Da George Bush i sidste uge var på et kort statsbesøg i Uganda, var interessen for den amerikanske præsident ikke ligefrem overvældende. Uganderne havde travlt med at følge begivenhederne omkring en 30-årig, lidt tilbagelænet jurastuderende ved navn Gaetano Kawga, som siden 25. maj har været Ugandas deltager i den første panafrikanske udgave af realityshowet 'Big Brother'. Stor succes »Gaetano er den mest populære person i Uganda i øjeblikket. Hver aften bliver folk via tv'et indviet i hans liv i de 106 dage, 'Big Brother' varer. Præsident Bush var her jo kun i fire timer«, fortæller Kalungi Kabuye, der som journalist på Ugandas største avis New Vision hver dag skriver om begivenhederne i 'Big Brother'-huset. 'Big Brother Africa' er den hidtil mest ambitiøse udgave af det verdensomspændende realityshow, der bliver produceret af det hollandske selskab Endemol. To gange tidligere er 'Big Brother' blevet vist i Sydafrika, men for første gang er 12 forskellige nationaliteter i disse dage samlet i et 'Big Brother'-hus. Den panafrikanske version har taget afrikanerne med storm. Selv om afrikanske seermålinger skal tages med et vist forbehold, er der ingen tvivl om gennemslagskraften - op mod 30 millioner seere følger hver aften det 30 minutter lange sammendrag af 'Big Brother Africa', som sendes på nationalt tv i de 12 lande, deltagerne kommer fra. Social begivenhed Færre end ti procent af Afrikas 800 millioner indbyggere har et fjernsyn derhjemme, hvilket først og fremmest gør 'Big Brother' til pikant underholdning for den privilegerede del af befolkningen. Andre tager den daglige tur til den lokale bar, videohallen eller over til naboen for at følge de unge afrikaneres liv i et kameraovervåget hus i Johannesburg, Sydafrika. Populariteten og showets eventuelle effekt på afrikanerne er allerede blevet fortolket vidt og bredt både i afrikanske og internationale medier. Den mest oplagte forklaring på, at millioner af afrikanere - fra Ghana i vest til Tanzania i øst - har gjort 12 veluddannede unges tv-samvær til et fast hverdagsritual, er, at de opfatter showet som en sportsbegivenhed. Tv-sex for første gang »De to gange, 'Big Brother' har været vist i en sydafrikansk udgave, har interessen været moderat. Men denne gang opfatter folk det som en konkurrence på højde med fodboldmesterskabet Africa's Cup, hvor de skal følge og holde med deres egen mand eller kvinde«, forklarer 'Big Brother'-skribenten Kalungi Kabuye fra Uganda. En anden væsentlig grund til den store interesse er dog også, at seerne for nylig blev præsenteret for sex for åben tv-skærm, da føromtalte Gaetano udvekslede interesser med 25-årige Abby Plaatjes fra Sydafrika. Ligesom i de ti andre lande, hvor 'Big Brother' indtil nu har været vist, har den potentielle mulighed for amourøse relationer mellem deltagerne fastholdt de afrikanske seere foran skærmen. -Sæbeopera med afrikanere »Folk kan godt lide at følge med i, hvem der bliver forelsket i hvem eller uvenner med hinanden. Det er ligesom de udenlandske sæbeoperaer, vi normalt ser, bortset fra at det her sker i virkeligheden og har afrikanere i hovedrollerne«, siger Kalungi Kabuye. Andre iagttagere svinger sig op til at pådutte det panafrikanske tv-eksperiment en større politisk og kulturel betydning for det afrikanske kontinent. Ikke barbarer eller kriminelle Journalisten Lesley Mofokeng, der skriver om 'Big Brother' for Sydafrikas Sunday Times, mener, at showet først og fremmest fascinerer, fordi deltagerne er veluddannede, smukke afrikanere, der kan udtrykke sig. »Men det giver også folk noget andet end de forfærdelige historier, de altid plejer at høre om Afrika. De ser, at afrikanere også kan være overskudsmennesker - at de ikke altid behøver at blive udstillet som kriminelle eller barbarer. Jeg tror, at 'Big Brother' er en øjenåbner for mange, fordi det viser, at afrikanere på trods af deres forskelligheder også er meget ens. Det er med til at nedbryde de mange fordomme, som afrikanere har over for hinanden. De kan se, at man som sydafrikaner ikke nødvendigvis er kriminel eller sælger stoffer, fordi man er fra Nigeria. Den nigerianske deltager er for eksempel en sympatisk ung fyr, som vasker de andres tallerkener«, siger Lesley Mofokeng, der ligefrem mener, at showet på linje med den panafrikanske bevægelse New Partnership for Africas Development (Nepad) hjælper til med at forene kontinentet. For at undgå dramatiske kulturelle uoverensstemmelser hyrede 'Big Brother' producenterne - som også i Afrika er den hollandske opfinder af realitykonceptet, Endemol - den nigerianske universitetsprofessor Kole Omotoso som såkaldt kulturel rådgiver. Omotosos opgave var at finde deltagere, som på troværdig vis repræsenterede deres land, men som også var fortrolige med det engelske sprog og en mere global kultur bestående af MTV, cowboybukser og fastfood. Og selv om 'Big Brother Africa' formentlig byder på en større interkulturel udveksling, end når 12 forstadskøbenhavnere deler cola, seng og sofa, har det gjort 'Big Brother Africa' mindre eksotisk, end man umiddelbart forestiller sig, når 12 afrikanske nationaliteter samles i et kollektiv. Lære at forstå sig selv Selv mener Omotoso, at 'Big Brother' giver afrikanerne en ny mulighed for at lære at forstå sig selv. »Vi har brug for at kommunikere på tværs af de kunstige grænser, som det afrikanske kontinent er opdelt af. Det kan 'Big Brother' være med til, og derfor valgte jeg at være rådgiver«, siger han. Selv om producenterne bag 'Big Brother' gerne tildeler showet en interkulturel og politisk overbygning, er de dog varsomme med at præsentere deltagerne som særlige ambassadører for de enkelte lande. For eksempel når namibierne reagerer på, at Namibias deltager, 22-årige Stefan Ludik, er hvid, og når flere undrer sig over, at kun seks af deltagerne er helt sorte. »I sidste ende er det her jo kun underholdning«, som den lokale producent af showet, Carl Fisher, har sagt til nyhedsbureauet Reuters: »'Big Brother Africa' er hverken en socialvidenskabelig eller politisk afhandling om Afrika«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne

Kronik af Michelle Skov Karantonis
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Den danske pizzaslice-hovedstad har fået sin egen digtersoldat
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce







