Teaterkritikerne er ifølge Ole Bornedal litterære og akademiske, og det fastholder dansk teater som intellektuelt og røvkedeligt. Det er han træt af. Derfor helliger Bornedal sig nu filmen, som han mener taler langt mere til publikum end teatret, der - i høj grad på grund af anmelderne - kun kan opfattes som noget, der taler til intellektet. »En af de ting, som jeg er træt af, og som jeg ikke orker længere, er den offentlige teaterinstitution og dens repræsentanter. Ikke mindst kritikerne. De er akademiske og litterære. Rekrutteret fra universitetet og lignende steder, hvor man læser meget og lærer, hvad der er 'rigtigt' og 'forkert'. Og det er om noget med til at holde teatret bundet fast«, siger Ole Bornedal til Berlingske Tidende. Delte meninger om Bornedal I interviewet siger Ole Bornedal, at det uforståelige fascinerer anmelderne. Det rummer åbenbart en hemmelighed, som ingen kan se. Bortset fra anmelderne selv, forstås. På den måde bruges den uforståelige kunst som løftestang for anmelderens eget ego. De kalder det let forståelige banalt uden at skele til underholdningsværdien i det. Ole Bornedals udtalelser skaber røre. Nogle mener, at han har en pointe. At teatret skal turde være mere populistisk. Andre kalder ham en Tude-Dorthe. Teater- og musikanmelder ved Weekendavisen Peter Johannes Erichsen hører til sidstnævnte. »Det er simpelt hen et billigt virkemiddel og en dårlig undskyldning, når Bornedal siger, at anmelderne kun går efter uforståelige ting. Han skal passe på med klichépolemikken omkring det elitære. Bornedal er sin egen værste fjende, for hans dramatik leger hele tiden med mystik på ren teaterskrædderfacon. Når han ret så stædigt viser sine begrænsninger, må han vækkes med et par kugler, der gnistrer om ørerne på ham«. Plads til det lette? Kritikken følges op af lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet Stig Jarl: »Anmeldere er eksperter, men de skal selvfølgelig have respekt for, at kunstnere lægger deres liv og sjæl i et stykke, og måske en gang imellem tone sproget lidt ned. Men det er vigtigt at understrege, at teatret aldrig må lade sig styre af, hvor stor belægningsprocenten til en forestilling er. Teatret mister en af sine største opgaver, hvis det kun lader sig styre af, hvad publikum synes er godt«. Stig Jarl er sikker på, at Ole Bornedal nok ikke ville have harceleret på samme måde, hvis han selv havde sat et stykke op, som publikum svigtede, men som anmelderne til gengæld roste. Men giver teatret for lidt plads til det lette, og hviner anmelderne af glæde, hver gang et stykke er halvt uforståeligt for publikum? Martin Lumbye, der har arbejdet på Aveny-T's forgænger, Dr. Dante, og i dag er direktør for Århus Festuge, giver Bornedal delvist ret i kritikken. »Nu synes jeg ikke, der er noget galt med at være intellektuel, men jeg kan da godt se, at det nogle gange er uretfærdigt, at et menneske, som har læst på universitetet, skal ind og vurdere, om et stykke kunst er lykkedes eller ej. Det er jo ikke sikkert, at stykket lige passer ind i de skabeloner, man er blevet undervist i. Omvendt kan man heller ikke sige, at et stykke er god kunst, fordi mange har set det«, siger Lumbye Også lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet Michael Eigtved bakker Bornedal op, idet han påpeger, at filmanmeldere er langt mere i øjenhøjde med publikum end teateranmeldere. For eksempel Ole Michelsen, der i tv-programmet 'Bogart' i starten kun elskede franske film, men senere også kunne give fem hatte til kinesiske actionfilm. »Når man læser teateranmeldelser i dag, kan man sagtens få den tanke, at teater er godt, bare fordi det er svært. Man skal også respektere for eksempel farcen for den bredde, genren har. Teateranmelderne har ofte en svaghed, idet de anlægger et smalt, akademisk syn på opsætningerne«. Det er skuespilchef ved Det Kongelige Teater Mikkel Harder Munck-Hansen lodret uenig i. Selvfed »Ole Bornedal forenkler tingene så meget, at det bliver det rene vrøvl. Når han siger, at det kun er højpandede ting, der rammer anmelderne, så tager han fejl. Anmelderne går også efter at blive underholdt. Jeg synes simpelt hen, at Ole Bornedal med sine udtalelser er så selvfed, at det er til at brække sig over«. Ole Bornedal er nyudnævnt formand for Statens Kunstfonds teater- og filmudvalg og skal der være med til at uddele penge til danske teatre. Bag sig efterlader han Aveny-T, som i fremtiden skal styres af direktørpartneren Jon Stephensen. Han fortsætter alene på posten, men regner med at ansætte en mand til at hjælpe med det administrative. Politiken har forsøgt at kontakte Ole Bornedal, men uden held.