Wallmanns arver Cirkusbygningens program

Lyt til artiklen

Når Wallmanns Salonger til nytår får udleveret nøglen til Cirkusbygningen i København, overtager den svenske morskabskoncern samtidig med lejemålet både kalender og kontrakter fra de tidligere lejere. »Endnu har vi ikke fuldt overblik over, hvilke engagementer der er sat på plakaten. Men de skal naturligvis afvikles, hvad enten det er konferencer eller kunstneriske aftaler«, siger Nicolai Jørgensen, direktør for Wallmanns Salonger i Mamlø - og nu også i København. Arven fra de nuværende lejere, Parken Sport & Entertainment med direktør Flemming Østergaard i spidsen, gør det vanskeligt at ombygge Cirkusbygningen for 30 millioner kroner, som Wallmanns har lovet. »Vi har allerede et godt samarbejde med både Bella Center og Forum i København, og der kan måske blive tale om at flytte engagementer«, siger Nicolai Jørgensen, som oplyser, at Wallmanns ud over de 30 millioner kroner til renovering skal give 1,5 millioner kroner i leje om året. Når Wallmanns får det fulde fingeraftryk på udbuddet i Cirkusbygningen, omdannes den store sal til en fleksibel scene, som kan rumme alt fra en enkelt mand og en guitar til store musicals. Samtidig er det tanken at indrette restaurant under kuplen, så gæsterne kan kombinere middag med musik. Og i sidste ende også en dans. At udpege Wallmanns som vinder af licitationen har krævet tre runder med udbud, inden politikerne i Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg var klar til at bestemme sig. Ifølge kulturborgmester Martin Geertsen (V) er beslutningen om at vælge Wallmanns alene økonomisk begrundet. »Børnehave« Flemming Østergaard accepterer, at Wallmanns tilbud lå højest, men han er fuld af foragt over handlingsforløbet. »Det har været så håbløst uprofessionelt håndteret fra kommunens side, at man skulle tro, det er en børnehave. Men det gider jeg ærligt talt hverken tabe humøret eller noget som helst andet over«, siger han. Ud over de to bud fra henholdsvis Parken og Wallmanns lagde også Odsgaard billet ind, men i kultur- og fritidsudvalget fik alene de svenske salonger opbakning. Seks medlemmer stemte aktivt for Wallmanns, mens to undlod. Første gerning i det nye liv som kommende lejere bliver for Wallmanns Salonger at mødes med Fredningsstyrelsen i den kommende uge for at drøfte de sidste detaljer i den storstilede ombygning, som ud over ændringer af selve scenerummet blandt andet indebærer en Verner Panton-café og et cirkusmuseum i forhallen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her