Politiken tirsdag: Det Kgl. Bibliotek har skiftet stil siden udbygningen ved havnefronten. De professionelle brugere er uenige. Politiken pilede rundt på etagerne og på gangene, og også de næste fire dage spejler vi livet i Den Sorte Diamant. Det slår mig, at hér kunne jeg have arrangeret virkeligheden blot en lillebitte smule, drejet den til min egen fordel. Jeg har netop set professor Thomas Bredsdorff dreje til højre under rulletrappen, og et halvt minut senere, rundt om et skarpt hjørne, møder jeg dr.phil., redaktør Niels Barfoed. Med lidt snilde havde jeg haft en spektakulær indledning: De to gamle venner og nylige kombattanter mødes 'tilfældigt' på åstedet, ord udveksles, blikke fortørnes, og viddet sprudler. Delte meninger Bredsdorff og Barfoed har begavet kulturdebatten i den seneste uge ved at mene hver sit om det, der kulturpolitisk nok så kløgtigt har fået navnet Den Sorte Diamant. Før nogen når at sige Det Kgl. Bibliotek, har en anden sagt Den Sorte Diamant og dermed associeret byggeriet til store, endog eksotiske, værdier. Barfoed hævder, at de seriøse forskere langsomt siver væk fra nationalbiblioteket, groft sagt fordi Den Sorte Diamant er en stor larmende forlystelsesmaskine, der ikke giver ørenlyd til fordybelse. Bredsdorff derimod fremhæver den øgede service og kalder Barfoed for en nostalgiker. Den udgave af Det Kgl. Bibliotek, der åbnede i september 1999 i sin nye form, truer i sin funklende sorte hældning med at kaste sig i kanalen. Udseendet har været meget debatteret, og helt forventeligt er bibliotekets image og udadvendte holdning også blevet et emne for kritik - forventeligt eftersom det var Diamantens gudmor, Jytte Hilden, der efter sin kulturministertid blev stedets kulturchef. Søsyge Hun er naturligvis også at finde flintrende om på gangene, mens hun bidrager til den vage, men slet ikke ubehagelige fornemmelse af søsyge, som de allestedsnærværende refleksioner fra kanalens glitrende vand giver. Men hun har også meget, hun skal af med, for om lidt skal hun sidde mutters alene i et tog til Tønder, hvor hun skal foredrage for en samling kvinder om stærke damer. Efter vi har mødtes på hendes kontor, halvlister Hilden og jeg lidt ned ad gangen. »Vi skal lige se, om Barfoed er der«, hvisker hun. Klart nok skal vi tjekke, om Niels Barfoed, der skrev søndagens Kronik om Det Kgl. Biblioteks støjniveau, er vendt tilbage for at udfordre sin skæbne. I den nye læsesal sidder der en mand, der ligner Barfoed. Men er han ikke lidt yngre? Kan det være ham? Jytte Hilden er heller ikke sikker: »Vi plejer at vinke til hinanden, når han er her«, siger hun. Hun ved egentlig godt, at Barfoed nærmest giver hende skylden for nationalbibliotekets nypopulisme. Inden vi skilles - lidt rådvilde, for var det Barfoed? - fortæller hun mig, at det må jeg altså ikke skrive om, men jeg tror faktisk ikke, hun mener det alvorligt. Stilhedens katedral Ellers er her forbavsende roligt. Er det betonen, der er lydabsorberende, eller er det respekten over for fordybelsen, måske endog Selve Fordybelsen, der gør sig gældende? Her er mange mennesker fra tidligt på formiddagen, men det er trods alt de sagte gøremåls katedral. Ved indgangen til læsesalene - nye såvel som gamle - virker det helt unødigt at henstille på opslag, at man ikke må tale højt eller bruge sin mobiltelefon. Jeg gad nok se den stymper, der havde så lidt situationsfornemmelse. I café Øjeblikket, trygt inden døre, men helt ud til kanalen vis-à-vis Danisco på den anden side, sidder et par vennepar, typisk uden overtøj, der er parkeret i en af husets garderober, og diskuterer - men så lavt, så ingen djævel, endsige journalist, kan høre det. Ham, der sidder over for mig med ostemaden, læser bagsiden af Politikens sportstillæg, så det giver sig selv, at ham må vi ikke forstyrre. En høj mand, der synes, at foyerens altdominerende såkaldte travellator - en slags glorificeret rulletrappe, hvis man spørger mig - går for langsomt, vækker opmærksomhed ved selv at skridte af sted på vej ned, ved at være så høj, ved at gå i bleggrønternet jakkesæt og ved at hedde Erland Kolding Nielsen og dermed være selve Det Kgl. Biblioteks direktør. Han tager sig af en nyankommet gruppe på syv, der har ventet i al spaghed i foyeren. Enten taler også de meget lavt og andægtigt, eller også er journalisten ti skridt derfra ved at blive døv. Eller også absorberer virkelig dyr beton virkelig meget støj. Musik i dølgsmål Jeg under mig selv i dølgsmål at overvære ti minutter af en prøve i kammermusiksalen, der går under navnet Dronningesalen. Al det fineste teknologiske isenkram er gemt bag tilforladelige træpaneler, og Concerto Copenhagen, barokensemblet der lidt kært kaldes CoCo, prøver på noget Weyse, som de skal cd-indspille. Over raske fjed går det, sprødt og særdeles atletisk, spillet på såkaldte originalinstrumenter, fjernt fra alverdens travellatorer og café au lait. En ung italiensk mand benytter en af de mange opstillede computere, der fører fra Det Kgl. Biblioteks nye afdeling til den gamle. Jeg må hen bagved ham nogle gange. Af flere grunde, men blandt andet for at prøve at lure ham af. Jeg kan ikke få computerne til noget som helst, og der står han og læser af hjertens lyst på La Repubblicas hjemmeside. Nogle arbejdsstationer derfra er en blond pige i færd med at skrive en e-mail - noget jeg også godt gad, men jeg vidste ikke, om man kunne eller overhovedet måtte. Der er langt fra morgen til aften, og vandet ud for Den Sorte Diamant spejler forskellen. På vej ud sidst på eftermiddagen er vandet blevet mørkt, nærmest sort.