Det var leveren, der svigtede Frits Helmuth, da han søndag døde som 73-årig på Rigshospitalet. Hjertet svigtede ham aldrig. Det bankede for en mangfoldighed af sind og skæbner i dansk teater og film fra hans første drengerolle som piccoloen i 'Sommer i Tyrol' på Det Ny Teater i 1943 til hans sidste filmrolle som den lallende, gamle far i Erik Clausens 'Villa Paranoia', der havde premiere sidste forår. Frits Helmuth var født til sin metier som søn af alle tiders største danske revykunstner Osvald Helmuth. Han voksede op i miljøet, og han voksede naturligt ind i det allerede som barn, hvor hans uskyldsrene naturlighed gav ham den første filmrolle, da han var syv. Der var fra første færd en troskyldighed og en hjertets renhed i hans fremtoning, der holdt livet igennem. »Jeg ligner ikke noget som helst - det er det, der er det gode ved det«, skrev han om sig selv i erindringsbogen 'Mellemrum' for tre år siden. Blandt ypperste skuespillere Og netop det tilsyneladende karakterløse i hans fysiognomi var modtagelig for så mange træk af den menneskelige natur, at han blev en af sin tids ypperste skuespillere, fordi han også kunne fylde de mange forskellige roller ud indefra. Der var altid sjæl i hans spil. Masken tog aldrig overhånd. Det dybt rørende lå nok hans egen natur nærmest, men han kunne bevæge sig ud i både det groteske og sataniske. Når man har fulgt så godt som hele Frits Helmuths karriere, forstår man hans artistiske vingefang. Det rakte fra den muntert syngende student Eibæk i Hostrups guldalderkomedie 'Eventyr på Fodrejsen' på Det Kgl. Teater i 1950'erne til det personificerede spanskrør, lektor Blomme, i filmatiseringen af Scherfigs 'Det forsømte forår' i 1990'erne. Ingen af hans samtidig formåede som Frits Helmuth at dele sig med lige stort talent mellem teaterscenen og filmlærredet. Et lykkebarn Frits Helmuth var et lykkebarn, et enebarn, forkælet af både sin mor og sin far og af sit miljø. Han var sin fars stolthed, da han blev optaget på Det Kgl. Teaters Elevskole, samme år som han tog studentereksamen - og kørekort. Han var jo Ølhundens søn, og det varede endnu nogle år, før far selv blev 'kongelig' og spillede Jeppe på Bjerget på nationalscenen. Unge Helmuth hørte til den sidste generation af danske skuespillere, der oplevede den legendariske Holger Gabrielsen som lærer, og som nåede at spille sammen med koryfæer som Poul Reumert og Clara Pontoppidan. Han beklagede livet igennem, at Det Kgl. Teaters elevskole blev nedlagt, for den havde givet ham en ballast for livet. Hans respekt for teatret nærmede sig det ærbødige, selv om han senere i livet kun sjældent optrådte i kongeligt regi. Der var noget meget poetisk i den unge Frits Helmuths udstråling, som egentlig aldrig forlod ham, oplagt for en Aladdin natur, som han for øvrigt også kom til at spille på det, der dengang hed Dansk Skolescene. Betty Nansen Det Kgl. Teater var ikke ligefrem hjemsøgt af moderne dramatik i årene omkring 1960, så Frits Helmuth rystede guldalderstøvet af sommerfuglevingerne og søgte ud til Allé Scenen (nu Betty Nansen Teatret), hvor han fik roller, der var som syet til hans alder og væsen. Han spillede den unge, irske soldat i Brendan Behans 'Gidslet' med Ghita Nørby som sin partner og sin far i en anden af hovedrollerne. Han prøvede det absurde teater i Ionesco's 'Næsehornet'. Tilbage på Det Kgl. Teater blev han en stærk Troilus over Susse Wolds Cressida i Erling Schroeders opsætning af Shakespearedramaet. Selv om Erling Schroeder gjorde mest for generationens unge skuespillerinder, blev han også en afgørende mentor for Frits Helmuth. De to kom også til at samarbejde i den korte periode, hvor Frits Helmuth blev direktør for Allé Scenen sammen med Helle Virkner. Stor og ægte charme Frits Helmuth modnedes i karakterfaget samtidig med, at han udløste stor og ægte charme i musicals, Higgins i 'My Fair Lady', men aldrig i revy som sin far. Det vovede han først i 2003, da han gik solo i 'Rundt om Osvald' og viste sin egen indfaldsvinkel til arvegods som 'Dit hjerte er i fra, Andresen' og - 'Ølhunden glammer'. På Gladsaxe Teater var han et betagende centrum for Kaspar Rostrups Holberg-opsætning af 'Niels Klims underjordiske rejse'. Det var teater i stort format, som for gennem rummet med Helmuth svævende og bævende over publikums hoveder, en fysisk kraftpræstation ved siden af den åndelige. På Det Ny Teater var han 'Cyrano de Bergerac' i den følelsessvulmende, tragikomiske teaterfest, en storslået paraderolle med fuld dækning. I Per Olov Enquists 'Tribadernes nat' så vi i dybt i Strindbergs martrede sjæl, måske en af Frits Helmuths mest gribende scenepræstationer. I samme niveau var hans George i 'Hvem er bange for Virginia Woolf' med sin fremmeste partner, Ghita Nørby. Glad folkelighed Filmen fik lige så meget som teatret af Frits Helmuth. Også her vekslede han mellem den glade folkelighed i 'Styrmand Karlsens flammer' og det seriøse i 'Dansen om Regitze', 'Johnny Larsen' og 'Blinkende lygter' Der er ømhed, ærlig menneskefortolkning og aldrig svigtende nærhed i de filmroller. Fire gange fik Frits Helmuth en Bodilpris, en første blev givet for hans indlevede fortolkning af trenavestifyren i Edward Flemming 'Lille Spejl'. Fra de seneste år vil man især huske ham for hovedrollen i TV-serien 'Bryggeren'.