Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Forældre nødt til at kræve penge af festival

Tragedien fandt sted da Pearl Jam spillede på Orange Scene. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Tragedien fandt sted da Pearl Jam spillede på Orange Scene. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Forældrene til fem af de unge mænd, der døde ved en ulykke på Roskilde Festivalen i 2000, har set sig nødsaget til at kræve et større erstatningsbeløb for at få lov til at føre en sag mod festivalen. Sagen blev rejst for godt et år siden af Finn og Eunice Tonnesen fra Varde, der med en retssag ønskede at få placeret et ansvar for ulykken, der kostede deres 17-årige søn livet. Men de krævede ikke nogen erstatning. Det fik Roskilde Festivalen til at kræve sagen afvist, da der så ikke var noget at føre sag om. Derfor har forældrene nu ændret deres påstand til et krav om en erstatning på 138.000 kroner. »Der var en risiko for, at sagen ville blive afvist, som jeg ikke kan sidde overhørig. Tonnesen har aldrig ønsket penge fra festivalen, men det er for at undgå at få sagen afvist, at de nu kræver det«, siger familiens advokat Morten Winsløv. De 138.000 kroner skal dække dels nogle faktiske udgifter til transport og til sønnens begravelse, dels et erstatningsbeløb efter Menneskeretskonventionen. Roskilde Festivalen skulle have svaret på den nye påstand 4. februar, men festivalen har fået udsat sagen i knap to måneder, for at få mulighed for at overveje den nye påstand nærmere. Roskilde Festivalen sendte i august 2003 en check på 40.000 kroner til forældrene til dækning af faktiske udgifter for at få afsluttet sagen. Men forældrene valgte at returnere checken med det samme, fordi festivalen ikke ville påtage sig ansvaret for ulykken. Modtaget penge Festivalens talsmand Esben Danielsen ville i går ikke udtale sig om, hvordan festivalen stiller sig til det nye krav fra forældrene. Sagen køres af juristerne, sagde han. Vælger festivalen at betale, vil den dermed have erkendt sit ansvar for ulykken, mener forældrenes advokat, »Hvis man betaler erstatning, er det fordi, man erkender, at man har handlet ansvarspådragende«, siger Morten Winsløv. Forældrene til fire andre unge mænd som døde på festivalen, har i en parallel sag også stævnet Roskilde Festivalen og krævet en erstatning på hver 70.000 kroner. Også den sag har Roskilde Festivalen forsøgt at få afvist ved retten. Blandt andet fordi disse forældre efter ulykken tog imod et beløb fra Roskilde Festivalen. Østre Landsret har endnu ikke taget stilling til, om forældrene skal have lov at føre deres sag. Advokat Tyge Trier, der fører denne sag, siger, at det også for de forældre er det primære mål at få placeret et ansvar for ulykken. »Jeg håber, at vi nu kan komme forbi de juridiske spilfægterier og komme til kernen i sagen, som er, om sikkerheden på festivalen var i orden. Efter at have læst politiets materiale, mener jeg klart, at sikkerheden var for ringe«, siger Tyge Trier. Roskilde Politi og statsadvokaten for Sjælland har i rapporter kritiseret sikkerheden, men konkluderet, at ingen begik noget strafbart. hans.drachmann@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her