»Dengang jeg flyttede fra Jylland til København på mit glatte ansigt og mine platte løg, boede jeg af og til på B&W ude på Refshaleøen, hvor vi havde øvelokale op til årtusindskiftet. Det var et godt sted at redde sig en alvorlig halsbetændelse: trashet, fugtigt, autentisk. Sådan et sted, som ingen tog sig af. Der fandtes ganske vist et nummer til en vicevært, men det var ikke sikkert, at han tog telefonen lige det år. Men så havde man sin egen lille rumstation derude inklusive det legendariske cafeteria, der bare blev omtalt som den brune, fordi alt var brunt – også det, der ellers ikke var det fra fabrikkens side. Der boede også en trommeslager, der havde verdens største rytmeboks, der kørte på damp. Og når han var på tur i sin sortmalede HT-bus, der havde fået tildelt linjenummer 666, var trommemaskinen et tilløbsstykke i sig selv. Faktisk siger rygterne, at da han viste maskineriet for sin bedstemor, fik hun et hjerteslag og døde af det«.

Københavnerne elsker at gøre det udenfor