Politiken torsdag: Kom ikke og sig, at den danske vint... undskyld: det danske forår... er kedeligt og ensformigt. Efter en uge med skiftevis høj sol og snestorm kom onsdagen med pibende blæst i følgeskab med isnende kulde. Tårerne i øjnene stilnede først, da jeg stod i Café Øieblikket lige inden for Diamantens hovedindgang og bestilte mig en café au lait. Ved siden af mig stimlede en hel skoleklasse sammen. De havde stået længe ude foran og ventet på en lærerinde, og inde i varmen udbryder en dreng: »Jeg havde gjort hvad som helst for at slippe for den skide blæst - selv kigge på bøger!«. Det er godt, Niels Barfoed ikke er tilstede i foyeren, netop da Jytte Hilden fører et kæmpemæssigt kuld af italienske gymnasieelever igennem. Det går helt stille af, og hormonerne piler gennem luften. Fotografen er nu på tredjedagen himmelfalden ved udbuddet af motiver. Han ser piger her, som han aldrig har set andre steder, og han har en romantisk idé om, at de, på trods af meterlange ben, dådyrhalse og bistukne læber enten sidder på Det Kgl. Bibliotek og studerer eller derhjemme på loftsværelset og boger den, indtil de springer ud i verden som overmodne kandidatstipendiater, eller hvad det hedder. »Hold da kæft, hvor er den stor!«, udbryder Hilden oppe fra sal F. Hun har fået øje - og det er svært ikke at få øje - på en Jules Vernesk mastodont af et søfartsuhyre, der er ved at blive sluset igennem Langebro og har kurs stik mod kulturchefens kontor. Hvis den rammer, er det ude med os, for den rager endnu højere op end Den Sorte Diamant. Hilden er Diamantens gudmor og med egne ord »en heldig kartoffel«. Hun var socialdemokratisk kulturminister og sad ved enden af bordet, da byggeriet blev besluttet, og hun har fået æren for Det Kgl. Biblioteks lykkelige tilnavn. Hun er stadig ikke bange for at være stor i munden. »Fra at være en klog og lukket institution er Det Kgl. Bibliotek blevet klar til at gå på markedet og blive kulturhus«, siger hun denne eftermiddag med solen i øjnene og i et sprogbrug, der havde sendt hende i de kulturradikales galge for blot få sæsoner siden og hviner i mangen lærd tandhals. »Hvis der foregår noget i København, så foregår det også på Diamanten«, det er hendes valgsprog, og hermed sigter hun på alt fra en ny dansk oversættelse af Dantes 'Guddommelige Komedie' til det internationale Melodi Grand Prix, og nu begynder det også at pibe i ørerne på mig - eller er det bare en stormskade? På tur med Mogens En ginelignende israelsk skulptur med indsat herreansigt i kvindens skød sidder med ved bordet. Plakaten fra Juliette Binoches og Chabrols filmatisering af 'Madame Bovary' er ikke hængt op endnu, og en afdød tantes samling af koreansk glaskunst konkurrerer i vindueskarmen med en spids heksehat. Her er ahorngulv og lysegrå søjler af silkebeton, endog et lillebitte vellignende badge af udenrigsministeren, hr. Jytte Hilden, beregnet til at sidde på en køleskabsdør. »Ellers ku' jeg gå hen og glemme, hvordan han ser ud, for jeg arbejder meget«. Om lidt skal Lykketoft og Hilden til Shanghai på officielt statsbesøg, og når hun nu alligevel er der, vil Hilden lige kigge forbi et stort universitetsbibliotek uden for byen og snuse lidt. »Men ellers øver jeg mig,som ministerfrue i at gå i ét med tapetet«, siger hun dydigt. »Det er sandelig en spændende opgave for en voksen kvinde«. Det er Jytte Hilden og kulturafdelingens opgave at finde på og administrere det indhold i Den Sorte Diamant, der ikke specifikt har med bog- eller håndsskriftsamlingen at gøre. Til maj har hun været ansat i to år, og det er allerede lykkedes hende at fremmane sig selv som de lærdes fjendebillede nr. 1. »Det er ikke verdens morsomste show at ryge ud af Folketinget«, betror hun Politikens læsere om de ydmygende dage for tre år siden, da hun efter seks år som først kultur- og siden forskningsminister ikke opnåede genvalg. Kulturchefjobbet ved Diamanten søgte hun på et opslag i en avis, og hun er tydeligt stolt over endnu engang »ikke at have fået noget forærende«. Om det så er det omtalte fondløse køkken i restauranten Søren K. - eller i hvert fald Det Kgl. Biblioteks kontakt til forpagteren - så er det Jytte Hilden, der er i gang, ligesom hendes afdeling står for booking, musik, udstillinger, medlemsklubben m.m. Når den lettiske præsident vader op ad den røde løber fredag, så er det Hilden sammen med Udenrigspolitisk Selskab, der har arrangeret det. Som Hilden siger det, og igen bør man holde sig for tandhalsen, hvis man er for fintfølende: »Vi er jo blevet en af de fine prydsgenstande i Danmark«. I den seneste efterårsferie var der 4.988 gæster. Bresse og Baffer Rygtet vil vide, at også onsdagen bød på en gang seriøs forskning fra d'herrer Thomas Bredsdorff og Niels Barfoed, 'Bresse' og 'Baffer' som det nu er blevet til i mit hoved. De to er til stadighed uenige om egnetheden af Det (ombyggede) Kgl. Bibliotek til forskning, men hidtil er diskussionen foregået i dagbladenes debatspalter, og når den ene lader sig transportere ned ad travellatoren, er den anden på vej ind på pissoiret og omvendt. For tredje dag i træk kigger jeg kort ind på Center for Internationale Studier, den smukke gamle læsesal og tænker: Er det mig, der er blevet gammel? Kan det passe, at forskeren anno 2001 ku' være min . lillebror? Her sidder tre unge mennesker, dekorativt som i en scenografi i endnu en imperalisme-forelsket film af Merchant-Ivory. Hvad jeg ikke tør kigge efter, er, om det er Anders And eller Lucky Luke, de har liggende foran sig. Det skyder jeg til i morgen. Hovedet er ved at blæse af mig, da jeg indpakket i skindjakke og meterlangt sort halstørklæde kæmper mig horisontalt ud af Den Sorte Diamant.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Kronik af Michelle Skov Karantonis
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Nicolás Maduro laver sjov med sin søn fra fængslet, ser fodbold og læser sine idoler Lenin og Bolivár
Klumme af Christian Jensen
tema








