Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Trekløver stifter produktionsselskab

Lyt til artiklen

Som 22-årig lavede dramatikeren Line Knutzon en film om to homoseksuelle sump-skildpadder, der boede i et dukkehus. Det var under et ophold på Krogerup Højskole. Siden har hun ikke lavet film. Men det skal hun til nu. Sammen med kollegaerne Hella Joof og Jannik Johansen og producenten Thomas Gammeltoft har hun stiftet produktionsselskabet Fine & Mellow, der holder til i en bygning hos Nordisk Film i Valby. Stor berøringsflade »Jeg har faktisk også engang lavet en video med Peter Frödin oppe i hans lejlighed. Den handlede om en mand, der blev sindssyg. Det var på Enghaveprojektet, da jeg var 21 år. Så jeg har en ret stor berøringsflade. Og er ikke rigtig til at komme uden om i film-sammenhæng«, siger hun, mens en solid fnisen breder sig rundt om træbordet, der er stillet op på en solrig terrasse på Nordisk Films besiddelser i Valby. »Jeg har gennemlevet så meget med teatret, at jeg har fundet fred med det. Og så er jeg desværre sådan indrettet, at så mister jeg interessen. Jeg har bestemt ikke fred med at lave film. Og det er jo det, der genererer en masse energi og følelser. Så jeg håber, det bliver et medie, jeg kan udtrykke mig i. Men jeg har ikke sådan gået og haft en drøm om at lave film«, siger Line Knutzon, der allerede har afleveret sit første projekt i det nye selskab. Nemlig manuskriptet til novellefimen 'Livsforsikringen', som Kurt Ravn og Sofie Gråbøl skal spille hovedrollerne i. Ud af teatrets kløer Hella: »Jeg har jo også lidt skiftet spor. Men det er heller ikke noget, jeg har gået og bedt til Gud om. Det var lidt tilfældigt, at jeg blev manuskriptforfatter og instruktør på 'En kort en lang'. Og gud ske tak og lov for det. Så man kan slippe ud af teatrets kløer. Og ikke skal stå der og skære ansigter for en ussel hyre. Til grin og ydmyget for sine egne lommepenge«. Produktionsselskabet Fine & Mellow er blevet til i et ønske om at samle de kreative kræfter og produktionen ét sted. At have det sjovt og selv eje det, man laver. Og så faktisk også fordi Hella Joof og Line Knutzon sådan ønskede sig et kontor, hvor deres navn stod på døren. Alliance med Nordisk Film Fine & Mellow har allieret sig med Nordisk Film, der ejer en tredjedel af foretagendet, og som har førsteret til de spillefilm, der måtte komme ud af hænderne og hovederne på de fire andre medejere. Aftalen er, at de ideer, Jannik Johansen, Hella Joof og Line Knutzon selv får, skal lægges i selskabet. »Hella, Jannik og jeg mødtes under produktionen af filmen 'En kort, en lang'. Og det blev springbrættet til det her. Det er et ret langstrakt projekt at lave film. Og det gør ondt ret meget ad vejen. Og derfor er det rart, at det sker sammen med nogle mennesker, man kan lide at samarbejde med«, siger Thomas Gammeltoft, der tidligere var ansat på Angel Productions. Nye projekter »Lige nu koncentrerer vi os om Hellas, Janniks og Lines projekter. Men vi vil også meget gerne tage imod andre instruktører og deres projekter. Og så sidder vi så tæt på Nordisk Film, som er distributøren, at man hurtigt kan få afprøvet sine ideer. Og dræbt dem, der ikke kan flyve«, siger han. Jannik Johansen står foran sin debut som spillefilminstruktør. Om to uger begynder optagelserne til filmen 'Rembrandt', der er inspireret af Danmarkshistoriens største kunstkup - røveriet af to malerier af henholdsvis Rembrandt og Bellini fra Nivaagaardsamlingen i 1999. Med Lars Brygmann, Jacob Cedergren, Nicolas Bro og Nikolaj Coster Waldau i hovedrollerne. Han har selv skrevet manuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen. Film om gospelkor Hella Joof skal instruere en film om et gospelkor med titlen 'Oh, Happy Day' med manuskript af Jannik Johansen. Og så skal hun sammen med Line Knutzon og Peter Frödin lave et børneprogram til tv, der hedder 'Robotten og Lillemor' - om enlige forældre, der ikke kan sætte grænser for deres børn. I modsætning til Hella Joof og Line Knutzon, der med egne ord lover deres børn både tæsk og børnehjem og af og til må ty til mordtrusler. »Men det forstår gifte og sunde mennesker ikke«, siger Hella Joof og ryster opgivende på hovedet. Værdifuldt samarbejde Thomas: »Vores samarbejde har allerede bevist sit værd. Vi krydser hinandens projekter hele tiden. Jannik har skrevet manuskriptet til Hellas film. Og Line tænker ideer sammen med Hella til tv-koncepter«. Hella: »Der er også den faktor, at man som kreativ ikke er producentens modstander. Når Thomas sidder og snakker optagedage og økonomi, så sidder man jo ikke og skriger: I giver mig fandeme nogle ekstra dage. For man er også selv producent«. Angstprovokerende kontor Bare fordi man får et kontor, hvor ens navn står på døren, betyder det ikke nødvendigvis, at man sidder derinde. »Men muligheden er der«, som Line Knutzon siger. »Ideer og indhold kommer jo ikke af at sidde og trykke på computeren hele året. Det kan i sig selv være angstprovokerende, at der er et kontor. Det kan forsinke processer i halve og hele år. Og når vi er i et bestemt humør, så er det ikke et firma. Så er det bare et værested«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her