Dansk PEN's bestyrelse holder fast i, at den gjorde det rigtige, da den sendte journalisten og forfatteren Lars Hedegaards ansøgning om at blive medlem videre til PEN's generalforsamling, fordi det ikke var muligt at nå til enighed. »Årsagen er, at Lars Hedegaard muligvis har bragt sig i konflikt med det internationale PEN-charter, der bl.a. pålægger medlemmerne at »til enhver tid bruge al deres indflydelse til at fremme forståelse og gensidig respekt mellem nationerne. De forpligter sig til at gøre deres yderste for at bekæmpe race-, klasse- og nationalt had og opretholde idealet om én menneskehed i én fredelig verden««, skriver bestyrelsens præsident, Klaus Rothstein, i redegørelsen. Minister ikke begejstret for redegørelse En del af bestyrelsesmedlemmerne mener ikke, at forfatterens islamkritiske holdninger overholder den del af charteret, og ønsker ikke, at Lars Hedegaard kommer med i PEN. Men kulturminister Brian Mikkelsen (K) er ikke begejstret for den redegørelse, han har modtaget. »Jeg mener, at det er forkert, når en forening, der hævder at kæmpe for ytringsfriheden, umiddelbart afviser at tildele en person medlemskab på grund af hans ytringer. Efter min mening burde PEN gøre det til en æressag at give plads til så mange forskellige synspunkter i foreningen som muligt«, forklarer kulturministeren i en skriftlig kommentar til PEN's redegørelse. »Jeg vil derfor opfordre Dansk PEN til for fremtiden at revidere sin fortolkning af PEN's charter, således at bestyrelsen også udsteder medlemskab til ansøgere, der repræsenterer synspunkter, som bestyrelsesmedlemmerne ikke personligt er enige i«, skriver han. PEN ser positivt på ministersvar Klaus Rothstein ser positivt på ministerens svar. »Jeg læser, at han fastholder sit synspunkt om, at der er plads til mange forskellige slags mennesker i Dansk PEN. Det er bestyrelsen fuldstændig enig med ministeren i. Og så læser jeg, at han synes, bestyrelsen bør sørge for en diskussion om fortolkningen af PEN's charter. Og det har han også fuldstændig ret i. Fordi det var jo lige nøjagtig det, der var meningen med beslutningen om at sende spørgsmålet om Lars Hedegaard til generalforsamlingen«, siger Klaus Rothstein, der ikke vil tage en revision af PEN-charteret op til international debat. »Vi var kun interesserede i, at vores generalforsamling fik lejlighed til at diskutere brudfladerne mellem Lars Hedegaards forfatterskab og PEN's forpligtelser på charteret«. Tvivl om støtte Brian Mikkelsen truede i sidste uge med at fratage PEN offentligt tilskud, og efter ministerens svar har Klaus Rothstein svært ved at vurdere, hvor Dansk PEN står. »Vi har fået 50.000 kroner af skiftende kulturministre i de seneste år, men vi ved godt, at vi ikke har fået en livsvarig ydelse. Så hvis vi får dem næste gang, bliver vi glade for dem. Og hvis vi ikke får dem, så har vi helt klart et problem«. Lars Hedegaard har trukket sin ansøgning tilbage, men alligevel skal han nok blive omtalt på generalforsamlingen, der afholdes 28. januar. »Sagen skal nok blive diskuteret. Om ikke andet så når ordet er frit. Men han er ikke på dagsordenen, for han ønsker jo ikke at melde sig ind«, siger præsidenten. Brian Mikkelsen meddeler, at han tager stilling til PEN's tilskud, når han til foråret kigger på fordelingen af tipsmidlerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Ny måling modsiger Hegseth
-
Stigende antal danskere lider af bolig-fomo
-
Direktør: Ny tendens får alvorlige konsekvenser for hele den kreative branche
-
Flere partier afviser Nadja Natalie Isaksen
-
»Jeg har kæmpet, siden Tilde blev født, og jeg har simpelthen ikke mere at give af«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Anna Kristine Johansen
Debatindlæg af Lærke Malmbak








