Det bliver de to public service-stationer DR TV og TV 2, der kommer til at levere de fleste af de ekstra penge, der skal sikre en fortsat ekspansion for dansk film. Det blev klart mandag formiddag, da kulturminister Brian Mikkelsen (K) fik samtlige Folketingets partier minus Enhedslisten til at gå bag en ny fireårig filmaftale, der samtidig siger, at der skal vises flere danske film på tv. I filmbranchen er der stor tilfredshed med forliget, mens tv-stationerne accepterer uden begejstring. I lanceringen af filmaftalen understreger Brian Mikkelsen, at han frem til 2006 har sikret filmområdet ekstra ca. 200 mio. kr. i forhold til det beløb, som det hidtidige fireårige filmforlig udløste. Nedskæring i forhold til 2002 I forhold til 2002-niveauet er der imidlertid tale om en nedskæring på årligt omkring 20 mio. kr., der bl.a. kan komme til at ramme importstøtten til de smalle, kunstneriske film. »Det er rigtigt, at der er en reduktion af Det Danske Filminstituts bevilling på dette område, men lad os nu se, hvor meget det kommer til at dreje sig om. Overordnet set har vi foretaget en prioritering og sagt, at vi hellere vil bruge penge på produktion af nye danske spille-, kort- og dokumentarfilm og støtte en talentudvikling af instruktører. For mig har det været vigtigt ikke blot at fastholde, men også udbygge dansk films succes«, siger Brian Mikkelsen. Standardkontrakt Af de 200 mio. kr. ekstra i fireårsperioden kommer hovedparten fra de to tv- stationer, der nu samlet skal støtte dansk filmproduktion med 480 mio. kr. i de kommende fire år. Desuden indføres en såkaldt standardkontrakt, der bl.a. skal »styrke den uafhængige producents indtjeningsmuligheder i de enkelte filmprojekter«. Både for TV 2 og DR TV har det været noget af en kamel at sluge disse betingelser, men på begge tv-stationer er man indstillet på at få det bedst mulige ud af aftalen. Overskuelig glæde på tv-stationer Tv-direktør Jørgen Ramskov, DR TV: »Vi kan leve med denne aftale. Vi er selvfølgelig ikke begejstrede for denne øremærkning af dele af vores budget, men det afgørende for os har været, at vi har beholdt vores redaktionelle frihed til selv at vælge, hvilke film vi vil gå ind og støtte«. Administrerende direktør for TV 2 Cristina Lage er heller ikke begejstret for denne detailstyring af licenspengene, men fremhæver også den fortsatte redaktionelle frihed som meget vigtig, og at tv-stationerne også kan vælge mellem en direkte investering i filmene eller et køb af visningsretten. De to tv-direktører ser ingen problemer i filmaftalens ordlyd om, at de ekstra tv-penge skal »medvirke til, at der bliver vist flere danske spillefilm og kort- og dokumentarfilm på de to tv-stationer«. Tilfredshed i branchen Hos de to store organisationer i filmbranchen, Danske Filminstruktører og Producentforeningen, er der stor tilfredshed med forliget. Ebbe Nyvold, formand for instruktørerne: »Vi er glade for, at det er et bredt forlig, og at der nu kommer skik på aftalerne på tv-området. Der er ingen tvivl om, at de nye regler på tv-området vil betyde, at det bliver nemmere at få finansieret flere film. F.eks. skal evt. tilbagebetaling til tv af et overskud først ske, når producenten har fået dækket sin investering ind. Vi er også meget glade for, at der i aftaleperioden er afsat 107 mio. kr. til talentudvikling af ikke blot unge, men også mere erfarne instruktører«. Kim Magnusson, Producentforeningen: »Vi har kæmpet for flere penge, men under de givne forhold er vi meget tilfredse med dette filmforlig. Filmproduktion er en flerårig proces. Det er derfor vigtigt, at der kunne opnås enighed om en fireårig aftale. Vi er desuden meget tilfredse med aftalerne omkring tv-området. Vi har ikke fået alle vores krav opfyldt, men der er lagt nogle rammer, som er et godt grundlag for en dialog med tv-stationerne«. Film for unge Enhedslisten meldte sig ud af forhandlingerne, da det stod klart, at der ville ske nedskæringer i filminstituttets bevillinger, mens de øvrige oppositionspartier, S, R, SF og Kristeligt Folkeparti, til det sidste prøvede at lokke flere penge ud af finansminister Thor Pedersen (V). Det lykkedes ikke, men der blev bl.a. omrokeret således, at kort- og dokumentarfilmen fik ekstra fire mio. kr. årligt på bekostning af spillefilm og administration. »Vi fik ikke flere penge, men fik bl.a. fornuftige retningslinjer for samarbejdet mellem tv og film og filmaftalen cementerer i det hele taget, at dansk film fortsat skal være en af hjørnestenene i dansk kultur«, siger S- kulturordfører Mette Frederiksen, der desuden fik det fingeraftryk på aftalen, at der fremover skal fokuseres meget mere på spillefilm for unge i teenagealderen. SF's kulturordfører Ole Sohn beklager nedskæringen på instituttets budget, men siger, at fordelen ved at få et fireårigt forlig med deraf følgende stabilitet for filmbranchen har overgået ulemperne. Langtidsplanlægning Filminstituttets administrerende direktør Henning Camre vil ikke 'tærske langhalm' på nedskæringen, men vil hellere fremhæve, at der er kommet et fireårigt bredt forlig, der sikrer mulighed for langtidsplanlægning, og at der er kommet styr på de vigtige tv-penge. Han tilføjer dog om nedskæringen: »Den kommer til at ramme hårdt, fordi der er tale om små områder, bl.a. importstøtteordningen, men vi må se, hvad vi kan gøre for at afbøde skadevirkningerne«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Det første, der møder mig i den danske pavillon, er en kvinde med enorme silikonefyldte bryster
-
Dansk vaccineforsker deporteres: »Jeg har svært ved at forstå, at vores land ikke vil løfte en finger for en borger i nød«
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
»De høje tabstal presser Putin. For russerne ved det jo godt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Martin Hjort Jensen








