Den britiske teater- og tv-stjerne Sir Nigel Hawthorne, der vandt verdensberømmelse som den altvidende og snu embedsmand i BBC-serien "Yes Minister", døde onsdag af et hjerteanfald, oplyste hans agent. Sindbilledet på den engelske gentleman og indbegrebet af den fuldendte embedsmand, der kunne spørge med næsen og svare med hagen, of course, på dronningens mest distinkte Oxbridge-engelske. Ulasteligt klædt til lejligheden og ceremonien, servil høvisk og dog kynisk, helt sin egen ud fra realpolitiske overvejelser og rigets nuværende statsraison. Og egne gustne karrieremuligheder. Sådan blev Nigel Hawthorne verdensberømt som Sir Humphrey Appleby i 'Yes (Prime) Minister' - eller fladere på dansk - 'Javel Hr. Minister', den fremragende BBC-tv-serie, der stadigvæk og ustandseligt genudsendes på alverdens tv-skærme. Og Hawthorne blev selv adlet som Sir Nigel i 1999, plus at han så at sige kunne bryste sig af alle de ordener og fortjenester, en skuespiller i den anglosaksiske verden kan opnå. Således kunne han fra 1987 kalde sig for Commander of the British Empire, en pompøs titel som passede bedre til den magtbryndske Sir Humphrey end den mere private og beskedne Sir Nigel. Der, dog med et frisindet glimt i øjet, ikke skjulte sin homoseksualitet og derfor tog sin ven med til oscarfesten i det endnu bornerte Hollywood. Teatermenneske Nigel Hawthorne var født i 1929 i Coventry i England, men blev opdraget af Christian Brothers i Sydafrika, hvor han også gik på universitetet i Capetown. Med sin fænomenale sprogbeherskelse og et underdrejet, plastisk kropssprog blev han hurtigt en 'skuespillers skuespiller', et teatermenneske andre i branchen ser op til og teaterkritikere roser til skyerne. Hawthorne lagde sig fint i rækken af britiske karakterskuespillere, Claude Rains, Basil Rathbone, Henry Daniel og den guddommelige Sir John Gielgud. Store skuespillere, som altid stjæler scenen i biroller, og viser det sublime i det små, det storslåede i det stille. Giver replikkerne karakter og kæler både for rollens faste type og synkront tinter den med et personligt vid og engagement. Mens Hawthorne var en feteret skuespiller i det londonske teaterliv, så man ham mest i karakterroller i film som krævede Imperiets ryggrad personificeret i dets tjenende ånder. I film som 'Young Winston' og 'Gandhi' skimtedes han netop som mænd, der har taget den hvide mands byrde på sig, selvom den er skæbnetung og ej særlig sympatisk, appetitlig eller elskværdig. I det klassiske repertoire altid god som en af Shakespears mange spytslikkende adelsmænd, der drukner drengebørn i Tower eller puster til magtspillets destruktive flammer. Typisk, da han endelig blev konge på de skrå brædder, var det som den stakkels konge i Alan Bennetts drama om den gale Kong George III, en tour de force af en hovedrolle, han heldigvis beholdt på film og som skaffede ham en oscar-nominering i 1994. Thi bag Sir Nigels tillærte stålsatte sjæl, lutret af den rette kostskole og den eksklusive klub, lurede et anarkistisk vanvid og temperament. Karaktermasken krakelerer og den stive overlæbe blødgøres i mødet med både det uforudsete og alt for menneskelige. Brist og svaghed, som just gjorde Hawthorne så menneskelig elskelig, selv når han spillede en strategisk kold skid som Sir Humphrey. Han spillede digteren og akademikeren C.S. Lewis i stykket 'Shadowlands' på Broadway i New York. Efter sigende en personlig triumf i rollen som den lærde og højkirkelige træmand', der alt for sent i livet opdager kærlighedens henrivende sødme. Men altså i skæret af den død, Hawthorne selv skulle bukke under for i går i en alder af 72 år, den nådesløse cancer.