Siden 1950’erne har Bent Larsen været det største navn i dansk skak.

Han var ikke bare en fremragende skakspiller, men også et nysgerrigt og frem for alt karismatisk og underholdende menneske. Han havde så meget ild og sjæl, at man nemt kunne forledes til at tro, at lyset ville brænde for evigt. De heldige, som oplevede ham på toppen, kan kun være taknemmelige, for han var en af den slags, der kun dukker frem med sjældne mellemrum. Jeg har haft ham som forbillede (og senere ven og kollega) hele min skakkarriere.