Danmarks største skulptur bliver et turistmæssigt fyrtårn

Lyt til artiklen

Den gigantiske jernskulptur Elia, der er skudt op af den midtjyske muld lidt uden for Herning, er Danmarks største, og folk med forstand på kunst og dens evne til at drage mennesker til sig spår det imponerende kunstværk en fremtid som landets turistmæssige fyrtårn. Elia er billedhuggeren Ingvar Cronhammars livsværk. Den imponerende skulptur, der majestætisk rejser sig i 30 meters højde, har været 11 år undervejs, og nu afventer skulpturen, kunstneren og folkene bag projektet det rigtige tidspunkt til den officielle indvielse. Lavet som model i 1989 Ifølge formanden for Foreningen til Fremme af Opførelsen af Elia, dommer Henrik Stamp, Herning, vil indvielsen finde sted efter sommerferien. Der er endnu ikke fastsat en dato, fordi foreningen håber, det kan lade sig gøre at få royal deltagelse til den officielle indvielse. Det sker bl.a., fordi Kong Frederiks og Dronning Ingrids Fond har skænket et beløb til skulpturprojektet. »Elia var færdigopført i slutningen af november 2000, og det eneste, der nu mangler, er den sidste overfladebehandling. Økonomisk har vi et budget på 22 mio. kr., og vi mangler blot ca. 400.000 kr., for at budgettet hænger sammen. Derfor fortsætter vi indsamlingen af midler ved at søge fonde m.v.«, fortæller Henrik Stamp. Ingvar Cronhammar skabte sit livsværk i modelform i 1989. Der var flere tilløb til at virkeliggøre projektet, men der skete først noget konkret, da Hernings daværende borgmester, nu afdøde N.O. Hansen, midt i 1990´erne nedsatte flere arbejdsgrupper. I 1998 blev foreningen bag Elias opførelse stiftet, og N.O. Hansen påtog sig opgaven at skaffe midler fra fonde. Han havde et stort netværk at trække på, og samtidig blev der nedsat et præsidium med 40 førende kunst- og kulturpersonligheder samt industri- og organisationsfolk. »Vi fik stor opbakning til projektet, og N.O. Hansen fik samlet en stor del af beløbet ind inden sin død. Det er lykkedes at indsamle 12 mio. kr. kontant, mens leverandørerne af materialer har ydet støtte i form af rabatter og sponsorater for tilsammen ca. 6,5 mio. kr. Vi har fået støtte fra fonde, private virksomheder, banker, privatpersoner, kommune og amt. De største enkeltbidrag er kommet fra År 2000 Fonden, der har givet 4,5 mio. kr., Statens Kunstfond, der har givet to mio. kr., og Ny Carlsbergfondet, der har givet to mio. kr.«, fortæller Henrik Stamp. Kulturbro Elia er blevet opført på en grund, som Herning Kommune har stillet til rådighed i Birk Centerpark, hvor kunsten allerede er repræsenteret i form af Herning Kunstmuseum, Carl Henning Pedersen og Else Alfelt Museet, en skulpturpark samt geometriske haver. I maj 2000 blev det første spadestik taget, og byggeriet af skulpturen forløb planmæssigt, så den stod færdig i slutningen af november. »Hele ideen med kunst er at give folk en god oplevelse og eventuelt skabe debat. Vi skal have mulighed for at diskutere, være for og imod og udveksle synspunkter. Elia er blevet karakteriseret som en perle for hele landet, og de danske turistchefer har sagt, at man må have et megaværk for at markere sig internationalt. Derfor kan Elia blive et kunstnerisk fyrtårn, som kan tiltrække flere turister«, siger Henrik Stamp. Undervejs i det årelange projekt har der været kritiske røster fremme om, at det var bedre at bruge de mange penge på f.eks. børnehaver og ældreforsorg end på et kunstprojekt. »Det er fint nok med kritik, og meningen med kunst er netop at give plads til forskellige meninger. Men det er en misforståelse at tro, at pengene fra bidragyderne kunne være givet til børnehaver og ældreforsorg. Pengene er øremærkede til projektet og ville aldrig være bevilget til sociale formål. De eneste skattekroner, der bliver tale om i fremtiden, er de kommunale omkostninger til vedligeholdelse. Men jeg er helt sikker på, at udgifterne kommer så rigeligt ind igen i form af f.eks. væsentligt større turistindtægter i fremtiden. Jeg tror, Elia bliver en overskudsforretning«, siger formanden bag skulpturens opførelse. Det ligger i øvrigt i foreningens vedtægter, at den om 10 år skænker skulpturen til Herning Kommune.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her