Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
fra bogen: G.B. Trudeau
Foto: fra bogen: G.B. Trudeau

virkelighed. 'Doonesbury' er ikke kun en daglig avisstribe. Efter 40 år har serien udviklet sig til en slægtsroman komplet med fødsler og dødsfald. Tegneren G.B. Trudeau har i alle årene ladet sig kraftigt inspirere af virkeligheden. Men i tilfældet onkel Duke - en af de gennemgående figurer - var der tale om mere end blot inspiration. »Duke er ikke inspireret af Thompson (gonzojournalisten Hunter S. Thompson, red.), han var Thompson, helt ned til navnet, der var taget fra 'Raoul Duke', Thompsons pseudonym«, skriver Trudeau selv i den retrospektive 'Doonesbury'-udgivelse.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


'Doonesbury'-jubilæumsalbum giver Tolstoj baghjul

Tegneserien 'Doonesbury' fejrer 40-års-jubilæum med mastodontudgivelse.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Har andre præsidenter virkelig også gjort det her,« spørger Barack Obama med forståelig skepsis, da han skal prøve det første gang: Se samtalerne med sine rådgivere gengivet som dialog i luften over Det Hvide Hus, som man ser det tegnet i tegneserien ’Doonesbury’.

Svaret er ja: Otte præsidenter har sat sig til rette i det ovale kontor, mens tegneren G.B. Trudeau har gengivet deres formodede dybe tanker i sin serie. Og Obamas betænkeligheder er forståelige. Eksempel fra den seneste samling af striberne på dansk:

Rådgiveren: »Blot for at sætte Deres pris i perspektiv, sir ... så husk på, at Henry Kissinger også fik Nobels Fredspris ... selv om 21.000 amerikanere og talløse vietnamesere døde på hans vagt, og vi samtidig også invaderede Cambodja«.

Præsidenten: »Så min pris kunne være faldet værre ud?«. Rådgiveren: »Ja, den kunne have været en ren sjofelhed«.

Måske ikke lige den slags leaks, man ønsker at få udbasuneret i over tusind aviser verden over. Men det er, hvad der er overgået de præsidentielle dialoger i den amerikanske tegneserie, siden den første gang kom på avispapir for mere end 40 år siden.

Slægtsroman i striber
Hvad en af Obamas forgængere, Gerald Ford, udtrykte for mange år siden, gælder derfor stadig: Vi har »tre kilder« til viden om, hvad der sker i Washington, »de trykte medier, de elektroniske medier – og ’Doonesbury’. Og ikke nødvendigvis i den rækkefølge«.

Men ’Doonesbury’ har meget andet at passe, når politik skal sættes i vekselvirkning med jævne amerikaneres hverdagsliv:

Med et figurgalleri på 40-50 navngivne optrædende plus tilfældigt tilstedeværende bipersoner er serien også en slægtsroman, komplet med fødsler og dødsfald.

LÆS OGSÅ

Senest er for eksempel Mike Doonesburys mor, Daisy, en harsk ultrarepublikaner og nyslået tilhænger af Tea Party-bevægelsen, afgået ved døden. Familiens reaktioner ved begravelsen, ikke alle lige kønne, har fyldt netudgaven af seriens striber på det seneste.

Romansammenligningen er Trudeaus egen. Omkring seriens oprindelige trekløver – studiekammeraterne Mike Doonesbury, B.D. med football-hjelmen og den aktivistiske radiovært Mark Slackmeyer – var persongalleriet allerede midt i 1980’erne vokset så vildt, at en ny læser ville føle det som »at slå op midt i en russisk roman og prøve at følge med«, siger tegneren, der i sit eget jubilæumsudvalg – mammutudgivelsen ’40 – A Doonesbury Retrospective’ – inddeler persontilvæksten i tre ’bølger’, 1970-74, 1975-90 og 1991-2010.

Fra blomsterbørn til Tea Party
Her ser vi nu, hvordan den gamle hippie Zonker tre-fire slægtled senere henrykt genkender sit eget udstenede autoritetsoprør fra dengang – nemlig i nutidens Tea Party-bevægelse og dens propaganda for bjergsomhedens anarki, forklædt som protest mod sundhedsreform og anden statsstyring.

Men serien har også bragt os med onkel Duke til Port-au-Prince og med Mike ind i World Trade Center, længe før begge steder blev jævnet med jorden. Vi har fulgt USA’s oversøiske krige, fra Vietnam og Cambodja til Irak og Afghanistan.

Alt sammen i en daglig avisstribe på fire tegninger: et aldrig før set miks af soap og verdenshistorie, undersøgende journalistik og politisk satirisk tegning, menneskelig tragedie og guddommelig komedie.

Men det turde ingen forudsige, da den unge Yale-studerende for godt 40 år siden indledte sin rullende revolutionering af tegneseriemediets form, indhold og rækkevidde. Selv turde han først kun skrive kontrakt på levering af et års serier.

»Han tegnede virkelig, virkelig dårligt – rædselsfuldt«, mindedes Reed Hundt, redaktøren af universitetsavisen Yale Daily News, hvor rugbystjernen B.D. og hans roommate Mike Doonesbury mødtes første gang, da serien endnu hed ’Bull Tales’. Men ifølge tegneseriehistorikeren Brian Walkers jubilæumsbog ’Doonesbury and the Art of G.B. Trudeau’ afholdt det ikke Hundt fra at tage imod den unge mands striber: »Selvfølgelig. Vi trykker så at sige hvad som helst«.

Alvor i stribevis
Myten om, at Trudeau ’i virkeligheden ikke selv kan tegne’, men bliver ’reddet’ af rentegneren, har fulgt serien gennem alle 40 år. Men ærlig talt: Nu manes den effektivt i jorden af de imponerende jubilæumsudgivelser.

Især førnævnte Brian Walker viser i sin gennemillustrerede bog med talrige eksempler, at Trudeaus egen blyantsskitse til dagens strip også i detaljen er kunstnerisk fuldt på højde med og faktisk mere levende end de rentegninger af striben, som Don Carlton har udført siden december 1971.

Men rigtigt er det, at Trudeaus første forbilleder var minimalister: Charles M. Schulz’ ’Radiserne’ med deres ’punktum, punktum, komma, streg-mimik’ og især Jules Feiffers udtryksfulde, men tilsyneladende henkastede streg uden baggrunde eller rammer i bladet Village Voice (og senere i Søndags-Politiken) i 1950’erne og 60’erne.

Trudeau siger selv om de tidlige år:

»Det minimalistiske kunstneriske udtryk var ren Feiffer. Hans store opdagelse var, at hvis tegningen blev skrællet helt ind til benet og ikke forandrede sig striben igennem, så ville læseren af sig selv fokusere på teksten. Det var hans måde at få alvorlige emner frem i rampelyset på«.

Pogo
Hvor konsekvent Trudeau udnytter dét trick, ser man netop i striberne med skiftende præsidenters dialog med deres stab, som tekst i luften over den uforanderligt gentagne tegning af Det Hvide Hus.

Kollegaen Al Capp (der ikke sparede på satiren i sin serie ’Li’l Abner’) var ikke fri for at være misundelig: »Enhver, som kan lave fire dårlige tegninger af Det Hvide Hus på rad og række og få succes med det, kan noget, som jeg ikke kan. Hans stil trodser enhver målestok«.

Men Trudeau havde andre inspiratorer. Allerede i 1972 tegnede han til et katalog en yndefuld pastoralscene: Mike i skyggen af et træ og hippien Zonker med snorkel og champagneglas midt ude i Walden-kollektivets skovsø.

Inspirationen var, siger Trudeau selv, tegneren Walt Kellys skønne løvhang i pungrotten Pogos sumplandskab i den satiriske politiske tegneserie af samme navn. Også i Danmark var ’Pogo’ forgænger for ’Doonesbury’, nemlig som seriestribe i Dagbladet Information.

Og Picasso
Efter en pause i 1983-84 – og Doonesbury opført som musical! – vedkendte tegningerne sig tydelig inspiration fra endnu tidligere serier som Bob Montanas teenagehumor i ’Archie’ (’Arkibald’) og Milton Caniffs filmiske silhuet- og kontrastvirkninger i en krigsserie som ’Steve Canyon’.

Trudeau har prøvet at opløse striben i puslespilsbrikker, smelte billedrammerne sammen, fjerne scenens ’fjerde væg’ ved direkte henvendelser til læserne osv.

Mange greb, som nu udmøntes i ’graphic novels’, er foregrebet i Trudeaus laboratorium.

En dårlig tegner?

Ja, hvis Picasso også var det.

Nixon, Reagan og Palin
’Doonesbury’s privatpersoner er ikke meget bedre end politikerne, men tegneren gengiver begge gruppers vanvid med en tålmodig uskyld, der får os til umiddelbart at acceptere enhver udskejelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Under præsidentvalgkampen i 1980 sendte tegneren sin ellers mere selvfede end vovelystne tv-reporter Roland Hedley på rejse ind i Reagans hjerne (og vi skal advare mod stærke billeder):

Eftersom hjernen ophører med at vokse omkring 20-års alderen, »er Ronald Reagans hjerne skrumpet siden 1931, hvorimod Jimmy Carters hjerneceller først begyndte at dø i 1944. For den erfarne forsker udgør dette et klart valg. Tilbage til studiet«, lød det i striben 30. oktober 1980. Men vælgerne hørte vist ikke efter.

Også Richard Nixon, John Mitchell og Henry Kissinger har optrådt under eget navn – om end langtfra med deres gode vilje. For nylig dukkede Sarah Palin op – nu som yndlingsdukke hos en af de gamle hippiers børnebørn.

Thompson såret
Gonzojournalisten Hunter S. Thompson var heller ikke glad for at være så åbenlyst forbillede for den populære figur onkel Duke.

Men hængerøven Zonkers lige så rusmiddelbegejstrede onkel er unægtelig også en usædvanlig ondartet, opfindsom og samvittighedsløs inkarnation af alt det værste ved amerikansk kultur- og handelsimperialisme.

»Man kan ikke forvente, at andre skal kunne forstå, hvor rædselsfuldt det var«, sagde Thompson ifølge Walker, men »jeg blev alvorligt såret over at se mig selv«.



Censur har serien i tidens løb været udsat for i flere aviser, der har nægtet at trykke striber om så forskellige emner som Watergate, abortspørgsmålet, Frank Sinatras mafiaforbindelse – og Joanies, en af de andre gennemgående personer, uægteskabelige overnatning hos reporteren Rick Redfern.

Men tobaksindustrien har aldrig protesteret imod stribens overfriske cigaretreklamer med den talende smøg mr. Butt og hans skæve jointfætter.

Bushs sandkasse
Med særlig ildhu har Trudeau dyrket præsident George W. Bushs kalamiteter – uden nogensinde at vise hans ansigt i striberne. Her optræder Bush som en fritsvævende romersk legionærhjelm med en talende ’asterisk’ nedenunder, den stjerne (*), som typografen sætter efter et ord, der skal forklares:

Den krigsførende præsident vil gå over i historien som en fodnote.

Bushs ’krig mod terrorismen’ fik sin egen sammenbidte kommentar i det årelange stribeforløb om B.D.s indkaldelse til Irak, hans hjemvenden fra ’sandkassen’ uden det ene ben og hans lange genoptræning.

Det lykkes Trudeau at bevare (galgen)humoren midt i alvoren og omvendt – ’One step at a time’ hedder en af bøgerne herom! Parallelt med de striber startede han ’The Sandbox’ på internettet, et blogforum for soldater i Mellemøsten.

Måtte dementere udtalelse
Den dusør på 10.000 dollar, Trudeau i 2004 udlovede for beviser på, at Bush i sin ungdom havde opfyldt sine militære forpligtelser, har ingen gjort krav på.

Men da ’Doonesbury’ citerede et (viste det sig: opdigtet) forskningsinstitut for, at Bushs intelligenskvotient var halvt så høj som Clintons og den laveste hos nogen præsident siden 1950, måtte tegneren rykke ud med et dementi om den mand, som han selv havde mødt mere end 30 år før.

TRUDEAU

Bush var nemlig formand for det festudvalg, Trudeau også selv sad i på Yale, og der lærte han at værdsætte den senere præsidents »mesterskab i organiseret socialt samvær«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Han kendte sælgerne, han kendte mellemmændene, han kendte de enkelte mærker, og han vidste, hvor mange krus øl der går på et fad«.

Tiderne skifter

Nu er det så Obamas stemme, der via ’Doonesbury’ orienterer alverdens læsere om den eventuelle tankevirksomhed i Det Hvide Hus. 40 år er gået, og jubilæumsudgivelserne dokumenterer både verdens- og kulturhistorien siden ungdomsoprøret. Trudeau har selv udvalgt striberne og skrevet kortere kommentarer til den bogstaveligt enorme retrospektive samling: 25 x 35 cm, 5 cm tyk og med en vægt på over 4 kilo! Den rummer også et centerfold med alle seriens figurer og deres indbyrdes relationer omhyggeligt optegnet – et organisationsdiagram, der siger agurk til enhver Tolstoj-roman! Meget mere baggrund får man hos Brian Walker, grundlægger af Museum of Cartoon Art – et rids af hele seriens historie og et stort bonusmateriale af skitser, tegninger og fotos. For ikke at tale om emneindekset – nyttigt, når man ikke lige kan huske, hvornår onkel Duke var guvernør på Samoa eller prokonsul i Al Amok.



Doonesbury er fulgt med tiden, på godt og ondt. Verdens absurde uorden fik ’Doonesbury’ og dens 68-generation ikke ændret nævneværdigt på. Men tegneseriemediet bliver aldrig det samme efter dem.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden