Hjemme hos Sade er det en meget tynd linje, der adskiller køkkenet med den pænt tilpassede taffelmusik fra sovekammeret med de varme dyner, som langsomt glider ned, når forførelsen lykkes. Gennem de 26 år, der er gået siden debuten, har sangerinden balanceret mellem sensuel elegance og spidsborgerlig pop, der højst kan få spisestellet af den dyreste porcelæn til at danse. Af lutter utålmodighed. For Sade bevæger sig kun langsomt. Og næsten aldrig væk fra udgangspunktet. Selv om der er gået hele 10 år siden sidste udspil, ’Lover’s Rock’ (2000), er det også meget få ændringer, der gemmer sig under de snedriver, Sade får til at smelte på ’Soldier of Love’. Den stil, der blev slået an på debuten ’Diamond Life’ tilbage i 1984, fastholdes med en stædig konsekvens så sjælden i popmusikken, at man ikke kan andet end respektere den nigerianskfødte sangerinde for det. Hvad hendes loyale fans selvfølgelig også gør. Kærlighed på en slagmark Selv om der ikke gemmer sig noget, der bare minder om drastiske ændringer på ’Soldier of Love’, er titelnummeret dog en nytænkende perle af saftspændt friskhed. Over et tørt, metallisk beat, der kommer marcherende med en mærkelig blanding af triphop og New Orleans-funk, folder Sade sin hidtil hårdest lydende sang ud. Lilletromme og stortromme mødes med forsinkelser i et loop, der hakkes op af en stram guitar.
LÆS ARTIKELParringsmusikkens mor spiller op til dans At lade kærlighed udspille sig på en slagmark er unægtelig en metafor så slidt som et diamantbrudepar, men helheden fungerer. »I’ve lost the use of my heart/ but I’m still alive«, synger Sade i første linje. Og så får vi ellers kampreferatet fra kærlighedens skueplads: »I’m at the borderline of my faith/ I’m at the hinterland of my devotion/ In the frontline of this battle of mine/ But I’m still alive«. En overrumplende knytnæve i mellemgulvet til dem, der måtte mene, at Sade egner sig bedst til parmiddage – uden partnerbytte, men med otte retter, udsøgte vine og urban konversation. Men også en inspiration og en tankfuld frisk mod til den, der måtte vove sig ud på bemeldte slagmark. Desværre er det også den bedste sang på et album, der ikke vover sig uden for de velkendte spor fra Sade. Men når man er foregangskvinde for hele holdet af nye souldivaer – Amy Winehouse, Duffy, Adele, Norah Jones etc. – er det meget forlangt, at man ud over stilsikker vellyd skulle levere nyskabelser.
