Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
AP
Foto: AP

Hunter S. Thompson (tv) under et møde i Colorado i sommer, hvor forfatteren mødtes med den demokratiske præsidentkandidat John Kerry. - Arkivfoto: AP

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hunter S. Thompson død

Journalisten Hunter S. Thompson fodrede sig selv med whisky og kokain og resten af verden med vanvittige historier om sit yndlingsemne - Hunter S. Thompson.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den journalistiske verden er fuld af historier om Hunter S. Thompson.

Nogle af dem er endda sande.

Men nu kan der snart ikke fortælles mere om journalisten, der de seneste mange år levede på sin farm i Woody Creek i Colorado, hvor han ifølge de fleste presseberetninger var omgivet af skarpladte rifler, fyldte whiskyflasker og tilsyneladende endeløse baner af kokain.

Natten til mandag trykkede Hunter S. Thompson imidlertid for sidste gang på aftrækkeren på et af sine elskede våben, og målet var ikke de farverige påfugle, der baskede omkring på hans farm, men derimod ham selv.

Hunter S. Thompson blev 67 år.

Ja, det siger de officielle optegnelser i det mindste, selv om New York Times i en nekrolog mandag mente, at han kun blev 65.

Men egentlig er det meget passende, at selv noget så sikkert som et fødselstidspunkt kan komme til diskussion, når det gælder Hunter S. Thompson, for som skribent var han om nogen eksponent for at give sin helt egen udlægning af virkeligheden.

Faktisk kunne man som læser meget let blive i tvivl om, hvor virkeligheden sluttede og Thompsons fantasi tog over.

Gonzo
Som journalist er Hunter S. Thompson især kendt for at udvikle sin helt egen journalistiske genre, kendt som gonzo-journalistikken.

Teknikken består groft sagt i, at journalisten placerer sig som aktør i den begivenhed, han eller hun er sat til at beskrive, og ikke sjældent får journalisten indflydelse på begivenhedernes gang.

En af de mange myter om Thompson og gonzo-journalistikken går på, at genren blev født, da han på et tidspunkt var udsendt af Jan Wenner, redaktør på magasinet Rolling Stone. Da Thompson skulle sende sin reportage hjem til bladet, sendte han i stedet alle sine notater, som redaktøren efter en let redigering lod trykke.

Måske kunne den være sand, men Thompsons helt afgørende forsøg med gonzo-journalistikken kan dog meget vel have været hans stærkt farverige beretning i 'Kentucky-derbyet er dekadent og depraveret', som han skrev til magasinet Scanlan's Monthly.

Det er en beretning, der ikke bare viser en karikatur af de rige i Kentucky, men også et billede af en skribent, der synes at være klar til øjeblikkelig indlæggelse. På den lukkede.

Hele beretningen bliver ikke mindre surrealistisk af at være illustreret af den skarpe, engelske tegner Ralph Steadman, hvis menneskeportrætter kan få enhver til at ligne et monster.

Blålys
Det er ikke svært at finde folk inden for medierne, der mener, at Hunter S. Thompson var et blålys. En journalist, der digtede til virkeligheden, når det passede ham, og i øvrigt var fuldstændig upålidelig.

Hvis man slår tilbage i arkiverne, vil man imidlertid også finde udsagn om, at den samme Thompson har afsat varige fingeraftryk.

I hvert fald hvis man nøjes med at tale om 1960'erne og 1970'erne.

Hell's Angels
I 1965 blæser myndighederne i Californien til alarm i en officiel rapport om en motorcykelbande, der kalder sig 'Hell's Angels'.

En samvittighedsløs bande kriminelle ifølge myndighederne, der maler et billede af piratlignende motorcyklister med død og ulykke i kølvandet.

'Hell's Angels' virker som en magnet på skribenten Thompson. Han opsøger banden inkognito og er en del af slænget i et år, indtil de kyler ham på porten.

I sin bog om 'Hell's Angels' viser han ikke Lynch-rapportens officielle billede af de onde selv, og han ser heller ingen tegn på en organisation bygget op omkring en nazistisk ideologi.

Han ser en motorcykelklub, ja. De er voldelige, ja. De har rygmærker på jakkerne og hagekors på hjelmene. Ja. Men det er også en klub befolket af desperate, statusløse mænd, der trods deres store motorcykler ikke har en ærlig chance for at flytte sig i det moderne samfund.

Han ser også en motorcykelklub, der efter hans mening var tæt på at uddø og måske kun har overlevet som følge af den store eksponering i medierne.

»Hunter S. Thompson har givet os et nærbillede af en verden, de fleste af os aldrig ville turde nærme os, men som vi ikke desto mindre bør have kendskab til«, skrev New York Times i en anmeldelse af bogen i 1967.

Syret tur til Nevada
Fem år senere er Thompson der igen. Denne gang med bogen 'Frygte og lede i Las Vegas', der er gonzo-journalistik for fuld skrue.

Egentlig er han som journalist sendt til Las Vegas for at dække et motorcykelløb, men motorcykelløbet er nærmest det eneste, han aldrig får fortalt om. Til gengæld får man alt at vide om, hvad der foregår inde i hovedet på et vanvittigt syrehoved af en journalist, der har bagagerummet fyldt med stoffer.

Og det er igennem Thompsons vanvittige blik, man får billedet af et moderne Amerika i stoffernes årti. Det er ikke for ingenting, at bogens undertitel er 'En brutal rejse til hjertet af den amerikanske drøm'.

Den samme undertitel kunne egentlig være brugt til den bog, Thompson udsender året efter, i 1973.

Nixon
Gennem et år har han for Rolling Stone Magazine fulgt kapløbet om at blive den næste amerikanske præsident, og i bogen 'Fear and Loathing on the Campaign Trail '72' ruller han et usædvanligt billede af det politiske liv ud med hovedpersoner som George McGovern og Richard Nixon.

Og det er ikke et billede, der ville kunne bringes i en amerikansk morgenavis eller refereres i udsendelser på de store tv-netværk. Det er en stærkt subjektiv form for journalistik, hvor Thompson strør om sig med vurderinger og domme, og hvor læseren får et noget andet billede af en præsidentvalgkamp, end det normalt fremgår af de planlagte pressemøder.

Som Hunter S. Thomson ser det, kan man simpelthen ikke give et retvisende billede af præsidentkandidaternes dobbeltspil, deres uærlighed og alle de politiske fiflerier undervejs, hvis man kun fortæller om en præsidentvalgkamp ud fra de gængse, objektive, journalistiske kriterier.

»Hans bog er en blanding af personlig beretning, dagbogsnotater, båndede interview og telefonsamtaler med kandidaterne og deres kampagneledere, stedvise, irrelevante fantasier - og mod slutningen, da han var ved at overskride sin deadline - et langt interview med ham selv«, som New York Times skrev i en anmeldelse.

Dét var Thompsons metode til at flå taget af det politiske hus, så alle kunne se, hvad der foregik inden for dørene, før man til sidst bar den nye præsident ud på skjolde.

Myten
Bogen om præsidentvalgkampen i '72 er formentlig afslutningen på Hunter S. Thompsons storhedstid. Ikke at han stopper med at udgive bøger.

Overhovedet ikke. Han får udgivet masser af bøger, i 1998 endda en roman 'The Rum Diary', han skrev fyrre år tidligere.

Men anmeldelserne er sjældent noget at prale af, og salget ikke på højde med tidligere tider, hvor eksempelvis beretningen om præsidentvalgkampen rundede et millionoplag.

»At læse Hunter Thompson er som at bruge benzin som aftershave«, skrev Christopher Buckley i en anmeldelse af udgivelsen af Thompsons brevsamling i 2000.

Der var heller ikke mange rosende ord, da Morten Sabroe (der ellers har oversat 'Frygt og lede i Las Vegas' til dansk) anmeldte de to bøger 'Kingdom of Fear' og 'Hey Rube - Blood Sport' så sent som i december sidste år.

»Er der overhovedet nogen, der læser Hunter S. Thompson mere? Hvis der er nogen tilbage, vil de vide, at amerikansk journalistiks livgivende, anarkistiske stemme fra begyndelsen af 1970'erne i vores dage lyder som et skridtbind i en blender for fuld skrue. Den lyd er der nok ikke mange, der kender, men hvis man forestiller sig, at man giver en kat håndjern på og lægger den på ryggen i nøddebrunt smør på en glohed stegepande, så har man lyden af Thompson i 2004: Man gør klogt i at holde sig for ørerne.«

Efter Sabroes mening var Thompsons problem, at han ikke alene blev fanget af sin egen myte, han elskede den simpelthen.

Spil for galleriet
Morten Sabroe opsøgte - som mange andre journalister - den berømte journalist i Aspen, Colorado, hvor han endda, altså Thompson, var tæt på at blive valgt som sherif i 1970. Men det var ikke noget kønt syn at se legenden i levende live, forstår man.

»Han opførte sig, som var han lige trådt ud af Garry B. Trudeaus tegneserie 'Doonesbury', hvor han som onkel Duke er den morsomste figur, men morsomme figurer i tegneserier er det sjældent i virkeligheden. Og selv om han på et tidspunkt kom tumlende ud fra toilettet med to hvide baner løbende fra næseborene, var hans optræden mere et spil for galleriet og journalisten«, skrev Sabroe i december sidste år.

Hunter S. Thompson-myten er ikke kun vandret over i tegneserien 'Doonesbury'. Den er også foreviget i flere film, heriblandt 'Frygt og lede i Las Vegas' med Johnny Depp i hovedrollen, og han har været genstand for flere biografier, hvor man detaljeret kan læse, hvordan legenden klarede sig igennem dagen (der startede sidst på eftermiddagen) på en blanding af kokain, Dunhill-cigaretter indtaget gennem cigaretrør, jice, Chivas Regal, Wild Turkey, Chartreuse, græs og mere kokain.

Der kan findes ufattelige mængder af citater til at beskrive fænomenet Hunter S. (S står for Stockton) Thompson. Et af citaterne er han selv ophavsmand til, og han ville have nydt både at få det sidste ord - samt på ny at få lov til at cementere myten om sig selv.

»Jeg vil ikke anbefale alkohol eller stoffer til nogen. Men mig har de altid hjulpet«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden