En ting er at instruere en film om en konkret jysk fabrik, som Max Kestner gjorde det med indføling og vision i sin dokumentarfilmsdebut ’Nede på jorden’ i 2004.
LÆS ANMELDELSE
FyringssæsonEller at fortælle en skæv historie om den storsmilende sangskriver Rasmus Nøhr og hans skøre manager i portrætfilmen ’Mig og dig’ i 2006.
LÆS ANMELDELSE
kritik Når man næsten kan, hvad man vilMen ligefrem overføre sit talent for at skabe personligt vinklede og menneskeligt genkendelige dokumentarfilm til intet mindre end en film om den sammensatte hovedstad København med tråde tilbage til tidligere tiders fallerede byplaner og frem til nuets endnu kulturløse nyopførsler?
Det er et ordentligt projekt for en instruktør.
Fra Søpavillonen til Ørestaden
Men ved at fastholde det personlige greb fra tidligere film – den selvbiografiske ’Rejsen fra ophavet’ inklusive – lykkes det for Max Kestner at fortælle om København som en levende krop under stadig udvikling i den lige dele poetiske og fragmentariske dokumentarfilm ’Drømme i København’.
Engang var der nogen, som gerne vil opføre noget lignende Eiffeltårnet ved en af Søerne i København. I stedet fik han lov til at tegne den noget mere klejne Søpavillon, som stod færdig i 1896.
Mere end 100 år senere er Ørestad en realitet. Der mangler mennesker, og der mangler den kultur, som mennesker skaber.
Men der er lejligheder til salg, og som en ejendomsmægler med andre ord siger i Kestners film, tager det måske årtier, inden et nybygget sted som Ørestad bliver et miljø formet af de mennesker, der bruger det.
Arkitekter og byplanlæggere
Med ’Drømme i København’ trækker Max Kestner tråde tilbage til fordums og ældre indbyggeres København.
En oplevelse af Børsens irrede tag af kobber eller en mere direkte buslinje ud til kolonihaven kan være de opløftende små momenter i et menneskes omfattende hukommelsesmosaik.
Samtidig har Kestner sålerne i nutiden, hvor nogle af tidens mest profilerede arkitekter live i filmen i nærmest afslørende vendinger får sagt, at deres visioner er abstraktioner uden tilstrækkelig krop.
Arkitekternes gentagne medvirken i Max Kestners handlingsløse, men alligevel gribende filmiske essay er filmens svageste led.
Vi kommer til at overvære et par illusoriske arkitektdiskussioner for mange, for inden da har man allerede iagttaget, at arkitekterne i lighed med Københavns tidligere byplanlæggere har deres egne dagsordner, og at de ikke har så pokkers meget med menigmand at gøre.
Gør det almene personligt
Menigmænd er for eksempel mekanikerne i et lukningstruet værksted.
Den ene langer en skive ost over på den andens rundstykke, hvorved vi er tilbage i noget af det, Max Kestner som dokumentarfilmsinstruktør gør allerbedst i disse år, hvor danske dokumentarfilm ikke kan klage over manglende internationale prisbelønninger.
Han gør det almene personligt og omvendt. Vi får spredt en masse tråde ud i filmen, men vi får også samlet dem igen.
En lille piges forældre har købt hende en brugt flyverdragt, der har navnet ’Alba’ skrevet i nakken. Alba er vokset ud af den. Nu sidder hun sommetider i et vindue i en lejlighed i København.
Andre gange kører hun med en buslinje hen til sin far eller tager den kortere vej til moderen. Det kommer an på, om ugerne er lige eller ulige.
For resten har hendes far engang været til koncert med den danske duo JaConfetti i Vega på Vesterbro. Og Josephine fra JaConfetti har på et tidspunkt komponeret en sang på et efterladt klaver i et møntvaskeri ved siden af et værtshus i byen.
Spor til amerikanske scener
Det hele hænger jo ikke sammen. Men det gør det så alligevel som film. Der er spor tilbage til Jørgen Leths amerikanske scener, og der er alligevel en masse Max Kestner i den film.
Som når de vel sagtens hundredvis af medvirkende ofte afbildes i en situation, hvor de taler med nogen, man ikke kan se, men høre. Tonefaldet. Det er Kestners hele vejen i filmen.
En vicevært snakker med en kvinde, der er ude af billedet. Til gengæld er fejekosten i baggården helt skarp i fokus i en film, som er en stor visuel oplevelse. Og en virkelig musikalsk disposition. Spor lægges ud. Og samles op. Igen og igen.
En opkøber af dødsboer og andet forfald vidner om, at København består, mens vi forgår. Og, ja, så er ’Drømme i København’ allerede nu en film, det vil være interessant at gentage om et kvart århundrede.
Når Alba er blevet voksen.
fortsæt med at læse
