Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Socialdemokrater i kulturel tænkeboks

Lyt til artiklen

Tre dage efter den socialdemokratiske kulturbastion Artes betalingsstandsning lød det som gravskriften over flere års socialdemokratisk kulturpolitik, da partiets kulturordfører Jytte Andersen søndag beklagede, at partiet i de forløbne tyve år kun har siddet på kulturministerposten i knap fire. »Det har i nogen grad præget vores kulturpolitiske udviklingskraft og profilering«, sagde Jytte Andersen på en konference søndag om partiets fremtidige kulturpolitik. Eller sagt med andre ord: Partiet fortryder, at det uden sværdslag har overladt posten til regeringspartnere fra midterpartierne, og søndag var partiformand Poul Nyrup Rasmussen - Danmarks tidligere og kommende statsminister, som Jytte Andersen præsenterede ham - indkaldt til at tale om hovedlinjerne i fremtidens socialdemokratiske kulturpolitik. S ønsker flere penge til kultur Det handler meget om at bringe kulturen ud til folket, give flere muligheder for at få kulturelle oplevelser og selv at udfolde egne talenter og muligheder, sagde Poul Nyrup Rasmussen, der også stillede et forslag om at genetablere en kulturel provinspulje med en anden udformning end den, kulturminister Brian Mikkelsen (K) har foreslået. For det første har Brian Mikkelsen ikke fundet flere penge til kulturen, og for det andet skal han selv bestemme, hvem der skal modtage pengene - altså rent smagsdommeri, lød det ironisk fra Socialdemokratiets formand med henvisning til regeringens korstog mod eksperter og 'smagsdommere'. Ingen brugerbetaling Poul Nyrup Rasmussen nævnte også, at Socialdemokratiet i de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig vil stille større krav til public service-stationerne DR og TV 2. »Vi har den grundlæggende opfattelse, at det ikke er ligegyldigt, hvad man hælder i hovedet på folk«, sagde han og efterlyste en større kvalitet på public service-kanalerne. Han afviste samtidig enhver tanke om brugerbetaling for videofilm og musik på bibliotekerne og talte stærkt for en kunst, der er vedkommende, engageret og ikke blot dekoration eller ren underholdning. Men samtidig skal det tidligere regeringsparti udvikle en bred og sammenhængende kulturpolitik, sagde kulturordføreren Jytte Andersen. Partiet har startet en såkaldt kulturkaravane med møder, høringer og konferencer, sagde hun, og søndag deltog kulturpersonligheder som filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, forfatteren Hanne-Vibeke Holst, galleriejeren Nicolaj Wallner og en stribe teaterfolk i værksteder, der diskuterede bud på en ny socialdemokratisk politik på disse områder. Penge er ikke nok Poul Nyrup Rasmussen mindede om, at kulturbudgettet steg med 50 procent i de år, han var statsminister, men penge alene gør det ikke, sagde maleren og billedhuggeren, professor Bjørn Nørgaard. »Kunsten bliver ikke skabt af en kulturpolitik, men af kunstnerne selv. Vi laver kunsten, uanset om der bliver skåret op eller ned«, understregede han og udtrykte en vis sympati for regeringens forslag om at give skattefradrag for køb af kunst. For det gælder om at udvide markedet for kunst, så kunstnerne selv kan tjene flere penge. Direktøren for Copy Dan, den tidligere skuespilchef på Det Kongelige Teater, Litten Hansen, advarede kraftigt imod Bjørn Nørgaards tro på erhvervslivet. »Man skal ikke gøre sig afhængig af erhvervslivet. Det må højst blive toppen på kransekagen«, sagde hun og opfordrede Socialdemokratiet til at skelne klart mellem kunst, formidling, selvaktivitet, altså frivilligt arbejde og folkeoplysning, når partiet skal udvikle en ny kulturpolitik. »For tingene bliver blandet sammen«, sagde hun og mindede om, at kunstnerne langtfra får de fire milliarder kroner på kulturminister Brian Mikkelsens (K) barberede kulturbudget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her