Sort-hvid storbyblues rammer rigtigt

realisme. Niklas Askers sort-hvide penselstrøg får 'Med nye øjne' til at minde om en kultserie som 'Stray Bullets'. Illustration fra bogen
realisme. Niklas Askers sort-hvide penselstrøg får 'Med nye øjne' til at minde om en kultserie som 'Stray Bullets'. Illustration fra bogen
Lyt til artiklen

Menneskers veje krydser hinanden, møder kan man knap nok kalde det. Veksler et par ord tilfældigt.

For eksempel i en lufthavn, hvor den ene skal rejse, og den anden skal hente nogen. Unge mænd og kvinder med forhold, der måske holder, måske ikke. I den alder, hvor fremtiden er åben i betydningen ’kaos’: Man skal jo videre, men til hvad? Med hvem?

LÆS OGSÅ Succesfuld filmtrend overgår superhelte

Kan man slå igennem med det, man prøver – blive forfatter, professionel fotograf og så videre?

Svenske Niklas Asker har formentlig lige været i dén situation selv, for han rammer tonen, stemningen med mærkelig sikkerhed, selv om historien egentlig er ret flagrende.

Nu er han slået igennem, for hans romanlignende tegneserie om sådan nogle unge mennesker udgives i USA, Holland, Sverige, Italien – og altså Danmark.

Sikkert stemningsbillede

Jessica er forfatterspire og John fotograf. De mødes i London-lufthavnen Stansted – han for at tage flyet til New York, hun for at hente sin kæreste, Chloe, fra samme fly. Men Chloe kommer ikke, for hun har en affære i New York – og John kommer ikke af sted, for flyet er aflyst: Tilbage til London og til det, han flygtede fra.

Flere historier flettes ind og bliver ikke lettere at skelne fra hinanden af, at John ligner Andrew, mens hans kæreste ligner Jessicas.

Men stemningen af livet som noget forbigående, den uvisse fornemmelse af, at ens liv må rumme noget mere end rutinerne, hvis bare man greb til i rette øjeblik eller kunne skelne sit eget liv mere præcist, med nye øjne ... Den stemning beskriver Asker med stor præcision.

LÆS OGSÅ Anders And-tegneserier genudgives i fornem udgave

Askers kontrastsikre, sort-hvide penselstrøg rammer en realisme, der genkalder hverdagsdramatiske kultserier som ’Stray Bullets’. Indimellem med tiltede billedrammer og opbrudte sidekompositioner, der spejler sindets kaostilløb.

For den unge Malmøtegner lover debuten godt. Ikke mindst, hvis han nu retter sine nye øjne mod andre alders- og socialgrupper end sin egen, og gerne med et strammere plot.

Søren Vinterberg

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her