Der er gået svingdør i jobbet som kunstnerisk leder af Copenhagen International Film Festival, CIFF. Endnu inden festival nummer to er gået i gang, skal man for tredje gang ud og finde en ny person til denne meget centrale post. Nyt job Den nuværende kunstneriske leder, Lone Korslund, fratræder om få dage for at starte på et chefjob på Nordisk Film. »Det er ikke fordi, jeg ikke har været glad for jobbet som kunstnerisk leder, men jeg kunne simpelt hen ikke sige nej, da jeg fik tilbuddet fra Nordisk Film om et af filmbranchens fedeste job. Og arbejdet med at sammensætte filmprogrammet til årets festival har jeg afsluttet«, siger Lone Korslund til Politiken. Det er jobbet som Nordic aquisition manager, Lone Korslund tiltræder. Bag de engelske ord ligger, at hun skal stå for indkøb af filmmanuskripter, filmproduktioner og filmrettigheder fra de nordiske lande. Eksleder vil ikke uddybe Lone Korslund afløste i fjor Michael Søby som kunstnerisk leder af CIFF. Han tilkendegav allerede før starten på den allerførste festival, at han »af personlige årsager« ikke ville fortsætte på posten. Michael Søby ønskede ikke dengang og heller ikke i dag at uddybe, hvad der nærmere ligger bag »personlige årsager«. Kritiseret for at være 'elitær' Ansættelsen af Lone Korslund blev anset som en imødekommelse af kritikken af, at den nystartede københavnske filmfestival var alt for elitær. Med et beskedent publikumstal på under 12.000 betalende gæster pegede bl.a. politikere fra Københavns Kommune (der støtter festivalen økonomisk) på, at festivalen ikke var folkelig nok. Om årets udgave af Copenhagen International Film Festival (19.-29. august) bliver mere folkelig eller ej, må tiden vise. Det samlede program offentliggøres først 1. august. Uden Bier Det ligger dog fast, at en af de nye danske spillefilm, der med garanti kunne have trukket et pænt publikum til festivalen, ikke vil komme på programmet. CIFF havde håbet på at have Susanne Biers nye drama 'Brødre' med den danske Hollywoodstjerne Connie Nielsen og Ulrich Thomsen i hovedrollerne som åbningsfilm, men producenten Zentropa har foretrukket at lade filmen få urpremiere på en endnu unavngiven, større international filmfestival. »Betingelserne er desværre sådan, at de store festivaler ikke vil have film, der har været vist på andre festivaler. Derfor kunne vi ikke få Susanne Biers film, men jeg synes nu nok, at vi kan byde på andre spændende nye danske film. I hovedkonkurrencen om årets bedste europæiske film deltager både Nikolaj Arcels 'Kongekabale' og Jytte Rex' 'Silkevejen'. Og vores åbningsfilm, Walter Salles prisbelønnede 'The Motorcycle Diaries' med den nye stjerne Gael Garcia Bernal i rollen som Che Guevara skulle vel også kunne samle opmærksomhed«, siger Lone Korslund. Direktør fortrøstningsfuld Også festivaldirektør Janne Giese er fortrøstningsfuld med hensyn til at kunne tiltrække et større publikum end i fjor. »Det er et knaldgodt program med flere bredere film, og så må vi jo krydse fingre for, at det regnfulde vejr fortsætter ...«, siger Janne Giese, der afviser, at der skulle ligge samarbejdsproblemer bag de hurtige udskiftninger på jobbet som kunstnerisk leder. »Michael Søby havde to job at passe (han driver også filmimportfirmaet Marco Film, red.) og det blev for hårdt, og hvad Lone Korslund angår, så har hun fået tilbudt drømmejobbet. Mere er der ikke at sige om det, og hun har jo afsluttet sit arbejde med årets festival«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Her er en film, der gør dig svimmel af lykke
-
Hudlægens rutine er simpel og billig at kopiere
-
En af verdens allerrigeste stater kapper båndene til de arabiske naboer
-
Vores medstuderende kommer og går, som det passer dem. Hvorfor bliver der ikke slået hårdere ned på pjækkeriet?
-
»Det er helt vanvittigt«: Forskerne håbede på én ren jordprøve. De fandt ingen
-
»Når jeg har det svært, tænker jeg meget på ham«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Trine Ring
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kan det passe, at nogle milliardærer er gode mennesker?
Debatindlæg af Mille Westh Steentofte og Mathias Elmegaard Jonassen
40 år








