Ingen danske film på 'Buster'-festival

'Love in thoughts' er et tysk trekantsdrama om gruppe unge poeter, der stifter en selvmordsklub. - Foto fra filmen
'Love in thoughts' er et tysk trekantsdrama om gruppe unge poeter, der stifter en selvmordsklub. - Foto fra filmen
Lyt til artiklen

Enkelte forestillinger er allerede udsolgt. Så måske var det en idé at skynde sig at få bestilt nogle billetter til årets Buster Filmfestival, som på mandag bliver åbnet af prinsesse Alexandra i Palads Biograferne i København. Det er femte år, at Busterfestivalen, som også hedder Københavns Internationale Filmfestival, foregår i udvalgte københavnske biografer. Og igen i år har Buster haft vokseværk. Så meget at festivalens navn faktisk ikke længere er dækkende. For i år har festivalen fået et nyt konkurrenceprogram. Ingen danske film Otte nye spillefilm og otte kortfilm bliver således vist for unge i skolernes ældste klasser i den såkaldte ungdomsfilmkonkurrence, bl.a. Gus van Sants 'Elephant', svenske Terese Fabiks 'Ketchup-effekten', tyske Achim von Borries 'Love in Thoughts' - med danske Thure Lindhardt i en af rollerne - og australske Cate Shortlands meget roste 'Somersault', som var et af de helt store samtaleemner ved årets filmfestival i Cannes. Til gengæld er der ingen danske film i konkurrence ved årets Buster Filmfestival. Det begrundede festivalens leder, Ane Skak, i går således på et pressemøde forud for Buster i Grand Biografen i København: »Det er første gang i Busters levetid, at der ikke har været en dansk film i konkurrence. Men vi har besluttet, at danske - eller for den sags skyld nordiske - film ikke skal have fortrin frem for film fra andre lande. Og vi må tilstå, at vi har fundet, at de film, der er i konkurrence, alle er bedre end de danske, vi kunne vælge imellem«. Ikke bare volumen I alt vil der blive vist 122 film i løbet af næste uge, og Ane Skak er overbevist om, at man i år igen vil overgå publikumsstørrelsen til Buster, som sidste år lå på cirka 19.000. »Som sagt er nogle af forestillingerne allerede udsolgt. Det gælder bl.a. til nogle af de danske film, som vises uden for konkurrence i skoletiden. Men der er masser af billetter til eftermiddags- og weekendvisningerne«, siger Ane Skak, som dog ikke alene ønsker at fokusere på tilskuervolumen. »Vi er en publikumsfestival, men en masse branchefolk har også fået øjnene op for Buster. Igen i år viser vi serien Nye Nordiske Film, hvor branchefolk kan se, hvad der rører sig i nordiske børne- og ungdomsfilm. Og som noget nyt er visningerne i år også åbne for publikum«. »Men alene den kendsgerning, at vi kan vise en masse kvalitetsfilm, som ellers aldrig ville være kommet til landet, er en stor tilfredsstillelse for os«. Det er i øvrigt også grunden til, at Hella Joof har sagt ja til at stå i spidsen for Busters Internationale Jury, som uddeler Busters Grand Prix på 50.000 kroner samt kortfilmsprisen på 15.000 kroner. »Det er utroligt vigtigt, at børn og unge får set nogle rigtig gode film. Jeg kan stadig huske, da jeg så Kay Pollaks svenske 'Elvis! Elvis!' for snart 30 år siden. Det var en vanvittig stor oplevelse for mig. Og selv om jeg nu er blevet 41 år, har jeg stadig så meget barn i mig, at jeg vil glæde mig til at se en masse film, som jeg ellers ikke ville få set«, siger Hella Joof. Ud over de mange film byder Buster på en række seminarer for filmbranchen, bl.a. om etik i børne- og ungdomsfilm, og hele ugen er der åbent til et stort animationsarrangement i Husets Biograf, hvor der er guf for alle fra børnehavebørn til voksne tegnefilmsfreaks.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her