Jeg tror, at der lige nu er behov for film, som man går ud og diskuterer, efter at man har set dem. Film, som forholder sig til, hvor vi står nu. I mange år har det været nok med en sjov lille komedie. Men det er altså en anden verden, vi lever i nu«.
Susanne Bier smiler lidt usikkert, mens hun fortæller om sin nye film 'Brødre', som trækker den nye verdensorden ind midt i handlingen. Hvor Michael (Ulrich Thomsen) - tilsyneladende - bliver dræbt under en mission i Afghanistan.
Hans smukke hustru Sarah (Connie Nielsen) skal prøve at komme videre i livet sammen med sine to døtre, hvilket Michaels lillebror, den småkriminelle og drikfældige Jannik (Nikolaj Lie Kaas) hjælper hende med. Der opstår dog hurtigt mere end almindelig sympati mellem Sarah og Jannik, hvilket bliver skæbnesvangert, da det viser sig, at Michael alligevel ikke er død.
»Nej, jeg har ikke haft betænkeligheder ved at bringe krigen i Mellemøsten ind i handlingen. For vi er jo i krig, og jeg føler mig overbevist om, at publikum også vil føle det befriende, at filmen forholder sig til den nye verdensorden.
Verden er blevet mere uklar nu. Krige er ikke bare noget, der foregår i Afrika eller i Asien. Jeg tror, mange mennesker tænker, at begivenhederne 11. september i New York og Washington eller bomberne i Madrid også kunne være sket i København. Fordi vi blandt andet har soldater i Irak«, siger Susanne Bier - og tilføjer efter en længere tænkepause:
»Alligevel kan man komme i tvivl, om publikum gider det her. Men den slags betænkeligheder får jeg før enhver premiere. Frygten for, om jeg nu har været dygtig nok. En ting er dog sikker: Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg har ikke kunnet gøre det bedre. Men derfor er det alligevel ikke sikkert, at man rammer rigtigt«. Pas på forandringerHvad gav dig ideen til 'Brødre'?
»Det er svært at sige, hvornår en ide definitivt bliver genereret. Men jeg husker, at jeg blev inspireret af en artikel, som jeg læste i en amerikansk avis. Den beskrev det materiale, som den amerikanske hær sender til hustruer, hvis mænd er i krig. Jeg hæftede mig blandt andet ved, at man ikke må lave om i hjemmet, mens manden er væk.
Noget så banalt og bagatelagtigt som at flytte om på sofapuder, skal man lade være med. For det er meget vigtigt, at alt er fuldstændig, som da manden tog hjemmefra - at alt er fuldstændigt trygt, når han vender hjem«.
»Det, syntes jeg, var enormt tankevækkende, og jeg fortalte Anders Thomas Jensen om det. Det blev så udgangspunktet for den ene historie i filmen. En anden historie er brutaliteten i, at livet går videre, selv om det frygteligste sker. Brutaliteten i forgængeligheden - det har interesseret og inspireret os«. Du har fortsat samarbejdet med Anders Thomas Jensen som manuskriptforfatter fra 'Elsker dig for evigt'. Hvad er det, han kan?
»Han kan alt, vil jeg sige. Han er sindssygt dygtig. Og det lyder meget kedeligt bare at sige det. Men det er han altså. Og så er det heldigvis også sådan, at det er sjovt at arbejde sammen med ham. Du kaster en bold op i luften, som han griber og smider hen et sted, hvor du slet ikke havde ventet det.
Det gør det enormt levende. At arbejde sammen med Anders Thomas Jensen er totalt uproblematisk, men meget inspirerende. Den slags er sjældent. Som regel har de inspirerende mennesker også indbygget et eller andet problematisk i sig. Sådan er det ikke med Anders Thomas«. Og så har du vel også brug for hans maskuline tænkemåde som modsætning til din feminine?
»Helt klart. Filmen har både en maskulin og en feminin handling. Men det er ikke en maskulin film. Det gode ved vores samarbejde er også, at vi begge er interesserede i moralske dilemmaer - for eksempel hvad sker der med dig selv, hvis du bryder en grænse, som du aldrig havde troet, du ville kunne bryde?
Det er i den slags diskussioner, at Anders Thomas Jensen, og jeg mødes. Men så mødes vi også i noget humor og i en optagethed af at udforske kærligheden. Det sidste er ikke så påtrængende i denne film. Men kærligheden ligger der hele tiden et eller andet sted«. Vigtigt med modspilConnie Nielsen spiller for første gang med i en dansk film. Hvorfor ville du gerne have hende med?
»Jeg havde Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas på plads og skulle bruge en kvinde, der er lige så stærk som dem på sin egen måde. En kvinde, som er ekstremt attraktiv, og som besidder en hverdagsynde, kan man vel kalde det. Netop Connie Nielsen kan give de to selvkørende herrer det der modspil, som der skal til.
Ulrich og Nikolaj har begge haft masser af store roller, og de ved godt, hvad de kan. Derfor var det vigtigt at give dem et modspil, som ville 'skræmme' dem lidt«, siger Susanne Bier med et stort grin.
»Jeg sendte manuskriptet til Connie Nielsen, og hun var fra starten helt vildt sød. Hun fortalte, at hun havde fået adskillige danske manuskripter de senere år, men det her ville hun gerne. Så alt var i og for sig fint og godt - lige indtil hendes agenter kom på banen. De blandede sig i alt, helt ned til størrelsen på det badekar, der skulle være i den lejlighed, de eventuelt ville leje, mens Connie indspillede film i Danmark«.
»Det kunne slet ikke gå, og derfor sendte jeg et brev til Connie, hvor jeg skrev nogenlunde sådan her: 'Det her er en dansk film. Og du skal kun være med, hvis du synes, at det er et interessant projekt - og fordi du tror, at vi kan lave en god film. Vi kan aldrig leve op til de ting, som dine agenter skriver om.
Så - tænk dig godt om, og det er helt o.k., hvis du ikke vil være med. Men hvis du siger ja, er det ud fra de forudsætninger, jeg har ridset op'. Og der gik kun en dag, hvorefter Connie ringede mig op og sagde: 'Du har ret. Og jeg vil skide gerne være med. Jeg skal nok pacificere dem'. Så var der ikke mere«. Har Connie Nielsen set den færdige film?
»Ja, og hun er glad for den. Hun siger, at den indeholder en ærlighed, som hun ellers ikke får lov til at udtrykke i Hollywood. Jo, jeg vil gerne arbejde med hende igen, hvis det rigtige dukker op. Hun er bare for flot. Min klipper, Pernille Bech, og jeg sad og ledte efter et par grimme billeder af hende. Men det er der bare ikke«. Pfeiffer på Biers betingelserApropos Hollywood og Amerika - hvordan går det med 'Chasing Montana', som du skulle instruere med Michelle Pfeiffer i hovedrollen?
»Det går sådan, at jeg har et tilbud og et manuskript, som bliver bedre for hver gang, det bliver justeret. Men jeg ved stadig ikke, om jeg laver filmen. Hør her - jeg kunne godt tænke mig at prøve om det, jeg kan, og som fungerer her i landet - om jeg kunne gøre det samme i et større sprogområde.
Det ville være interessant. Men i samme åndedræt vil jeg sige, at det jo sjældent lykkes for europæiske instruktører at lave noget godt, når de kommer derover. Jeg skal tro på, at jeg kan lave det godt. Ellers lader jeg være. Jeg er blevet for gammel til at indgå for mange kompromiser - og det kan til syvende og sidst være det, der afgør, om jeg skal lave 'Chasing Montana' eller ej«.
Susanne Biers manglende lyst til at indgå kompromiser viser sig også i 'Brødre'.
»Både Connie og Nikolaj syntes, vi skulle gå længere i skildringen af Sarah og Janniks forhold, da Michael er 'død'. Det har vi haft rigtig mange og lange diskussioner om. Men jeg synes vitterlig ikke, at man skal gå videre, end filmen viser.
Havde vi gjort det, var det blevet en helt anden film. For mig har det været vigtigt, at de begge er trofaste over for Michael. At der er en vilje til at hjælpe hinanden, og dermed et håb for dem alle tre«, siger Susanne Bier.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Genialitet holder publikum fanget fra start til slut
-
Anna Libak og ’Damerne først’ går langt over stregen
-
Populær ferieø er gået fra et spirituelt Shangri-la til en skraldefyldt turistmagnet
-
Er Zuckerbergs nyeste påfund alligevel for vildt?
-
Hun er træt af især ét engelsk ord i dansk: For mange giver det ingen mening
-
Trump talte om et smukt øjeblik, men så fik tonen hurtigt en anden lyd
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
70 år
Debatindlæg af Christian Groes og Karina Bundgaard








