Vera Gebuhr synes, det er så utrolig underligt at blive gammel. Den ene dag kan hun bore hovedet ned i puden og græde over, at hun lever på lånt tid. Den næste dag kan hun juble over alle sine succeser, sit vidunderlige familieliv og himlen, der er blå som aldrig før. »Jeg er et stemningsmenneske helt ud i hårrødderne. Og med alderen er jeg nok blevet endnu mere sensitiv. Forleden spillede jeg Tjajkovskijs Romeo og Julie på grammofonen. Tårerne trillede ned ad kinderne, fordi musikken mindede mig om dengang, jeg spillede O'Neill på Odense Teater. Jeg var 56 år og boede på Grand Hotel, hvor netop denne musik gav mig så meget til rollen. Alle disse minder - de er ved at kvæle mig«. »Jeg har snakket med min doktormand om det: »Giv mig en pille, så jeg kan blive en rolig velafbalanceret kvinde«. Han sagde: »Jamen, hvad fanden skulle du så leve af?««. Når hun møder folk på gaden, siger de ofte: »Guud, du har da ikke forandret dig spor!«. »Hold kæft«, svarer hun. »Tag briller på«. Men egentlig kan hun godt forstå, hvad de mener. Hun er ikke sunket sammen eller blevet så rund og rynket i ansigtet, at hun er ukendelig. Vera Gebuhr ligner en velpræserveret kvinde i begyndelsen af tresserne. Hun kan stadig gribe om hælen og strække det slanke ben ud i bedste cancan-stil. En femme fatale Man skulle tro, hun tilhører teaterhistorien. Men sidste efterår stod hun på Det Kongelige Teaters scene, hvor hun spillede den elskelige barnepige i Tjekhovs Onkel Vanja. I sin 62-årige karriere har hun aldrig været arbejdsløs. At stå på scenen har været hendes livseliksir. Men nu tror hun omsider, hun har spillet sin sidste rolle. »For man er mere træt, når man er 87, end når man er 85. Jeg er lige så frisk om morgenen, men efter frokost må jeg have en lang middagslur, hvis jeg skal på scenen om aftenen. Det kunne måske godt lade sig gøre. Men det er lidt synd for min gamle mand, der er 92. Igennem alle årene har han ventet på mig. Han har bragt mig og hentet mig hjem igen fra alle forestillingerne«. Vera Gebuhr har haft et hav af karakterroller, siden hun debuterede på Folketeatret 2. juledag 1939 i Henrik Ibsens Brand. Hun blev folkeeje som den forfjamskede frøken Jørgensen i Matador (»Men det kan vi jo ikke blive ved med at snakke om. Det er tyve år siden ...«). Selv mener hun, at de skønneste roller tilfaldt hende, fra hun var 70 til 85. »Jeg har aldrig været den blåøjede unge pige, der blev gift med Poul Reichhardt. Jeg var snarere den mørke femme fatale. Som ung kunne jeg spille gamle hæslige koner. Og som 65-årig kunne jeg spille kvinder på 50. Lyder det ikke sindssygt?«. For halvandet år siden afsluttede Vera Gebuhr optagelserne til 'Afgrunden', hvor hun spiller den aldrende Asta Nielsen. Filmen har premiere til august i Imperial og bliver efter planen vist på DR TV i 2004. »Men til den tid er vi måske alle døde - jeg selv inklusive. Jeg ved, at Jens Kistrup (navnkundig kritiker ved Berlingske Tidende, red.) glædede sig til den. Det samme gjorde Bodil Kjer. Men nu er de begge døde. Jeg har to gode veninder. Den ene er blevet blind. Den anden er lam efter en hjerneblødning. Ja, man kunne skrige ... Der er ingen retfærdighed med hensyn til sygdomme. Jeg kan sparke op med benet, gå til fitness og lære lange roller udenad. Er det ikke mærkeligt?«. Gode gener Hemmeligheden ligger i generne, mener hun selv. En flok spaniere kom engang til Fyn, og en af dem forførte Vera Gebuhrs bedstemor. Blandingen viste sig at være livsduelig. Ganske vist fik rammefabrikantens datter paratyfus som 16-årig. Men hun kom sig hurtigt. Også forældrene beholdt deres skønne udseende til langt op i årene. »Jeg havde en meget beskyttet barndom. Men egentlig husker jeg ikke meget fra den. Jeg gik til ballet tre gange om ugen, og det var min store lidenskab. Jeg husker også, at min meget musiske mor altid sagde, at hun inderst inde stadig var den unge pige, hun altid havde været. Det samme kan jeg ikke sige. For jeg var helt utrolig naiv, og det er jeg i hvert fald ikke i dag«. »Jeg lagde ved Gud i himlen sukker i vinduet til storken, da jeg var 13 år. For så troede jeg, at jeg kunne få en søster eller bror. Tror man ikke, det er løgn? Det kunne have været i middelalderen«. En dag omkring 1937 rejste rammefabrikanten til København, hvor han inviterede John Price på frokost. For den unge instruktør havde tilbudt at læse gratis med Vera Gebuhr. Og farmand skulle lige tjekke, om der var en forelskelse under opsejling. Men der var rene papirer. John Price fik hende ind på Det Kongelige Teaters elevskole. På holdet var også Lis Smed og stortalentet Mogens Wieth. Efter optagelsen skred Vera Gebuhr og moderen ned ad Strøget i deres store hatte - uendelig stolte og glade. »I vores forbundsblad er der i dag hundredvis af nye navne. De unge står i kø ved elevskolerne. Og efter skolen kan mange bruge deres tid på at vente ved telefonen på en rolle. Man siger, at talent altid kommer frem. Men mange går jo til spilde. Jeg forstår godt, at de unge gerne vil 'være på'. Det har jeg selv nydt. En skuespiller kan bruge sin intuition, overskride sine grænser og udleve al sin aggression, al sin fantasi. Det er et vidunderligt fag, og jeg har nærmest været fagnarkoman«. To kærligheder I sofaen ligger scrapbøgerne med udklip fra anmeldelser af hundreder af forestillinger. Vera Gebuhr har spillet sammen med Olaf Ussing, Gunnar Lauring, Johannes Meyer, Bodil Ipsen og alle de andre koryfæer fra en svunden tid. Nogle gange føler hun sig som et helt mausoleum. Hun synes, at folk kigger på hende, som om også hun burde være død. Pludselig fyldes de mørke øjne med tårer. Med stor, intens og bevæget stemme reciterer hun et langt digt, 'I vandkunstens lille café'. Det er skrevet af hendes første mand, digteren Palle Fønss, som hun mistede i 1962. »Da Palle døde, troede jeg, mit liv var forbi. Han var min store kærlighed, men han havde et svært liv. Man bliver ikke fed af at være digter. Nogle gange solgte han et digt til Politikens 'Dag til dag'. Det fik han ti kroner for, og så kunne vi gå på ungarsk vinhus. Så mange tusind år er det siden. Men Palle var født med et dårligt hjerte og blev ikke gammel. Så er det, at man trækker en lynlås op til halsen og prøver at komme videre«. Hun havde været enke i to år, da hun mødte sin næste store kærlighed, civilingeniør Thomas Vrang. Han var fraskilt med tre børn. Og hans søn blev senere gift med Veras datter. Det blev til et stort og pragtfuldt familieliv med masser af børnebørn og oldebørn. Hun tror så afgjort, at det har været med til at holde hende vital. »Mit bagland har været i orden. Der har været balance i mit liv. Jordforbindelse. Man er ikke gået grassat og er blevet højrøvet. Man er ikke løbet fra Per til Peter og Jesper. Nej! Jeg har været trofast. Det tør jeg godt sige om mig selv«. Lidt mere tid, tak »Lykken er at være to, når man bliver gammel. Så jeg vil håbe, at skæbnen vil holde liv i min gamle mand, så vi kan få lidt mere tid sammen. Døden kan jeg ikke gå og tænke på. Men hvis Thomas ikke er oppe til sædvanlig tid klokken syv, går jeg ind til ham og holder en finger under hans næse. Jeg mærker, at han ånder. Og så er jeg beroliget«. »Vi ønsker jo alle at sove ind i døden. Og i et brøkdel af et sekund derinde i hans værelse står jeg på dødens tærskel. Men så er det pist væk igen. For jeg er jo i bund og grund et glad og taknemligt menneske. Måske lidt hysterisk. En kollega synes, jeg er så morsom. Men jeg er sgu nok ufrivillig morsom. Hun skriger af grin, hver gang vi er sammen. Hun er en pragtfuld pige, der er 18 år yngre end mig - den gamle kælling!«. Ligegyldigt hvor Vera Gebuhr færdes, oplever hun, at alle er yngre end hende. Men generationsforskellene plager hende ikke. Hun har mange unge venner og kolleger, som hun elsker højt. Og hun fornemmer, at de også kan lide hende. »Undertiden kan jeg føle mig som en mor for alle mennesker. Men det er jeg nok ikke klog nok til at være. Nogle gamle bliver så kloge, at de kan forstå alting. Men jeg bliver nok aldrig rigtig voksen. Jeg kan være så tosset ung, at jeg næsten skammer mig. Jeg må jo have en stor livslyst. Jeg er nysgerrig som altid. Og jeg sidder ikke som andre gamle og pirker til maden. Nej, jeg æder ... Men jeg kommer ikke smør på brødet. Og chokolade synes jeg er modbydeligt«. Hun laver gymnastik hver morgen og har altid brugt gode cremer i ansigtet. Men en ansigtsløftning har hun aldrig overvejet. Hun synes, det er så frygteligt at se alle disse piger med gamle øjne - uden en rynke i ansigtet. »Jeg er da forfængelig. Men egentlig er der ikke sket ret meget. Benene er lidt stive, og hænderne ser gamle ud. Men håret kan man jo få farvet. Det kan godt lyde, som om jeg er glad idiot. Men det er jeg jo heller ikke. Jeg kan godt bore hovedet ned i puden og tude, fordi jeg er gammel, og der ikke er noget at gøre ved det«. »Jeg har en skytsfyr« Hvis hun kunne købe ti år på apoteket til sig selv og sin mand, ville hun gøre det øjeblikkeligt. For i korte sekunder rammes hun af rædsel for, hvad fremtiden vil bringe. I omgangskredsen har der gennem mange år været 11 ægtepar, som var deres bedste venner. I dag er der kun få enker tilbage. »Men det må man jo ryste af sig. Jeg er så lykkelig, at jeg hurtigt glemmer ubehag. Somme tider tror jeg, at jeg har en skytsfyr, som passer på mig. Min far, som var meget heldig i sit arbejde, talte altid om en skytsfyr. Og i en meget moden alder greb han min hånd og sagde: »Du har også en skytsfyr«. Det har stået i mit indre livet igennem. Det har fyldt noget op, som man ikke kan forklare«. »Jeg har meget selvkontrol. Jeg har set Bodil Ipsen ryste af sceneskræk, før tæppet gik. Og jeg har da også kunnet mærke blodet pulsere fra isse til hæl, når rollen var svær. Men ingen kunne se det på mig. Jeg er aldrig besvimet«, fastslår Vera Gebuhr. I mere end en time har hun siddet og snakket på en lav puf i stuen. Så rejser hun sig og springer lidt rundt med gazelleagtige bevægelser. »Der sker noget med skelettet. Det er, som om mine lår ikke er mine egne, når jeg har siddet ned i lang tid. Men så længe, jeg kan sætte det ene ben foran det andet, rager det mig en papand. Alderdommen kan man ikke holde væk. Intet lever evigt. Se den flotte rododendron ude i haven. Om nogle dage ligner den et lig. Men efteråret kan jo også være smukt«. »Man vil så gerne ældes med værdighed. Man vil så gerne dø med værdighed. Men jeg synes jo heller ikke, at jeg er færdig med at opleve verden. Jeg kunne godt tænke mig en tur til Egypten. Måske ikke lige i dag ... For det er så lidt, jeg har rejst. Men Thomas er så bange for at komme hjem i en urne. Og dét ville jeg jo heller ikke kunne bære«. »Men det er bagateller. Så må man give sig selv én oven i hattepulden og være taknemlig. Jeg er jo blevet båret gennem en lang karriere, der har flasket sig så smukt og er gået så fint i spænd med et godt familieliv. Nu vil jeg nyde nuet. Jeg vil gå til foredrag og sidde lidt mere i min flotte røde stol«. »Kors, hvor har jeg oplevet meget«. Vera Gebuhr næsten hvisker ordene. Flere har opfordret hende til at skrive sine erindringer. Men det vil hun ikke. Hun synes, der er lavet alt for meget af den slags. Og når hun læser alle disse erindringsbøger, bryder hun sig ikke om dem. »Men nogle gange føler jeg det, som om mit hoved vokser helt op til loftet: Tænk, jeg har oplevet besættelsen og alle de skiftende regeringer. Og i min høje alder er der så meget, jeg har svært ved at forstå. Jeg forstår ikke selvmordsbomberne. Jeg forstår ikke, at Danmark kan gå i krig mod Irak. Og jeg forstår ikke ungdomsdyrkelsen. Jeg synes, at så meget er blevet dårligere og ringere«. »Men Thomas siger: »Lad det ligge. Vi er for gamle til at gå på barrikaderne. Snart er vi ude og væk. De næste generationer må tage hånd om tingene««.