Videnskaben redder Darwin fra italiensk censur

Efter flere ugers ballade bøjer den italienste undervisningminister Letizia Moratti sig og genindfører Darwin som pensum for folkeskolens elever.   Foto: Uppa.co.uk
Efter flere ugers ballade bøjer den italienste undervisningminister Letizia Moratti sig og genindfører Darwin som pensum for folkeskolens elever. Foto: Uppa.co.uk
Lyt til artiklen

Den italienske undervisningsminister er vendt på en tallerken og har genindført Darwins evolutionsteori som skolepensum i grundskolen. Darwin var ellers forsvundet fra de læseplaner, der blev offentliggjort tidligere på året, men efter voldsomme protester er Darwin ikke blot blevet genindført. Nu skal børnene, allerede inden de fylder 11, lære om Darwins teorier. »En gennemgang af de darwinistiske teorier, som er fundamentet for den moderne biologiske videnskab, er sikret i undervisningen af alle elever fra 6-18 år«, hedder det i en skrivelse fra undervisningsminister Letizia Moratti, den ene af to kvinder i Silvio Berlusconis højreregering. Hidsig debat Skrivelsen kom onsdag efter flere ugers hidsig debat. Næsten 50.000 almindelige mennesker har skrevet under på en protest på foranledning af dagbladet La Repubblica. Nogle af Italiens mest respekterede videnskabsfolk havde forfattet en tekst, hvori de udtrykte deres bestyrtelse over, at Darwin var forsvundet, og opfordrede ministeren til at revurdere læseplanerne. Hidtil har alle italienske skoleelever, før de fyldte 15 år, lært om Darwin og hans teorier. Men ifølge de nye læseplaner skulle evolutionsteorien først være pensum i gymnasiet. »Det er et mærkværdigt angreb på en teori, som er accepteret af alle, og som udgør fundamentet for at forstå naturen, mennesket og vores forhold til alle andre levende væsener på jorden«, sagde Ernesto Di Mauro, der er professor i genetik ved Roms La Sapienza Universitet, til Politiken. Mental lukkethed Nobelpristageren i medicin, Renato Dulbecco, kaldte Darwins forsvinden for et tilbageskridt på 1.000 år. I skrivelsen fra videnskabsfolkene hed det, at det forsvundne krav om at undervise eleverne i evolutionsteorien »repræsenterer en kulturel begrænsning« og vil få den konsekvens, at »elevernes nysgerrighed over for videnskaben og deres mentale åbenhed ikke bliver stimuleret«. Den tidligere sundhedsminister, cancereksperten Umberto Veronesi, siger: »Efter min mening er darwinismen en uundværlig mental klædedragt for alle, der som mig selv tror på fornuftens evne til at ændre verden til fordel for menneskeheden. Det er derfor afgørende at klæde eleverne på så tidligt som muligt, mens vi er i stand til at påvirke deres måde at tænke og leve på«. Mistanke om religiøse hensyn Selv om debatten i de seneste uger har fyldt mange spalter i de italienske aviser, var undervisningsministeriet påfaldende tavs. Det gav anledning til en del teorier. Mange henviste til, at ministeren Letizia Moratti er katolik og derfor tog religiøse hensyn. Men faktisk har Vatikanet - lige siden Pius XII var pave i 50'erne - accepteret Darwin og hans teorier. Vatikanet opfatter ikke evolutionsteorien som værende i kontrast med den kristne tro. Men hvad var så årsagen til, at darwinismen var forsvundet? Fysikeren Carlo Bernardini, der også er med i protesten, er overbevist om, at kreationismen har en finger med i spillet. »De mennesker, der står bag den nye læseplan, er antievolutionister. De går ind for kreationismen«, siger Bernardini til Politiken. 'Creation Science' er et alternativ til evolutionsteorien og er udtænkt af religiøse fundamentalister. Kreationisterne bruger evolutionsteoriens 'huller' som argument for en religiøs tolkning af verden. I USA har kreationisterne haft held til i et vist omfang at sætte skabelsesberetningen på lige fod med evolutionsteorien i undervisningen. Andre kritikere mener, at der lå politiske hensyn bag censureringen af Darwin. Kredse i regeringspartiet Nationalalliancen, der har rødder i fascismen, har på det seneste slået til lyd for, at darwinismen var forløberen for marxismen og altså en venstreorienteret ideologi. Alt dette kommenteres ikke af undervisningsminister Letizia Moratti, der nøjes med at kalde affæren for 'en misforståelse'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her