Ny hyldest til den europæiske filmkunst

Lyt til artiklen

Kendte filminstruktører og stjerneskuespillere hånd i hånd op ad den røde løber til gallaforestillinger og prisuddelinger skal ikke mere være forbeholdt Cannes, Berlin og Venedig. København vil også være med til at fejre filmkunsten, og det sker til august næste år, hvor en ny international filmfestival åbner. Festivalen vil lægge sig i kølvandet på dansk films p.t. meget stærke position, der bl.a. er opnået i kraft af dogmebegrebet. Ambitionerne er tårnhøje, og arrangørerne lader sig ikke afskrække af, at et lignende forsøg på at skabe en stor filmfestival i København i 1996 måtte indstilles efter at have kørt i fire år uden større succes. »Jeg synes ikke rigtig, man kan sammenligne vores nye festival med den, der kørte for nogle år siden. Den var arrangeret af filmudlejerne og bestod for det meste af forpremierer på store kommercielle film, der allerede var indkøbt til senere biografvisning. Vores festival kommer til at bestå af en masse film, som ellers ikke ville nå de danske biografer«, siger direktøren for Copenhagen International Film Festival, filminstruktøren Janne Giese. Ikke kun smalle film Hun afviser, at det er ensbetydende med, at man kun vil vise smalle, eksperimenterende film. »Det er der slet ikke tale om. Tværtimod vil vi nok vise en række store, kommercielle brag, men de vil komme fra de europæiske lande. Festivalen skal være en fejring af den europæiske filmkunst, der desværre i det daglige er presset ned af den amerikanske filmindustri. Hollywoodfilm dominerer biografernes repertoire, men vi vil aflive fordommen om, at europæiske film blot består af langsomme, slæbende og eksperimenterende film. Der er grøde i europæisk film med masser af fantastiske film, der strutter af vitalitet og kvalitet«, siger Janne Giese. Festivalens hovedkonkurrence med ca. 15 nye film - med priser uddelt af en internationalt sammensat jury - vil derfor udelukkende blive udvalgt fra den europæiske filmproduktion. I sideprogrammer vil man dog også vise film fra den øvrige del af verden, herunder også fra USA. Dansk film vil også få en særlig platform. Men er der overhovedet plads til endnu en international filmfestival? Vil den danske festival kunne sikre sig de gode film? Enhver større by i Europa har efterhånden en filmfestival - der er bl.a. velfungerende festivaler i norske Haugesund og svenske Göteborg - og de tre store filmfestivaler i Cannes, Berlin og Venedig støvsuger i forvejen markedet for årets bedste film. »Selvfølgelig kan vi ikke lige med ét slag komme blot i nærheden af de store etablerede filmfestivaler, hvad angår prestige og volumen, men vores koncept med en hovedkonkurrence bestående af europæiske film og en international jury er blevet godt modtaget af filmmiljøet ude i Europa. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan få de gode film. Tidspunktet for at starte en international filmfestival i København er også det helt rigtige. Dansk film står utroligt stærkt i udlandet, og der tales meget om dogmefilmene«, siger Janne Giese. Stort potentiale På den hjemlige front har festivalen foreløbig fået en flot opbakning. Københavns Kommune støtter med 3,5 millioner kr., Kulturministeriet og Det Danske Filminstitut er hver gået ind med en million kr., og Hovedstadens Udviklingsråd er på vej med en halv million kr. De resterende ca. fire millioner kr. til det samlede budget på 10 millioner kr. skal komme fra private sponsorer, og også her er interessen for at være med stor. Politiken bag publikumspris Politiken har allerede meldt sig og vil stå bag en publikumspris og kommer formentlig også til at lægge lokaler til et informations- og mødecenter for festivalen. I den danske filmbranche er der begejstring for initiativet. Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen mener, at »festivalen har potentiale til at blive Skandinaviens største og vigtigste filmfestival, idet den styres af professionelle filmfolk og tager udgangspunkt i dansk films store troværdighed og succes ude og hjemme«. Filminstruktøren Bille August bakker også uforbeholdent op: »Storbyer som New York, Berlin, Toronto, Venedig og Moskva har indset, hvilken fantastisk berigelse, det er for byen at afholde en årlig international filmfestival. Der er ingen tvivl om, at København, som i forvejen har ry for at være en venlig, åben, skandinavisk-eksotisk hovedstad, også vil nyde af den internationale bevågenhed, som sådan en kulturbegivenhed indebærer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her