Den bebudede strejke blandt amerikanske skuespillere kommer til at påvirke produktionen og planlægningen af Thomas Vinterbergs og Lars von Triers nye film, der begge skal laves på engelsk. Hos Zentropa fortæller von Triers assistent, Pia Severin Nielsen, at selskabet fortsat håber på en afblæsning af den strejke, som i øjeblikket ser ud til at skulle træde i kraft den 1. juli. »Nøglen til, hvornår vi kan komme i gang med 'Dogville', ligger i høj grad hos Screen Actors' Guild, de amerikanske skuespilleres fagforening«, fortæller hun. Optages i Sverige Hvis strejken ikke bliver til noget, kan optagelserne starte i juli eller august. Der bliver tale om en ren studieproduktion, som helt eller delvist skal optages i nærheden af Trollhättan i Sverige. Træder strejken i kraft, vil det give filmselskabet ekstra tid til at arbejde med finansieringen af et budget til ca. 50 mio. kr. og til at finde skuespillere. Stellan Skarsgaard og Katrin Cartlidge, som tidligere har arbejdet med Lars von Trier, genoptager samarbejdet i den ny film, hvor der er endnu ikke er sat navn på den store kvindelige hovedrolle. Nicole Kidman regnes for et varmt emne, men først når denne rolle er besat, kan Zentropa komme videre med de resterende roller. Danes og Phoenix Den 23. april indledes optagelserne til 'It's All About Love', Thomas Vinterbergs første film siden det store gennembrud med 'Festen'. Budgettet beløber sig til 80-90 mio. kr., og hovedrollerne er givet til Claire Danes og Joaquin Phoenix. »Men den bebudede strejke i Hollywood har gjort det nødvendigt at ændre produktionsplanen. Vi hælder til dem, som kalkulerer med, at strejken kan komme til at vare fra to til fem måneder, og derfor skal vi simpelthen være færdige den 30. juni«, siger producer Lars Bredo Rahbek fra Nimbus Film. Selskabet har garderet sig ved at flytte alle de planlagte optagelser med skuespillere fra New York. I stedet kommer de fire første uger af indspilningen til at foregå 'on location' i Danmark og resten i det samme område i Sverige, hvor Lars von Trier senere skal i gang med 'Dogville'. Vinterberg satser på Cannes Nimbus Film satser på at få Vinterbergs film med på næste års festival i Cannes, og først derefter vil den komme op i biograferne. Derimod indgår Cannes ikke i strategien for 'Dogville', efter at Lars von Trier sidste år vandt Guldpalmerne for 'Dancer in the Dark'. »Den megen usikkerhed omkring optagelserne gør, at det ville være meget risikabelt at satse på Cannes. Hvis det mod forventningerne alligevel skulle blive aktuelt, tager vi det som en tillægsgevinst«, siger Pia Severin Nielsen fra Zentropa.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Ekspert: »Noget af det værste, man kan gøre for sin hjerne, er at tage den samme vej hver dag«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Reportage
Analyse
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00








