I et af de mange programmer på amerikansk tv om terrorismen og kampen imod den afbrød studieværten, Chris Matthews, pludselig sig selv midt i et blot moderat skarpt spørgsmål til en ledende politiker. »Jeg ønsker ikke at spille for meget journalist«, sagde han undskyldende og fortsatte strømmen af spørgsmål, som lagde op til stribevis af nye fordømmelser af terrorismen og dens ugerninger. Chris Matthews' løfte om ikke at optræde som journalist var helt overflødigt, for ingen tv-seer kunne mistænke ham for at være journalist, lyder den barske kommentar fra Michael Massing, selv journalist og underviser på Columbia Universitets journalistfakultet. Sagen er nemlig, at en meget stor del af de amerikanske tv-journalister siden terrorangrebene på New York og Washington 11. september sidste år ikke længere fungerer som journalister, men som propagandister eller mikrofonholdere for endeløse rækker af politikere, pensionerede generaler og mere eller mindre seriøse sikkerhedseksperter, som defilerer igennem tv-stationerne. Sådan lyder den gennemgående vurdering i en række artikler i det nyeste nummer af universitetets respekterede medietidsskrift, Columbia Journalism Review. Michael Massings gennemgang af tv-dækningen er overvejende negativ. Nyhedsudsendelser og talkshow med politikere og eksperter gik med enkelte undtagelser uden om de kontroversielle spørgsmål, skriver han, og kun undtagelsesvis fik seerne nuancer, baggrund og reel viden serveret. Den var til gengæld massivt til stede i de trykte medier, hvis læsere overvejende findes blandt den bedst uddannede del af befolkningen. Redskaber for propaganda Michael Massing og andre bidragydere til temaet om pressen og krigen i Columbia Journalism Review peger på den meget underdanige tone, tv- journalisterne anslog over for politikere og eksperter, der i USA i høj grad er tidligere politikere eller folk med en fortid i magtapparatet, for eksempel Det Nationale Sikkerhedsråd. Den kritiske distance blev henvist til bagsædet. »Med alle flagene i luften og ord som 'vi' og 'os' brugt i en pærevælling var det svært at se, hvor nyhedsjournalistikken stoppede, og regeringserklæringerne begyndte«, skriver Michael Massing. I en anden artikel nævner Christopher Hanson, tidligere forsvarspolitisk journalist og krigskorrespondent, presset på medierne fra Det Hvide Hus for ikke at lave indslag eller skrive artikler, som kunne skade amerikanske interesser. De fulgte opfordringen, og de lod sig i høj grad bruge som redskaber i regeringens propagandakrig. »Tv-kanalerne gav efter for presset, og de fratog dermed det amerikanske publikum muligheden for at få en chance for at kende og forstå fjenden mere fyldestgørende. Stillet over for valget mellem at dække en propagandakrig eller at deltage i en syntes de at glide i retning af deltagelse«, lyder det fra Christopher Hanson. Plads til uenighed Der var lyspunkter, men de var få, mener Michael Massing og andre kritikere af tv-stationernes indsats, og der var ikke megen plads til kritiske synspunkter. Studieværten Ted Koppel lod dog forfatteren Susan Sontag komme til orde i programmet Nightline. I en af de første kommentarer efter terrorangrebene skrev hun, at amerikanerne burde analysere årsagerne til den voksende antiamerikanisme rundt omkring i verden. Blandt andre kastede dagbladet New York Times sig over Susan Sontag og kaldte hende upatriotisk. Men Ted Koppel lod hende forklare sig, for 'nogle gange, vil I sikkert være enige i, er formuleringen af uenighed den højeste grad af patriotisme', lød det fra den kendte tv-vært. Den holdning var han ret alene om, og det var heller ikke god tone at analysere USA's alliance med Pakistan og Saudi-Arabien eller minde om USA's støtte til de afghanske talebaner mellem 1994 og 1997, skriver den pakistanske journalist og forfatter til en kendt bog om talebanerne, Ahmed Rashid, i en af artiklerne i Columbia Journalism Review. »Fordi den amerikanske regering er ivrig for ikke at genoplive dårlige erindringer og en dårlig politik betyder det ikke, at den amerikanske presse bør følge trop«, skriver forfatteren til 'Taliban: Militant Islam, Oil and Fundamentalism in Central Asia', der i de seneste måneder har ligget højt på bestsellerlisterne verden over. Undersøg baggrund for vrede Han opfordrer de amerikanske medier til at undersøge baggrunden for vreden imod USA i de muslimske lande, og han efterlyser bedre og mere oplysning om verden uden for USA i de amerikanske medier. Det samme har journalisten og forfatteren William Pfaff, hvis udenrigspolitiske klummer i dagbladet International Herald Tribune læses af millioner af mennesker verden over, gjort i årevis. For William Pfaff rækker uvidenheden om verden uden for USA langt ind i den amerikanske magtelites rækker. Både William Pfaff og andre kritiske journalister indrømmer samtidig, at USA er engageret i en krig mod terroristiske bevægelser, der alene 11. september sidste år myrdede over 3.000 mennesker i USA. Derfor må kampen mod terrorismen have øverste prioritet, hvilket også kan betyde indgreb i den personlige frihed, skriver juristen Floyd Abrams, der underviser på Columbia Universitet, i Columbia Journalism Review. Men jo mere magt, borgerne giver politikerne og statsapparatet, desto større bliver behovet for en gennemgribende overvågning af regeringens adfærd, påpeger han og opfordrer medierne til 'at modstå det uundgåelige pres for at erstatte fortællingerne om sandheden med propaganda'.