I udkanten af Bjerringbro står en mælkehvid glascylinder på en græsmark. Det ligner en rumkapsel, der har forladt sit kredsløb, og associationen er nok ikke helt tilfældig. For kapslen har en mission.
Den skal vække ungdommens nysgerrighed og interesse for naturvidenskab. De unge har nemlig en kedelig tendens til at vælge naturvidenskaben og de tekniske uddannelser fra i en grad, der ikke står mål med arbejdsmarkedets efterspørgsel på teknisk og videnskabelig viden. Derfor er en række offentlige og private aktører gået sammen om at skabe Naturvidenskabernes Hus, hvor naturfagslærere, skoleelever og gymnasieelever kan eksperimentere med læringsformer i et miljø med professionelle faciliteter, der ligger noget ud over, hvad de almindelige skolers fysik- og kemilokaler er udstyret med.










