Egentlig skulle vi diskutere Hans Kirks ’Fiskerne’. Og hvorvidt Limfjordens indremissionske tilflyttere kunne få drifterne under kontrol. Så hvad lavede hun der? Ud af Sony-konfirmationsanlægget spurgte hun: » Is it a crime that I still love you«. Godt nok havde jeg ikke engelsk på højniveau, men budskabet var da til at tage og føle på. Sade var in the mood. Og det var klassekammeraten ved anlægget, der prøvede at fake et uskyldigt fjæs, måske også. Hvad fiskede han mon efter? Det er ellers 1001 nats floskler. ’Aldrig så godt som første gang’. ’Kærlighed er stærkere end stolthed’. ’Ingen almindelig kærlighed’. ’Din kærlighed er konge’. Og alle de andre. Nej, det lyder ikke så pænt, når man oversætter Sades mange hits gennem årene til fladt dansk, men ikke desto mindre, er det jo det, hun synger om. Den store kærlighed. Og der sker noget særligt, når hun sætter den auditive stemning. Score-musik Siden Sade udgav debuten ’Diamond Life’ i 1984, har hun været fast følgesvend for generationer af elskende. En genvej til forførelse i festens dunkle kroge. Det altafgørende vink med vognstangen ved hjembringelse af potentiel scoring en sen nattetime.
Eller de der borderline-morgenstunder af småsnuskede efterfester hjemme hos nogen, hvor man bare lige skulle have ’den sidste’ eller ’en kop te’. Indtil nogen listede ’Please Send Me Someone To Love’ på anlægget, og lyset ligesom blev blødere, bevægelserne langsommere og intentionerne klarere. Mens teen i potten fik skind på. ’Krammerock’ kalder man en genre af kærlighedsmusik, noget nedladende. Det er den slags musik, der hverken vil afsøge nye territorier eller overraske lytteren, men blot få os til at sætte tempoet ned, åbne en flaske vin og kigge hinanden dybt i øjnene.
