Portræt af en outsider på det Kongelige

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Det Kgl. Teater sætter fokus på outsiderens rolle i næste sæsons skuespilrepertoire. Og det er outsideren i bredformat, der her tænkes på - både i kærligheden, parforholdet, samfundet og eventyret. Skuespilchef Klaus Hoffmeyer kalder repertoiret 'et broget udspil', der har det til fælles, at man tør se outsideren, den fremmede, i øjnene. Også hvis på pågældende bor i én selv. 12 skuespil bliver det til næste år på nationalscenens fem skuespladser - Gl. Scene, Store og Lille Turbinehal, Glassalen i Tivoli samt Stærekassen, der genåbner efter endt ombygning til 100 mio. kr. 1. februar næste år. Åbningsforestillingen bliver Astrid Saalbachs nyskrevne eventyrspil 'Det kolde hjerte' med Sidse Babett Knudsen i rollen som stiknarkomanen Mette fra Istedegades bund. En outsider, der drømmer sig op på det kongelige slot. Og eventyret fortsætter næsten frem til stykkets slutning. På rollelisten er desuden Kirsten Olesen, Sofie Pallesen, Morten Suurballe, Nikolaj Kopernikus, Tommy Kenter og Lily Weiding. De instrueres af Søren Iversen. På Stærekassen man kan også opleve Ghita Nørby som tandløs bordelmutter med en glorværdig fortid i det farvestrålende, spanske melodrama fra 1470 'Celestina', der handler om mennesker, der kaster sig frådende ud i kærligheden og dyrker lidenskaben for fuldt blus. Men hermed bliver de elskende en slags outsidere i dette renæssancespil, som Klaus Hoffmeyer selv instruerer i Birgitte Mellentins scenografi. På Stærekassens plakat er desuden den fransk-iranske forfatter Yasmina Rezas nye komedie 'Liv X 3', der i tre omgange fortæller, hvad der kan ske, når et ægtepar med et hylende barn får besøg af vennerne 24 timer før beregnet. Medvirkende er Paprika Steen, Henrik Jandorf, Ole Lemmeke og Annika Johannessen. Alexa Ther instruerer. Og det moderniserede (og forhåbentligt mere komfortable!) teaterhus slutter sæsonen af med Anton Tjekhovs 'Onkel Vanja' med Søren Sætter- Lassen i titelrollen og med Jørgen Reenberg som den gamle professor. Katrine Wiedemann er instruktør. Holberg På Gl. Scene kan man også møde Søren Sætter-Lassen - i næste sæsons store Holberg-satsning 'Jean de France', som Kim Bjarke sætter i scene i Karin Betz' scenografi. Med i forestillingen om endnu en outsider, der kommer hjem fra Frankrig som en anden terrorist, er desuden Cecilia Zwick Nash, Birthe Neumann, Asger Reher, Kjeld Nørgaard, Kristian Holm- Joensen, Peter Mygind - samt Henrik Lykkegaard, der hermed får sin debut på Det Kgl. Teater. Holberg rejser også på turné. Det samme gør 'Arsenik og gamle kniplinger', hvor Ghita Nørby og Malene Schwartz er to ældre tanter, der slår flest mulige af deres bedagede herrebekendtskaber ihjel. Lars Knutzon sætter i scene, fra Aarhus Teater begiver Caspar Philipson sig nu til hovedstadsscenerne, og dramaet spilles i Glassalen i Tivoli fra 30. august, hvorefter det drager på en totalt udsolgt Danmarksturné i samarbejde med Det Danske Teater. Titelrollen som Peer Gynt er mange yngre skuespilleres topønske, og fra 7. september får Nikolaj Lie Kaas i Store Turbinehal chancen for at vise, hvad han vil gøre ved Henrik Ibsens særprægede og mangefacetterede skikkelse. Ved sin side har Lie Kaas bl. a. mange andre Sonja Richter som Solveig og Kirsten Olesen som Mor Åse. Jan Maagaard instruerer i Lars Juhls scenografi. Samme scene benyttes også til Kjeld Abells portræt anno 1938 af endnu en 'terrorist' - den pæne folkeskolelærer Anna Sophie Hedvig, der tager loven i egne hænder. Forbindelsen til omverdenens opgivende holdning over for Adolf Hitler ligger lige for, og titelrollen spilles af Bodil Jørgensen. Emmet Feigenberg er instruktør. Sidste opsætning i Store Turbinehal er svenskeren Margareta Garpes familiespil 'Alle dage, alle nætter' - 'en blødere Lars Norén' som skuespilchef Hoffmeyer kalder dette stykke om to søstres kamp om deres mors opmærksomhed. Ulla Henningsen og Birgitte Simonsen er de to kvinder; Karen Margrethe Bjerre deres mor. Vibeke Bjelke instruerer. Det smalle På Turbinehallernes Lille Scene gælder det tre lidt mere 'smalle' opsætninger - Jean-Paul Sartres 'Urene hænder' i Anders Paulins iscenesættelse med bl. a. Olaf Johannessen, Helle Hertz og Benedikte Hansen og Stig Hoffmeyer. Siden følger den tyske dramatiker Dea Lohers 'Klaras forhold', der handler om Klaras anarkistiske indstilling til livet, der smitter af på alle med den totale opløsning til følge. Klara spilles af Susanne Storm, og Rolf Heim instruerer denne 'tragiske, komiske, moderne teaterforestilling'. Endelig gælder det skuespilleren og forfatteren Jens Albinus' bearbejdning af den franske kultforfatter Michael Houllebecq's roman 'Udvidelse af kampzonen'. Her er det såmænd hele tidsånden, der er på spil, i dette drama om IT-verdenen, seksuel understimulans, den nye verdensorden, en næsten religiøs længsel, hvor også det personlige liv bliver en kampzone. Jens Albinus instruerer selv i Mia Stensgaards scenografi, og her kan man opleve skuespillerne Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas, Benedikte Hansen, Mia Lyhne og Niels Skousen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her