændige, og vi ønsker at blive ude til klokken fire om morgenen, når det passer os. Men på et tidspunkt oplever mange alligevel, at de gerne vil stifte familie, og efter flere års tilløb er adskillige kvinder langt oppe i 30`erne, når de får det første barn. Det betyder ikke kun, at børnene fra første færd har mistet deres oldeforældre - det betyder også, at oprettelsen af kernefamilien udvikler sig til en proces, der er så belyst fra alle vinkler, at sammenstødet mellem familieliv og grundfæstet aleneliv skaber store mentale kløfter. Forskellighederne er åbenbare, og enhver, der har prøvet at være på besøg hos en nystartet børnefamilie, kender følelsen af, hvordan rollerne brat forvandles. Man er ikke et menneske, der fuldt ud deler galakse med forældrene, for man er på besøg i en lukket og symbiotisk hule, der suverænt bestemmer præmisserne. Og bagefter vender man lidt perpleks tilbage til verden udenfor og overvejer, hvordan man mon selv ville reagere i den situation. Ville man lade legoklodserne og starwars-figurerne ligge og flyde på stuegulvet? Ville man beholde voksdugen på? Ville man være over to timer om at lægge lille Victoria i seng, efter at hun har været sendt bordet rundt, så alle kan få lov til at holde? Ville man på samme måde vende sig indad og miste kontakt til den store alsidige verden, hvor der findes mennesker, der er helt, helt anderledes. For to uger siden udnævnte cand.mag. Mette Mechlenborg her i Politiken familieidealet til et slags kulturelt tyranni, hvilket selvsagt er rigtigt. Alene den famlende tilgang til singlekulturen, der skiftevis beskrives som en lyksalighed og en tragedie, fortæller, at den traditionelle familie opfattes som den rigtige livsform. Men samtidig lavede Mette Mechlenborg en modsætning mellem familieliv og selvdyrkelse, der er himmelråbende forkert, for man kan ikke tørre den moderne egocentriske livsførelse af på dem, der af en eller anden grund lever alene. Hvad er nemlig et selvoptaget og egoistisk liv, hvor man helst bare vil realisere sig selv? Et af svarene er nærmest til at falde over i et samfund, hvor mødre i en moden alder iagttager sig selv i den nye rolle. De er fanatisk fokuseret på ikke at gentage deres egne mødre, og de registrerer med terapeutisk nøjagtighed, hvordan de for hver dag flytter sig i forhold til den person, de var før. De driver selvrealisering i yderste potens, for de er mindst lige så optagede af at definere sig selv i forhold til barnet, som de er af at forholde sig til barnet som en ny personlighed. Pudsigt nok ligger de nybagte forældre samtidig under for illusionen om, at de ved at få et barn har overvundet deres hang til navlebeskuelse og nu er trådt ind i en højere sags tjeneste, mens de jo i virkeligheden blot har indtaget en plads i en biologisk mekanisme, der er tilgængelig for stort set alle. En far og en mor lader sig bekræfte af et forhold, der er prædestineret til at være, og hvis man diskuterer socialt sindelag og udfarende uegennyttig omsorg for samfundet og livet som helhed, løfter de ikke i særlig grad. Tværtimod skaber de sammen en lille eksklusiv enhed og en følelse af at hvile i noget meningsfuldt, hvilket bestemt også er udtryk for deres intense dyrkelse af sig selv hver især. Mange vil hævde, at det vigtigste i livet er familien, og naturligvis er der noget om snakken. Børn skal have en tryg og kærlig opvækst for at blive så gode mennesker som muligt, og familien kan udgøre et betydningsfuldt tilhørsforhold for livet. Men i den ureflekterede dyrkelse af familien som et ideal for alle mennesker glemmer vi, at den enkeltes selvpromovering kan trives i familien i en grad, der ikke står spor tilbage for det enlige menneskes forsøg på selvrealisering gennem bjergbestigning og klatmaling. Modne mødre, der genopdager sig selv gennem deres børn, er vor tids billede på selvtilstrækkelighed i sin reneste form. For dem er børn en absolut nødvendighed, og mange vil som bekendt om nødvendigt gå gennem alverdens trængsler og behandlinger for at få dem. De insisterer på at opnå følelsen af at udleve deres biologiske bestemmelse, de vil gardere sig mod den værste ensomhed som gamle, og de vil indgå i den store tilstand af normalitet og babytræf på byens caféer, der midt i de frie valgs tidsalder stadig står som indbegrebet af et vellykket liv. Fred være med det, men det er en fundamental misforståelse at tro, at tidens kernefamilie repræsenterer social ansvarlighed, for i mindst lige så høj grad giver forældrerollen mulighed for at overføre dyrkelsen af egen person til barnet - til forlængelsen af sig selv. Denne form for indadvendt forblindelse kan fremstå mindst lige så selvcentreret som det menneske, der i mere håndgribelig forstand er sig selv nok, men som sikkert ofte har kontakt med langt flere forskellige mennesker. Konstant træthed, dårlig samvittighed og fokusering på de berømte små ting i hverdagen gør mange nybagte forældre til noget af det mest asociale, der findes, og den del af familiens virkelighed hører med, hvis man absolut vil forsøge at definere en livsform, der kan kaldes idealet for et menneskes tilværelse. Familien kan skabe dejlige mennesker, og den kan skabe rene uhyrer på jorden. Den kan få hengivenheden til at gro i os, og den kan forsyne os med traumer for livet. Men den kan aldrig i særlig grad gøres til billedet på socialt sindelag og uselvisk adfærd, for i den henseende er familien ikke et ideal. Den er snarere en illusion.