Hvad de sidstnævnte betræffer, må hensynet til dem dog ikke overstige hensynet til publikum. Og i denne forbindelse kan det ikke fastslås kraftigt nok, at scenen på Vandkunsten bør nedlægges. ´ Et nærmest livsfarligt og støjende sted at opholde sig med biler og busser, der krydser forbi tæt på. Og en placering af selve scenen, der kun giver en yderst begrænset del af publikum adgang til at se musikerne. Et evindeligt tilbagevendende spørgsmål er så, om festivalen ikke har vokset sig for stor. Det spurgte man sig også om, da den 'kun' omfattede 400 arrangementer - og endog endnu tidligere. Og svaret må blive, at så længe der er publikum til det, kan det ikke være helt galt. Et andet spørgsmål er, om festivalen har budt på udenlandske attraktioner, der ellers ville have været uden for rækkevidde. Eller præsenteret danske projekter, som der ellers ikke ville have været mulighed for at realisere. På dette punkt har årets festival været en succes. For at tage det sidste først, så har Frederiksberg Kommunes arrangementer i Det Kgl. Danske Haveselskab allerede igennem adskillige år, takket være Niels Christensen, været præget af en idérigdom, der gik på tværs af musikalske skel. Og det gav også bonus denne gang. Og både Copenhagen JazzHouse og Glassalen, for første gang i festivalledelsens eget regi, har ageret som festivalens flagskibe med spændende programmer. At den fransk/danske gruppe med Louis Sclavis i spidsen skulle vække en sådan begejstring hos publikum, var både overraskende og fortjent. Herbie Hancock & co. og Tomasz Stankos kvartet svarede for andre fremragende, rent instrumentale koncerter, og hvis Cassandra Wilson skuffede dybt, så svarede Sidsel Endresen og Dianna Reeves til gengæld på sublime oplevelser. (Dee Dee Bridgewater har jeg endnu til gode, mens dette skrives). Og endelig var der jo gode, gamle Tony Bennett på Plænen. At danne sig et samlet overblik over festivalen er naturligvis umuligt. Men det er, hvad der vil stå tilbage i min erindring, når meget andet er glemt.