Det er sådan en associationsrække af spørgsmål om det mindste og det største, man hygger sig over at have fået i hovedet, når man har set Max Kestners dokumentarfilm 'Rejsen på ophavet'. I løbet af knap en halv time fortæller Max Kestner med ord og billedcollage om sit eget ophav fra de otte oldeforældre og frem til fosteret, der ligger i hans kærestes livmoder. Vi hører om oldefaren, der fik den spanske syge, konverterede til katolicismen og mødte sin tilkommende på Hotel Himmelbjerget, der tilfældigvis og sjovt nok også lagde matrikel til, da et par yngre slægtninge senere faldt for hinanden. Det skete alt sammen årtier inden, Max Kestnerselv blev født i 1969. Og til sin ærgrelse havde venstreorienterede forældre, han gerne havde byttet til fordel for en normal mor og en normal far, der ikke henholdsvis gik med bare tæer og solgte Land & Folk på Amagerbrogade om lørdagen. Det geniale ved 'Rejsen på ophavet' er, at den ikke kun handler om Max Kestner og hans familie. Den handler om tiderne, om alle mulige ting fra Ole Olsens verdensmestersko til gummifabrikation, fyldepenne, verdenskrige, astronauter og kometbaner og så også en hel del om tilfældigheder, man kan spinde sammenhænge imellem, hvis man gør sig umage. Det sidste gør Max Kestner. Hans biograffilm 'Nede på jorden' fra sidste år var et indsigtsfuldt, varmt portræt af fyringstruede fabriksarbejdere i Esbjerg. Også 'Rejsen på ophavet' er et lunt under af en historie fortalt legende og originalt.