Benjamin Koppel, jeg kender dig jo ikke. Men du skulle være meget kreativ, siges det.

»Jeg er jo glad for at lave musik og for at spille saxofon «.

Men hvis man hedder Koppel til efternavn, er det så ikke ret uopfindsomt at blive musiker?

»Det er jo det med den sociale arv. Det ville nok have været sværere for mig at blive akademiker. Der var jo meget musik i barndomshjemmet«.

For det besvær, som vi andre har haft med at bryde den sociale arv, det gad du ikke?

»Det var jo så sjovt i min barndom, alt det med at være på turné og hele musiklivet. Jeg blev suget ind i det. Og det har altid været et meget godt parameter for mig, at tingene skal være sjove«.

Du synes faktisk, det er så sjovt at spille, at man ikke kan finde ud af, hvad det er for et instrument, du spiller på. Er det saxofon, keyboards, guitar eller trommer, alt-sax, tenor-sax eller højfjeldssaxofon?

»Det er jo meget godt at holde folk på stikkerne. Jeg forsøger at være overraskelsernes holdeplads snarere end at være en, der altid lever op til forventningerne«.

Ude i de der haller i Valby har du så fået nogle kendte personer til at kuratere de forskellige koncerter. Som om det er dem, der har fundet på dem.

»Ja, de præsenterer koncertdagene«.

Og det er selvfølgelig for at få så mange som muligt af de underuddannede ude i Valby til at interessere sig for det. Det er derfor, du har allieret dig med disse kendte repræsentanter fra populærkulturens nederste lag.

»Jeg synes selv, jeg hører til både i den brede folkelighed og på den mere kantede kunstnerisk anlagte linje. Men de, der præsenterer de enkelte dage under jazzfestivalen, er altså mine venner«.

Al Agami, Adrian Lloyd Hughes, Monica Ritterband, Maria Montell. Det er jo ikke mennesker. Det er plastikfigurer fra Se og Hør.

»Det er altså rigtig fede folk, som jeg har arbejdet sammen med mange gange«.

Du må være meget gode venner med dem. For så vidt jeg ved, stiller de ikke op til noget uden at få kassen eller i det mindste komme i morgen-tv.

»Jazz er jo ikke den bredeste og mest folkelige kunstart. Hvis vi nu kan få trukket nogen ind og høre jazz hos os, fordi Monica Ritterband introducerer det, synes jeg da, det er rigtig fint. Det er jo sådan, at da jeg forleden blev kåret til ridder af den franske republik, spillede jeg på Damhuskroen. Jeg kan nemlig godt lide både det folkelige og at være med til at lave noget kunst, der kan udvide andres og min egen horisont«.

Din udspekulerede satan! Der fik du lige plantet den der med, at du er blevet Chevalier de L’Ordre des Arts et des Lettres. For tænk, hvis jeg skulle komme til at glemme det. Og du har gået tilstrækkeligt på lilleskole til at vide, at det ikke går bare at sige: ’Nå, og så forleden blev jeg adlet i Frankrig’. Næ, du ved udmærket godt, at sammenstiller man det med Damhuskroen, er du rigtig uprætentiøs og total street samtidig?

»Ja, er det ikke bare street?«.

Men man siger jo at man ikke kan få en orden uden at slikke røv på nogen. I Paris skal man vel ligefrem slikke pik?

»Det er det gode ved den ære, jeg er blevet tildelt, er, at man ikke ved, hvilke kulturpersonligheder, der har indstillet én. Det hiver tæppet væk under enhver form for korruption i den forbindelse«

Franske Kulturpersonligheder, ja, ja, slap dog af: Du hedder Benjamin. Men du vil bare ikke være den lille. Du vil bestemme det hele.

»Hvis man som jeg er så heldig at have mulighed for at leve af det, jeg holder allermest af, så synes jeg, man skal sørge for hele tiden at bruge energi på at kaste sig ud i en masse skøre og gode, ofte også uoverskuelige projekter«. Du er musikchef i Valby, musikchef i Montmartre. Medlem af den ene bestyrelse efter den anden, direktør for et pladeselskab ... »Ja, og så kommer der en bog til efteråret. Det må du ikke glemme«. Ja, som sørme handler om musik. Hvornår får du tid til at tænke lidt over situationen i Grækenland? »Jamen, jeg har lært af min farfar og mine forældre, at det er utroligt vigtigt at følge med og solidarisere sig med, hvad der foregår i verden. Jeg synes, jeg prøver at tage min del af slæbet rent politisk«. Hvad hedder den nye formand for Den Internationale Valutafond? »Hedder hun ikke Marianne Legard? Jeg er ikke helt sikker på fornavnet«. Jeg er nødt til at tjekke det, Benjamin. Hvis vi ses på Roskilde, har jeg det rigtige svar.