Humøret og selvironien kan ikke siges at fejle noget hos de 24 skoleelever i alderen 13-18 år, der i et lille års tid har fået lov til at snuse til filmmiljøet ude i filmbyen i Avedøre i Hvidovre. De mener således, at afslutningsopgaven - en kortfilm på fem minutter med arbejdstitlen 'Røde billeder' - må være verdens første helt fejlfrie film, og at Zentropas direktør Peter Aalbæk Jensen skal have den med under armen, når han om godt tre uger drager til filmfestivalen i Cannes for at promovere det ypperste af dansk film. »Vi ved ikke, om han vil gøre det, for han har endnu ikke set filmen, men vi har da lov til at håbe«, lyder det med et smørret grin fra to af eleverne, 15-årige Sonja Kristensen og 17-årige Leyla Coban. Cannes eller ej, den lille film er faktisk slet ikke dårlig, når man tænker på vilkårene, som den er skabt under. De 24 elever har været deltagere i et projekt, som hedder Station Next, og som tilbyder fritidsundervisning af børn (og deres lærere) i billedmediets virkemidler. Samtidig fungerer projektet som et væksthus for talenter. Siden september i fjor har de 24 elever mødt op hver onsdag til to timers indføring i filmens magi. De er af professionelle filmfolk blevet undervist i klipning, instruktion, manuskriptskrivning, fotografering, lydarbejde, produktion, scenografi, skuespil m.v. Undervejs har der været et weekendophold i filmbyen, hvor eleverne lavede en kortfilm. Den hed 'Prøven', var stærkt inspireret af Blair Witch-filmen og handlede om en flok elever, der som led i biologiundervisningen sendes på udflugt i en MEGET mørk skov. Afslutningen på projektet har så været fem dage i filmbyen, hvor eleverne har boet og arbejdet næsten døgnet rundt for at lave filmen 'Røde billeder'. Politikens udsendte fik lov til at se den, og det er faktisk blevet en lille fin afrundet film med både humor og alvor om forelskelse og om at stole på sine følelser. Langt fra Hollywood For de 24 elever har undervisningen i filmbyen været en kæmpe oplevelse, og stort set alle har erklæret, at de til september vil søge ind på et nyt hold, hvor man bygger videre på erfaringerne fra det første år og tilbyder mere målrettet undervisning på de enkelte områder. I starten ville alle være instruktør, men undervisningen i de øvrige filmfunktioner gav efterhånden mere spredning på ønskerne. »Selv om vi da godt kan se, at filmarbejde langtfra er noget med Hollywood og glamour hele tiden, så er ingen af os blevet afskrækkede. Det har været vildt spændende. Man bliver simpelt hen bidt af det. Så må man tage det med, at en enkelt scene kan tage hele to timer at indspille, og at det kan være meget hårdt vejrmæssigt at lave film i Danmark«, siger Leyla Coban (skuespiller) og Sonja Kristensen (produktionsleder), der som nybegyndere i filmfaget blev mest overrasket over, at filmarbejdet består af så utrolig mange elementer, som ned i mindste detalje skal være i orden for at skabe et acceptabelt resultat. »Det er jo noget, vi ikke har tænkt over, da vi før i tiden sad i biografen og så en film«. Professionel hjælp Under arbejdet med at skabe afslutningsfilmen har eleverne fået assistance af en række professionelle filmfolk - fotografen Jan Weincke, instruktøren Niels Nørløøv Hansen, klipperen Simon Kristensen, produceren Louise Vesth og Susanne Wad, der har fungeret som koordinator. Eleverne har hver betalt 2.400 kroner for at deltage i fritidsprojektet, som organisatorisk er placeret i et samarbejde med Hvidovre Musikskole. De 24 elever har udgjort det første hold, som hurtigt vil blive til mange flere hold rundt i hele landet. Det håber i hvert fald Susanne Wad. »I Aalborg er der en ungdomsskole, der har startet et filmhold, og både i Albertslund og i Haderslev er de langt fremme med lignende projekter. Vi kan levere modeller for undervisningen, materiale og kontakten til det professionelle filmmiljø«, siger Susanne Wad, der tilføjer, at en anden del af Station Next er filmlejrskoler for både unge og voksne, herunder ikke mindst lærere. Projektet fik ved sidste finanslovsforlig fem mio. kr. i engangsstøtte og har - udover organisationer i filmbranchen - tv-stationerne DR og TV 2 blandt stifterne. Og netop tv-stationernes engagement i projektet kunne medføre, at den lille elevfilm 'Røde billeder' en dag havnede på tv-skærmen. Det arbejder Station Next i hvert fald på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
Det første, der møder mig i den danske pavillon, er en kvinde med enorme silikonefyldte bryster
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








