Nå, Kasper, endelig får du taget hul på din sidste sæson på den fucking opera. Du er måske allerede begyndt at trappe ned? »Nej. Jeg har jo stadig et år endnu, hvor jeg skal stå inde for biksen. Men jeg er da begyndt at tænke på, hvordan det vil være at trappe ned«. Det bliver sgu fedt for dig at slippe for alt det nørderi med det gamle lort, tror du ikke? »Jeg trives nu godt med nørderi og gammelt lort. Det er faktisk to af de ting, jeg sætter allermest pris på«. Du har spildt hele din ungdom på det. Nu skal du da have den tilbage. »Jeg har altid følt, min alder var omvendt proportional med det, der står på dåbsattesten. Så det kan godt være, jeg begynder at gå i barndom«. Hvad har du så tænkt dig? Skal du til Goa et halvt års tid? »Så eksotisk bliver det nok ikke. Tanken er, at jeg skal jeg ud og instruere et stykke tid: være freelancer og kunstner og koncentrere mig om ét projekt ad gangen. På mindre eksotiske steder som Berlin, Helsinki og Oslo«. Du kunne jo også tage sådan en trekkingtur i Andesbjergene, hvor du kan møde nogle andre unge mennesker. »Tror du ikke, de andre unge mennesker vil synes, jeg er frygtelig gammel«? Du havde jo så travlt med at blive voksen, at du blev direktør som 27-årig. Der må være en hel del ungdom, du skal have indhentet. Jeg brugte min ungdom på at lave ret så ungdommelige ting, så nu kan jeg godt tillade mig at lave kedelige voksen-ting som at arbejde for Politiken, mens du ... »Jeg troede, det var en forudsætning for at arbejde på IBYEN, at man kun interesserer sig for techno, grunge og rock og ikke ved, hvad opera og teater er. Jeg overvejede faktisk at sætte ’Dancer in the Dark’ op som et technoarrangement under Langebro i regnvejr for at få jer til at skrive om det«. Det er et stort emne, du tager fat på nu. Men kan vi ikke koge det ned til, at du fortæller mig de tre vigtigste ting, du har lært af Peter Langdal? »Nu er operafolk jo ikke ret gode til at koge ting ned. Vi bruger det meste af vores liv på det modsatte. Men jeg har lært af Peter Langdal, hvor vigtigt det er at holde fast i sit indre barn, sin uskyld, hvor vigtigt det er at kunne inspirere andre. Og jeg har lært af ham, hvor vigtigt det er at bruge musik – også når man ikke laver musikteater«. Du kunne jo også tage på noget MS-projekt i Afrika. Og møde andre unge, der prøver at finde ud af, hvad de skal bruge resten af livet på. Og så samtidig hjælpe mennesker i nød? »Det lyder som et meget godt forslag. Men jeg tror ikke, at jeg har tid. Jeg har allerede lovet mig selv væk til så meget. Min kæreste har sagt, at jeg skulle kontakte operahusene på Mallorca og Gran Canaria. Hun bliver lidt træt i øjnene, når jeg fortæller, at jeg har fået en opgave i Helsinki«. Du har fået den geniale idé at overføre film til scenekunst. Hvordan kom du på det? »Der er da ikke andre, der har lavet film om til opera. Men altså opera har altid levet af at stjæle andres historier. Så det er da oplagt«. Men der er jo også kun to andre teatre, der laver en af Triers film som forestilling i denne sæson ... »Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed: Opera har frygtelig lang planlægningshorisont. Så det har været planlagt i fem år. I virkeligheden er det de andre teatre, der har stjålet vores gode idé«. Du er altså helt fremme på beatet. Du arbejder bare langsomt? »Ja, vi er super på forkant, desværre kommer vi altid til sidst alligevel«.