Ahmad løfter højre hånd fra bordet. Former den til en knytnæve og banker den mod sin sorte Pelle Pelle-T-shirt. Lige på venstre bryst, der, hvor hjertet sidder. »Det er ligesom en hel overdosis aggressioner, jeg har herinde«, siger han, mens han banker løs. »De kommer ud på en eller anden måde«. Kommer ud med frustrationerne Han sidder på en bænk i Mjølnerparken. Det er mandag formiddag, og rundt omkring ham render børn og leger. Ahmad Barakji er 17 år. Og rapper. Egentlig vil han helst kaldes Dirty. Det er det navn, han bruger, når han rapper. Og han er lige ved at forklare, hvordan det føles. »Det er bare rigtig dejligt«, siger han. »Alt det indeni får jeg ud ved at udtrykke mig over mikrofonen og over for folk. Som hvis nu en lærer bliver ved med at hakke på mig. Så får jeg trip og har lyst til at begynde at råbe af ham. Og så føler jeg bare, at det brænder i brystet, og jeg har lyst til alt muligt, sige nogle dumme ting og smadre ting. Men så laver jeg en raptekst om det i stedet for, så kommer jeg ud med det på den måde. Den brændende fornemmelse forsvinder. Det er også derfor, mine tekster er meget samfundskritiske. De handler om, hvad der sker rundt omkring og herude«.
LÆS OGSÅ HISTORIEN OM Sandra klæder sig ud i japansk manga
Så trækker han vejret dybt. Læner sig frem på den lyse træbænk.
»Det er mørkt, det er koldt, det er stramt, det er der, hvor gaden tiltrækker din angst«, rapper han.
Tempoet er hurtigt. Og fingrene på hans højre hånd strakt ud. De vifter rundt i luften i takt med ordene. Han nikker med hovedet og overkroppen, så den store sølvkæde om halsen svinger i takt.
»De mistænkes, der tænkes, der ønskes, der er nogen, som skal blive fængslet. De føler sig kvalt, de føler sig stress, de føler deres sjæl, den fjerner deres pres. De mister deres fokus på utæmmet røg, fjerner depressioner på en smøg«.
Dræberansigter i ghettotøj
Ahmad har altid rappet, siger han. I hvert fald siden han var 12 år. Inden da spillede han basket. Han lyttede også til rap dengang, men han forstod ikke rigtig noget af det.
Han vidste bare, det var okay sygt at gøre, som han siger, så han puttede sydstatsrapperen Ludacris og Will Smith i sin mp3-afspiller og gik og nikkede med hovedet i takt til musikken og så sej ud sammen med de andre drenge i Mjølnerparken. Men han forstod ikke musikken, for han kunne ikke engelsk. Indtil han en dag syntes, det kunne være sjovt at vide, hvad de egentlig rappede om.
