Den orange sol står lavt på endevæggen, og den lette tåge slører synet og fylder det enorme rum fra gulvet til et loft, der både er og ikke er der. Det er altomsluttende vejr, men det er inden døre. Og det er svært at sige, om det er godt eller dårligt vejr. Dominerer turbinehallen Ifølge den dansk-islandske installationskunstner Olafur Eliasson er det egentlig ikke stort andet end en lyskasse, et spejl og en maskine, der laver tåge af sukkervand. Det er den simple del. Den komplekse er ideen om, at alle oplever vejret forskelligt, og at alle vil have hver deres oplevelse af Eliassons værk 'Vejrprojektet', der fra i dag og et halvt år frem dominerer den gigantiske turbinehal på Tate Modern i London. Onsdag fik pressen og kronprins Frederik, som de første, lov til at se det kunstige indendørs vejr. Det er den sidste halvanden måned bygget op under stort hemmelighedskræmmeri bag afskærmninger, så publikum ikke kunne smugkigge fra de fem etager, der normalt har frit udsyn til den store hal. Stor serie 'Vejrprojektet' er fjerde og sidste værk i en stort anlagt serie af kæmpeværker, Tate Modern har bestilt hos fire internationale kunstnere for at fylde turbinehallen på det gamle kraftværk ved Themsen. Selv om Eliasson endnu ikke har haft en rigtig stor udstilling i Danmark, har Tate Modern ikke haft svært ved at få øje på ham efter en række spektakulære installationer med lava, is, vand og lys i andre store kunstbyer verden over. Der er 35 meter til loftet, 155 meter fra glasdør til endevæg, og 23 meter i bredden. Men Eliasson forklarede ved pressemødet i går, at der kan være lige så stor udfordring i at fylde et lille rum som et stort. Det vigtige for ham er at få fat i sit publikum. Det har han valgt at gøre med temaet om vejret, som han mener, vi er besatte af på den nordlige halvkugle. »Når man ikke har så meget at tale om, så begynder man at tale om vejret. Og det er fint, for vi accepterer umiddelbart, at andre ikke nødvendigvis har samme holdning til vejret, som vi selv har. Jeg har fundet ud af, at det i historisk sammenhæng kommer af, at vi har været afhængige af vejret for at kunne brødføde familien. Det har været vejret, der har afgjort, om man har haft mad på bordet«, forklarer Eliasson. Han siger, at hans installation egentlig ikke går ud på at få folk til at tale om vejret. Men at tale om det at tale om vejret. Derfor har han også undersøgt briternes tanker om vejr. Resultatet er blandt andet blevet en reklamekampagne for udstillingen, der for eksempel konstaterer, at der bliver talt om vejret på tre ud af fire taxature i London. Bag solen Et andet plan i Eliassons 'Vejrprojektet' er, at kunstneren ikke vil nøjes med at præsentere museumsgæsterne for illusionen af sol og tåge. En del af installationen går ud på, at man skal kunne gå bagom solen og over himmelen for at se, at de ikke er skabt af den gud, som Olafur Eliasson ikke tror på. Den kuglerunde sol er i virkeligheden bare en masse lamper arrangeret i en halvcirkel, der er hejst helt op under et forsænket loft beklædt med spejle. Bagved solen ser man alle de gule el-pærer arrangeret bag et kæmpe klæde, der fordeler lyset. 30 meter oppe kan man på det forsænkede loft se, hvordan den halve cirkel spejler sig og bliver hel. Og hvordan spejlbilledet brydes langs linjerne mellem de enkelte spejlpaneler. På femte sal kan man over loftet se, hvordan spejlene er monteret fem meter under bygningens rigtige loft. »Jeg forsøger at sætte spørgsmålstegn ved, om ting kan tages for givet, sådan som jeg mener, den bibelske idé går ud fra. Jeg mener, det kan være farligt ikke at forsøge at forstå, at alting er kulturelle konstruktioner. Jeg har gjort et nummer ud af, at man skal kunne gå bag om solen, og det er på en måde meget ubibelsk. Der er en gennemsigtighed. Der er ingen mystik, og man kan se igennem værket. Det skal man have med i sine overvejelser, også når man betragter samfundet. Det er en konstruktion«.