Plakaten med bedevers fra Koranen var netop blevet hængt op på den falske væg, der skjulte rummet bagved, da fem mænd i lange sorte skjorter og turban hastigt og målbevidst kom gående hen ad den smalle gang på første sal. Med sig havde de en liste med over 7.000 forskellige titler på alt fra reklameindslag, spillefilm, musikvideoer, dokumentarprogrammer, udenlandske optagelser og nyhedsudsendelser, som de fem mænd var kommet for at konfiskere og brænde på et stort bål, de allerede havde tændt op under ude i haven ved det nationale afghanske filminstitut, Afghan Films. Brænd eller dø Instituttets 11 ansatte stod i en række foran den falske væg med plakaten, da Talebanministeren Khodratullah Jamal, som førte den skjorteklædte gruppe an, spurgte dem, hvor filmene var. Med brændende øjne befalede han at få hver en stump, hver en rulle og kassette udleveret og understregede, at hvis han fandt så meget som en lille bid af de nu forbudte film, ville han »brænde de ansatte«, som han »ville brænde filmene«. Det var en varm eftermiddag i 1996, og kort tid efter lå flere hundrede lyd- og filmruller ude på bålet i baghaven og smeltede i de brændende flammer.
Filminstituttets ansatte havde velvilligt overleveret rullerne til Taleban og stod nu og overværede afbrændingen af det arkiv, de delvis selv havde været med til at bygge op. Alligevel var der ingen fortrydelse eller sorg at spore i deres ansigter. For mens Talebanministeren triumferende forkyndte, at udrensningen af de »moralsk forkastelige film« var begyndt, bar de 11 mænd på en livstruende hemmelighed, som de først ville afsløre, den dag Taleban ikke længere sad på magten i Afghanistan. Afghanistans kreative filmsted Over for et af Nato’s hovedkvarterer i Kabulbydelen Wazir Akbar Khan, hvor mange ambassader i Afghanistan har til huse, ligger en stor grålig betonbygning. Indenfor ser bygningen lige så tom og trist ud med lange uinspirerende gange og et tyngende fugtramt loft. Gangene fortsætter i en labyrintisk uendelighed, af og til afbrudt af et lille kvadratisk vindue med udsigt til en gårdhave med beton, grønne træer og farverige rosenbuske. Bygningen ligger tungt, hvor den har ligget siden 1968, da den amerikanske regering finansierede opførelsen af det, der skulle blive det dengang USA-venlige lands første nationale filminstitut og -arkiv, Afghan Films.
