Det blev Jørgen Leth og Lars von Triers 'De fem benspænd', der løb med topprisen Årets GuldDok, da dokumentarfilmfestivalen cph:dox torsdag aften havde åbningsgalla i Falkoner Centrets nye biograf. Også anden ombæring af cph:dox satser på, at stadig flere sætter pris på dokumentarfilm. Det gør i hvert fald Producentforeningen, der for første gang har valgt at markere dokumentarfilmens voksende betydning med en selvstændig prisuddeling. Indtil nu har Årets Dokumentarfilm været et overset indslag ved Robert-festen. Men i går var dokumentaristerne for en gangs skylds festens ombejlede hovedpersoner. 'De fem benspænd' var en oplagt vinder, men aftenens mest populære prismodtager hed Max Kestner. Den 35-årige Max Kestner er på mange måder årets komet i dansk dokumentarfilm. Han vandt da også både prisen for bedste lange og bedste korte dokumentarfilm. Den korte er 'Rejsen på ophavet', der handler om hans egen familiebaggrund. Den består af 75 scener afviklet på 29 minutter og er ifølge Kestner »en pseudovidenskabelig undersøgelse af tilfældigheder«. Den lange er 'Nede på Jorden'. Den fortæller om en gruppe fabriksarbejdere i Esbjerg, som man følger i stort og småt, mens ledelsen for fabrikken Viking midt i det hele beslutter sig for at flytte produktionen til Thailand. »En smukt filmet og respektfuldt instrueret film, der får virkeligheden til at se lige så brutal og fantastisk ud, som den er«, skrev Dorte Hygum Sørensen med stor begejstring i Politiken, da filmen havde premiere i marts i år. Trine Mølgaard blev kåret til bedste debutant for 'De hjemløse på Østerport', Theis Schmidt blev bedste klipper i Jeppe Røndes 'Jerusalem, min elskede', mens Anders Gustafsson fik diplom på, at han med boksefilmen 'Fluen' har lavet årets bedste børnedokumentarfilm. Fauli og nazibødlen Den svenske instruktør benyttede lejligheden til at give udtryk for sin bevægelse over at have overværet 'Min Morfars morder'. At dømme efter varmen i bifaldet, var han ikke den eneste berørte. Cph:dox fik nemlig en flyvende start med gallapremieren på Søren Fauli og Mikala Kroghs med spænding imødesete film om den kejtede komiker og den berygtede nazist Søren Kam. Et ungt publikum kender måske primært Søren Fauli for rollen som fyldt chokaladeskildpadde og som manden bag reklame- og spillefilmen om Polle fra Snave. Fauli har imidlertid med film som 'Tvangsritualer' og 'Supermaterialisme' en fortid som mildt sagt snurrig dokumentarist. Med 'Min Morfars morder' begiver han sig dog ind på et helt andet spor. Faulis morfar var journalisten og redaktøren Carl Henrik Clemmensen, der i 1943 blev likvideret af tre danske nazister. Den ene var Søren Kam, der stadig lever med lav profil og jernkors i Bayern. Filmen skildrer Faulis jagt på Kam. På en måde. For i virkeligheden handler den mere om Faulis forhold til den mor, der hele livet har båret rundt på en smertensknude efter det brutale mord på faderen. Og hendes reaktion på sønnens naive ønske, om at kunne tilgive morderen. Er naiviteten ægte eller påtaget? Er det overhovedet naivitet eller den eneste farbare vej? Omkring disse spørgsmål kredser offeret, bødlen og den, der insisterer på, at det er muligt, at opløse rollerne. Så var filmen forbi og priserne uddelt. Dokumentarfilmens kendisser, der til daglig ikke er kendt af mange andre end dem selv, hilste på hinanden med et glas champagne eller to. Den anden Cph:dox var skudt i gang. De første Gulddok-priser fordelt. Oprømte begyndte folk at drive i retning af Grock, hvor der var lagt op til fest. Udenfor i virkeligheden på Falkoner Allé holdt en folkevogn forklædt som chokoladeskildpadde parkeret og ventede på sin ejermand.