På døren ind til et kontor på Nimbus Film hænger den tegnede fortælling om den dag, lillebror løb hjemmefra. Det er et såkaldt storyboard, som 12 elever fra København og omegn bruger deres påskeferie på at få en film ud af. »Klar til optagelse«, råber instruktør Rasmus Elvers, og klaptræet går. »Det var rigtig godt, det udtryk, du havde lige der, men vi prøver lige en gang til«, siger han. Scene ni tages om endnu en gang, inden filmholdet får lov at holde en saftevandspause. Rasmus Elvers har prøvet det før. Sammen med resten af holdet dukker han hver onsdag eftermiddag op i Filmbyen i Avedøre for at øve sig i at være kreativ filmskaber. Produktionskravet højt. 'Da lillebror løb hjemmefra' skal være færdig i løbet af fire dage. Koordinator: Afgørende rådgivning Projektet hører under Hvidovre Kommunes kulturpalet, der er et led i en politisk vedtaget handlingsplan. En plan som aldrig var blevet til noget, hvis ikke det havde været for samarbejdet med Kulturrådet for Børn i Kulturministeriet. Men nu skal rådet nedlægges som et led i kulturminister Brian Mikkelsens (K) nye reform af råd og nævn. Og det er børnekulturkoordinator Hanne Krebs ked af. »Deres rådgivning og hjælp har været afgørende for, at vi har fået f.eks. projektet i Filmbyen op at stå. Kulturrådet for Børn er meget synlige i deres formidling. Det har vi lært noget af. Desuden betyder deres stempel på et projekt uhyre meget politisk. Det er prestigefyldt, og det forpligter vores lokalpolitikere til at føre projektet ud i livet«. Modelkommune Hvidovre Hvidovre Kommune er en af Kulturrådet for Børns modelkommuner. Det betyder, at kommunen har modtaget 800.000 kr. over to år til at udvikle projekter, der integrerer kulturen i skolen. Det drejer sig om film, dans, teater, digte og cirkusprojekter, hvor professionelle kunstnere samarbejder med børn og unge i at producere selv. I Filmbyen får Rasmus Elvers og hans kammerater derfor hjælp af studerende fra Den Danske Filmskole. Det er noget, han glad for. Samarbejde »Jeg kan bruge det, jeg lærer her, i skolen. Nu skal jeg snart op til afgangsprøven i 9. klasse, og hvis jeg dér skal analysere en film eller en historie, ved jeg meget mere om det nu. Når jeg kommer ud af skolen, ved jeg også, hvordan man skal arbejde sammen med mange andre mennesker. Det tror jeg, er en fordel«, siger han, og flytter blikket to sekunder, da Thomas Vinterberg går forbi og hilser. Hanne Krebs fra Hvidovre Kommune frygter, at nedlæggelsen af Kulturrådet for Børn vil betyde, at opmærksomheden på børnekulturen samtidig forsvinder. Formanden for rådet, erhvervsmanden Lars Kolind deler denne frygt. Men hans største anke mod nedlæggelsen bunder også i frygten for fremtidens medarbejdere. »Erhvervslivet står midt i et skift lige nu. Tidligere satsede virksomhederne primært på produktionen. I overgangen til videnssamfundet gælder det om at få medarbejdere, som også er kompetente til at håndtere både viden og værdier«. Kultur træner indlevelsesevne Lars Kolind nævner virksomheden Grundfos A/S, som han er bestyrelsesformand for, som et eksempel. Her producerer man pumper. Tidligere var en pumpe bare en pumpe. Men hvis virksomheden skal være på omgangshøjde med resten af markedet, kræver det evig innovation af produktet. »Det vil sige, at de ingeniører, som skal udvikle intelligente pumper, skal evne at kunne sætte sig ind i kundens behov. Den indlevelsesevne træner man ved at møde nye og fremmedartede udfordringer i f.eks. kunsten og kulturens verden. Enhver erhvervsleder ved, at hans medarbejdere skal kunne sætte sig ind i mange forskellige ting, men den kompetence får fremtidens arbejdskraft ikke, hvis der kun satses faglige færdigheder i skolerne«, mener Lars Kolind. Nyt kunstråd Da kulturminister Brian Mikkelsen (K) i midten af marts lancerede reformen for Kulturministeriets nye råd og nævn, var hovedargumentet, at kunststøtten i højere grad skulle gå direkte til kunstnerne, og derfor skulle bureaukratiet slankes. Kulturministeriets plan er nu, at formentlig to medarbejdere fra Kulturrådet for Børns sekretariat skal flyttes over i et nyt kunstråd, der skal dele penge ud til kunsten i Danmark. Men det mener Kulturrådet for Børns sekretariatsleder, Anders Bülow, er helt misforstået. Kun en femtedel af rådets arbejde drejer sig om at dele penge ud. Han har på den baggrund valgt at sige sit job op. »Størstedelen af vores arbejde består i støtte og rådgive kommunerne i en kulturpolitik på børne- og ungdomsområdet. Der findes 20 kommuner, som har gang i tilsvarende projekter som Hvidovre. Vi arbejder derudover aktivt for at formidle kontakterne mellem kulturen og institutionerne i 60 andre kommuner«, fortæller han. 25 års erfaring Med nedlæggelsen af Kulturrådet for Børn mener Anders Bülow, at der bliver gjort op med 25 års målrettet arbejde for at styrke kulturen for børn og unge. Et arbejde, som daværende skoledirektør Ole Albæk i Hirtshals Kommune har bidraget til. Ole Albæk er i dag direktør for Vendsyssel Udviklingsråd og viceborgmester i Hirtshals for en tværpolitisk borgerliste. Han er dybt beskæmmet over nedlæggelsen af rådet. Hirtshals havde som en af de første kommuner en sommerlejrskole i 1980'erne, hvor børn spillede musik, sang og læste i en hel uge. Det førte så gode erfaringer med sig, at Ole Albæk blev inviteret til at sidde i den arbejdsgruppe, som siden blev forløberen for Kulturrådet for Børn. »Dengang som nu viste det sig jo, at børn lærer langt mere af folkeskolens kernefag, hvis de kombineres med kreativitet. Den nuværende regering synes at køre efter et dogme om, at jo flere matematiktimer, der står på skemaet, jo mere lærer man. Men det strider jo imod al pædagogisk forskning«, siger Ole Albæk. »Jeg forstår ikke, hvordan regeringen på en næsten taleban-agtig måde kan afvise de mange års erfaringer, som ligger forud for Kulturrådet for Børns arbejde. Hvis vi ikke tager hånd om børns muligheder for at møde værdier i kulturen, så er de overladt til den kultur, som kommer ud af et tv. Så er det profitten, der bestemmer, og det tror jeg, ikke er godt for et demokratisk samfund«, siger han. Kreativ kompetence I Filmbyen i Avedøre skal scene 9 tages om endnu en gang, før instruktør Rasmus Elvers er helt tilfreds. Imens rydder producer Monia Sander op efter holdets pause. Hun har haft rigtig travlt indtil i dag, hvor optagelserne til 'Da løb hjemmefra' er begyndt. »Jeg har skullet holde styr på hele produktionsplanen. Sørge for, at skuespillerne er på plads. Lave en skudliste for, hvilken rækkefølge scenerne skulle optages i. Ja, jeg skal bare have overblik over det hele. Lige i situationen kan det godt være ret stressende, men det bliver til gengæld aldrig kedeligt«, siger Monia Sander. Aftenen forinden havde hun så travlt, at hun gik glip af 'Rejseholdet' på DR 1. »Jeg kunne ikke nå at se det, for jeg var ikke færdig med skudlisten, og printeren duede ikke. Men sådan går det vel, når man skal passe sit arbejde. Heldigvis genudsender de den vist nok«, siger hun. Kreativ kompetence er vigtig Direktør Asger Aamund nikker genkendende til skoleelvernes beretninger om, hvordan mødet med den kreative proces formentlig vil komme dem til gavn i deres fremtidige arbejdssliv. »Jeg ved fra mine bedst kvalificerede medarbejdere, at de trives bedst, hvis de både får tilfredsstillet deres kreative behov samtidig med, at de bliver fagligt udfordret. Det er uhyre vigtigt i Danmarks konkurrence med udlandet, at fremtidens medarbejdere både har kreative og faglige kompetencer«. Set i det lys, mener Asger Aamund, at det vigtigt at dyrke børnenes evner til teamwork allerede fra den tidlige barndom. »Filmprojekter er en måde at gøre det på, men der findes mange andre metoder til at udvikle kreativt samarbejde på. Det kan være et projekt i en zoologisk have, hvor man sætter en klasse til at vogte gedekid sammen. Nogle skal hente vand, og nogle skal måske tegne en ny dyregård. Uanset hvad vil det være udviklende for dem, samtidig med at det er en sjov oplevelse«, mener han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Nicolás Maduro laver sjov med sin søn fra fængslet, ser fodbold og læser sine idoler Lenin og Bolivár
Klumme af Christian Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








