Politiken onsdag: Producenterne vil gerne producere flere film. Instruktørerne vil gerne lave flere, og Det Danske Filminstitut har faktisk lovet politikerne, at der bliver lavet flere danske spillefilm. Problemet er bare - som altid - pengene. Her kommer Lars Kjeldgaard og Åke Sandgrens 'Directors Cut' tilsyneladende som det columbusæg, der kan være med til at bringe dansk film videre. Akkurat som Dogme-95 gjorde det med så stor succes for en håndfuld år siden. I stedet for en gennemsnitspris på en dansk film på 16-18 millioner kroner regner de to med, at danske spillefilm efter deres koncept kan laves for det halve. »Vi vil ikke lægge skjul på, at 'Directors Cut' er et pragmatisk koncept. Vi vil gerne lave film. Det her er en af de måder, det kan lade sig gøre på. Vi lever i et lille sprogområde. Publikumsunderlaget er begrænset. Film kan ikke koste alverden her. Men vi skærer ikke ned, som det så ofte sker, når budgettet er for lavt, fra vision til mulighed. Vi tænker den anden vej. Det lave budget er ikke en redningsaktion men en forudsætning«, hedder det således i deres fælles oplæg til produktion af i hvert fald fire nye spillefilm. Kunstnerisk koncept Såvel Lars Kjeldgaard som Åke Sandgren har friske erfaringer med at lave 'økonomiske' film - Lars Kjeldgaard sammen med instruktøren Tomas Gislason om dennes 'Point Of View' som får premiere senere på året, og Åke Sandgren med dogmefilmen 'Et rigtigt menneske', der havde premiere tidligere i år. »At tænke den anden vej vil sige, at vi ikke venter med at skære ned, når først pengene er brugt. Ofte på unødvendige ting. Vi tænker økonomisk fra starten. Vi ser det faktisk som et kunstnerisk koncept. Enkeltheden bliver det kunstneriske drive. Det er min påstand, at en film med færre personer bliver bedre end en film med flere. En film, der foregår på færre steder, bliver bedre end en film, der foregår på mange steder. Det skal bare være de rigtige steder. Og de rigtige personer«, siger Lars Kjeldgaard, og tilføjer: »Ofte er det de ting, som har været med til at gøre en film meget dyrere end nødvendigt, der ender med at blive klippet ud. At stræbe efter enkeltheden er vores mål«. »Teknikken har udviklet sig sådan, at man kan arbejde med meget mindre hold nu. På 'Point Of View' var de otte. På visse optagelser på 'Et rigtigt menneske' var vi kun fem. Det giver en helt anden vitalitet ind i filmene, som i allerhøjeste grad er cinematografisk. Og så handler det om at øge antallet af film. Finansieringen af de enkelte film er så langsommelig, at en masse dygtige instruktører og en masse talent bliver spildt ved at vente og vente. Og hvorfor dog kun lave en film hver syvende år, når det vil blive muligt at lave en hver andet år«, spørger Åke Sandgren, som administrativt vil blive tilknyttet de fire første 'Directors Cut'-fim, og som regner med selv at lave den femte. Andet end dogmeEr navnet på jeres koncept ikke misvisende? Når man taler om directors cut taler man om instruktørens fulde frihed. Et directors cut af en film er præcis sådan, som instruktøren havde tænkt det. Og det giver oftest længere film. »I vores 'Directors Cut'-projekt har instruktøren også ubetinget frihed. Indenfor de ekstremt snævre produktionsmæssige og økonomiske rammer, han bliver tilbudt. Budgettet skal holdes, det er det ultimative krav. Vi har ikke penge til overskridelser, vi har ikke penge til excesser - vi har kun penge til det, der manifesterer sig som god fortælling på lærredet«, siger Lars Kjeldgaard. »Efter at jeg har prøvet at lave en dogmefilm, har jeg betydelig mere lyst til at lave en film i denne ramme end i en dyr ramme. Som kunstner løber jeg en meget større risiko, og det kan jeg mærke, at jeg er nødt til, for at det skal være sjovt igen. Og alle fortællekneb gælder her, for så vidt der er penge til dem. Heri adskiller dette projekt sig afgørende fra dogme«, siger Åke Sandgren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Live: »Der er blevet lagt en plan«: WHO nedtoner risiko ved virusudbrud
-
Så skal der igen bides negle
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Elisabet Svane: Løkke kunne sagtens have holdt mødet hemmeligt – men han vil sende et signal
-
Tidligere havde han nemt ved at finde job. Nu har Kenneth Hemstedt søgt forgæves 140 gange
-
Allerede under sundhedsplejerskens første besøg begyndte min frygt for myndighederne at spire
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Victor Mayland Nielsen
Putin får et nyt problem: Han står over for en international særdomstol og et enormt krav om erstatning
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








