Jeg er lidt varsom med at kritisere den danske dronnings malerier. Ikke fordi hun er dronning, for der er jo mange queens, der maler - tænk bare på Francis Bacon og Andy Warhol. Det er heller ikke, fordi hun jo unægtelig er af royal herkomst. Det er min erfaring, at alle de bedste kunstnere er aristokrater. Var Velazquez ikke af ædel byrd, er Louise Bourgeois måske ikke kongelig? Jeg viger heller ikke tilbage for at påtage mig opgaven, fordi den danske dronning er rig og ikke behøver at tjene penge på sin kunst. Den franske maler Francis Picabia havde en hel flåde af luksusbiler. Claude Monet havde 12 gartnere og adskillige andre tjenestefolk. At være velhavende er ikke nødvendigvis en bremseklods for kreativitet, og penge kan oven i købet medføre, at man morer sig, hvad alle kunstnere stræber efter. Det hjælper også at være berømt, men berømmelse kan også være med til at forlede de mindre kunstnerisk begavede til at tro, at de kan prakke verden malerier og skulpturer på. Paul McCartney og Ronnie Wood fra The Rolling Stones har begge udstillet deres rædselsfulde billeder. Det har prins Charles også, selv om han ikke er rockstjerne. Det er farligt at være alt for ærbødig. Jeg har engang anmeldt en udstilling af prins Charles' akvareller, og jeg er endnu ikke blevet anholdt. Han tog sig overhovedet ikke af min kritik, hvad der egentlig var en skam. Som bekendt tilbringer Charles' mor megen tid med at sidde model for kunstnere. Hun burde præsentere ham for nogle professionelle folk. Kedelige og kraftesløse Det fører mig så frem til den danske dronnings malerier. Jeg viger tilbage for at kritisere dem, fordi de - i hvert fald som reproduktioner - virker så kedelige, så kraftesløse, livløse og uoriginale. Skal de opfattes ironisk, eller er de bare middelmådige? Hun kunne i det mindste prøve at bruge en anden farve grøn. Er det virkelig sådan, det danske landskab ser ud? Alle de brystformede bakker, de vaginale fjorde, den endeløse, svampede, grønne farve. Og hvorfor er der ingen mennesker i landskabet, ikke engang nede ved vandet? Betragter man det i freudiansk optik, kunne man tro, at Hendes Kongelige Højhed ønsker at være alene. Eller også kan hun bare ikke male mennesker. På et af billederne er der en lille grøn ø. Den er ubeboet og driver rundt i et kæmpemæssigt hav, som om den bliver set fra et flyvindue. Ensomheden! Symbolikken! På et af de andre billeder er verden blevet rød med truende skyer og uhyggelige penselstrøg. Hun har tydeligvis en dårlig dag. Det må være på tide at hoppe på flyet igen. Naturen er ligeglad Jeg har kun set den danske dronnings malerier som reproduktioner. Det forekommer mig, at hun - ligesom mange andre landskabsmalere - tror på, at naturen kan afspejle hendes følelser. Ruskin, det 19. århundredes store kritiker (som ganske vist blev sindssyg), kaldte den slags for ynkelige fejltagelser. Naturen er ligeglad med vores følelser, den ænser dem ikke. Den ser ikke nogen, ikke engang kongelige. Der er tale om den slags landskabsmalerier, hvor man hele tiden venter på, at der kommer en hvid hest galopperende rundt om hjørnet. Det gør der heldigvis ikke. Malerierne er ikke dårlige, de er bare ikke særligt gode. De vidner om en følsom sjæl, men de er også lidt krampagtige, selv om hun forsøger sig med lidt pointillisme hist og lidt Per Kirkeby pist. Det er, som om hun er bange for at give slip, men hun kan i det mindste lide kunst. Det er da en god ting. Hvis hun ofrede mere tid på det og havde råd til større lærreder og meget mere maling, kunne hun måske føre det til noget. Der er mange kunstnere, der mener, at indtagelse af stoffer og alkohol og dyrkelse af en bohemeagtig livsstil hører sammen med deres arbejde. Den slags døre er lukkede for dronningen, og derfor er det hendes skæbne at forblive amatør. Det er der ikke noget i vejen med, andet end at det netop er hendes skæbne