Det er på tide at rejse sig, sige sin mening og blive skrevet i mandtal. Så klart formulerer Tim Robbins holdningen bag 'Embedded'. Løgne og patriotisme i stedet for kritik Den Oscarvindende amerikanske skuespiller, instruktør og forfatters kontroversielle teaterstykke, der handler om løgnene bag Irakkrigen og ikke mindst om en amerikansk presse, der har gjort patriotisk honnør i stedet for at stille de kritiske spørgsmål, mens tid var. Stykket, som indeholder særdeles grov satire på Bushregeringens neokonservative inderkreds, har medført hidsig debat i USA og har i denne uge premiere i London. Robbins har også filmet teaterstykket og er i Venedig med 'Embedded/Live'. Det er alvor, og pludselig virker det lettere surrealistisk, at nysgerrige italienere maser sig på for at få et glimt af filmstjernen, der bliver interviewet omgivet af Martini-reklamer. Krig som pakkeløsning Få skridt herfra sidder nutellabrune italienske familier i strandstolene foran de grønne og hvidstribede strandhuse og tæver i kortene. I Irak tæller man endnu en dags døde. »'Oh-oh, here we go again', tænkte jeg. For jeg vidste, at de ville sælge en krig mod Irak som en pakkeløsning, man ikke kunne sige nej til«, fortæller Tim Robbins. »Og sådan gik det. Alle mine bekendte vidste, de løj. Jeg vidste, de løj. Men de store medier slugte det råt. New York Times reducerede sig selv til regeringens talerør og viderebragte på forsiden Pentagons rygter, som var de kendsgerninger«, siger Robbins om frustrationerne og vreden, der fik ham til at lave 'Embedded'. Tre divergerende røster I tiden op til Irakkrigen udtalte 800 såkaldte militære eksperter sig på de amerikanske tv-skærme om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og forbindelsen til al-Qaeda. Antallet af divergerende røster? Tre. Titlen 'Embedded' henviser til det særlige forhold, der opstår, når journalister får lov til at gå i krig i selskab med den amerikanske hær. På betingelser, selvfølgelig. Men hæren behøver ikke at bekymre sig. Den grad af selvcensur, f.eks. CNN har indført, gør i virkeligheden enhver form for officiel censur overflødig, hævder Robbins og henviser til CNN's 'Reminder of Script Approval Policy', der reelt fratager journalisten i marken friheden til at rapportere. Godkendte manus Alle manuskripter fra krigens virkelighed skal godkendes, renses for snavs og vinkles af folk, der sidder lunt og godt i Atlanta tusindvis af kilometer fra fronten. »Jeg synes, situationen er sørgelig. Vi amerikanere er faret vild. Hvad skal vi med en fri presse, hvis den ikke bruger sin frihed? Der gik mange måneder, før pressen overhovedet begyndte at stille spørgsmål. Indtil da viderebragte den bare ukritisk Pentagons version. NBC og CBS brugte Pentagons slogan 'Operation Iraqi Freedom' som overskrift på sine indslag. Hvad er forskellen på dét og på statsligt kontrollerede medier som i det gamle Sovjetunionen?«. Men hvad med torturskandalen i Abu Ghraib? Det var internettet, som gjorde det umuligt at ignorere Abu Ghraib, påpeger Robbins. Det var ikke pressens scoop. Den måtte bare følge trop. Men hvorfor er medierne blevet så medgørlige, spørger jeg, mens billeder fra gamle hollywoodfilm ruller i baghovedet. Billeder af journalister, der ville ofre alt for et scoop. Bange for at blive fyret »Jeg tror, det handler om penge og frygt. Folk er bange for at miste deres job. Det er sket i flere tilfælde, hvor journalister har insisteret på at fortælle deres historie. Der findes mange gode tv-journalister. Men de har lån i huset og børn i dyre skoler. Såeh ... laver man den ekstra historie, der gør, at man bliver fyret? Eller går man på kompromis?«. Robbins prøvede selv at blive brat afbrudt, da han i et Today Show på NBC blev spurgt, om han dog ikke støttede krigen i Irak nu, hvor Bagdad var faldet og demokratiet var på vej? Jo, svarede Robbins, hvis vi amerikanere havde haft gode erfaringer med at sprede demokrati via invasioner. Hvorpå han begyndte at opremse de lande, USA har invaderet med alt andet end demokratiske resultater. Cut! Exit Mr. Robbins. Hilsen til Moore Også Michael Moore har fået grovfilen at mærke. Jeg spørger Robbins om 'Fahrenheit 9/11's betydning i USA. »Den har været ekstremt vigtig. Hvor vigtig, kan man måle på omfanget af de mange angreb, der prøver at undergrave hans troværdighed. Det er meget interessant. Jeg synes, det er topmålet af hykleri, at medierne prøver på at pille filmen fra hinanden ved at fokusere på de mest minimale detaljer. De holder sig ikke tilbage fra at fordreje og lyve. Men Moore fact-tjekkede sin film. For han vidste, hvad der ville komme«. Ansvar for sandheden »Men jeg finder det meget kuriøst, at amerikansk presse kræver mere ansvarlighed over for sandheden af en dokumentarfilmskaber end af præsidenten. De synes åbenbart, at satirikere har et større ansvar over for sandheden, end de selv har. Det så ikke ud, som om sandheden var så vigtig, da det betød noget. Da en masse amerikanere skulle rejse til et andet land og dø. De vidste jo godt, at våbeninspektørerne havde sagt »ingen våben«. Efter Abu Ghraib har tavsheden sænket sig igen. Irak er blevet forvist til bagsiden. »Vi hører intet om bomber og ofre«, fortæller Robbins. »Man skulle næsten tro, det gik helt godt derovre«. Som her, hvor italienerne syder i solen og tæver i kortene. Satitikere bliver ikke inviteret til cocktailparties Men i 'Embedded' er satiren giftig og brutal. Tim Robbins kigger på mig over solbrillerne: »Hvis ikke man vil gøre sin satire grov, må man hellere lave en vittighedstegning. Satirikere bør ikke blive inviteret til politikernes cocktailparties. Satire skal gøre politikerne utilpasse. De skal frygte satirikeren. Ellers er det bare parodi«. Og parodier er der nok af i valgkampe og på filmfestivaler.