»Jeg sætter mig lige ind i min bil, så kan vi snakke«. Vil du tale med Djævlens Advokat, mens du kører? Jeg har aldrig hørt om magen til vovemod. Hvor kører du henne, Johannes? »Jeg kører ud ad min indkørsel. På en vej i Lyngby«. Er du bange for, at der er nogle liderlige damer, der læser Djævlens Advokat, siden du ikke vil afsløre vejen? »Det kunne jo være en motivation. Men en lille smule privatliv er vel meget rart, er det ikke?«. Du må ikke stille mig spørgsmål. Jeg er Djævlens Advokat. »Det er bare, fordi jeg er så vant til at stille spørgsmål«. Men selvfølgelig har du ret til privatliv. Stod det til mig, havde du ikke andet. »Du bryder dig altså ikke om unge tv-flødeboller eller hvad? ... Nej, nu stiller jeg spørgsmål igen. Det er uforskammet«. Ja, mig om det: Kongerøgelse, er det sådan, at når man én gang er begyndt at ryge det, så skal man bare have det? Altså: Kan man ikke få King’s, så vil man have Queen’s eller Prince? »Det er sådan set spot on. I disse tider med rygeforbud, hvad gør man så, når man har været skabs- og selskabsryger som mig? Så kaster man sig over kongerøgelse, som jo er fuldstændig legitimt«. Nu skal I sende i timevis fra dronning Elizabeths jubilæum. Er det ikke lidt mærkeligt pludselig at skulle lave vildt meget tv om en gammel dame, som I ellers ikke interesserer jer for, medmindre et af hendes børn bliver skilt? »På TV 2 har vi en generel interesse for alle slags mennesker. Og specielt for gamle damer, det er jo et overset segment. Vi har respekt for alle mennesker – også dem, der bor i et slot«. De der royale parader, der er planlagt til mindste detalje, og protokoller, der bliver fulgt til punkt og prikke – når man sidder og kommenterer sådan noget, håber man så alligevel ikke, at der er en hest, der vælter, eller en nøgen mand, der springer op i kareten? »Jo, det er selvfølgelig altid sjovt, når der sker noget uden for programmet. Selv om det hele er planlagt ned til mindste detalje, er der grænser for, hvor meget man kan styre, når tusindvis af mennesker er samlet«. Det er jo ret sødt, at Elizabeth mødte prins Philip, allerede da hun var 13. Hvad var det egentlig, Philip hed, før han blev prins? »Det kan jeg ikke sige på siddende balle her i bilen. Men det ved jeg 3. juni. Det lover jeg dig«. Det er ikke så længe siden, du skrev hovedopgave på Journalisthøjskolen. Nu sidder du der inde i fjernsynet og er knap nok journalist længere. Du er mere en dukke i et teater, der bliver sminket, får stukket replikker ud og sidder og babler om tingeltangel og kongerøgelse. Det er da ikke for mandfolk. »Som journalister skal vi ikke være for fine og snobbede til at arbejde med det. Det er et emne, man kan behandle journalistisk, ligesom alt andet. Ikke mindst fordi der er hundrede tusinder af mennesker i landet, der interesserer sig for det, skal man da behandle det med respekt«. Kong Edward i England måtte jo abdicere, fordi han var blevet forelsket i en amerikansk dame, der ikke var kongelig. Så blev Elizabeths far konge i stedet. Hvad hed han? »Du stiller mig alle mulige utidige spørgsmål, når jeg sidder i min bil uden noter. Jeg er jo ikke noget omvandrende royalt orakel. Jeg læser op på det de sidste tre dage før, og så siver det lige så hurtigt ud igen. Jeg er jo ikke royal ekspert. Det har jeg heldigvis folk til«. Du sagde jo, at du interesserede dig for den gamle dame i England. »Jeg siger, at vi har en sund interesse for gamle damer. Også de kronede«. Du spiller jo klaver. Hvis TV 2 var en død bluesmusiker, hvem ville det så være? Cannonball Adderley? »Nej, så skulle vi over i noget mere bluegrass-agtigt«. Sådan mere hvidt og højreorienteret? »Nej, mere jordnært. Men jeg interesser mig mere for jazz. Hvis TV 2 var en død jazzmusiker, ville det være noget imellem Miles Davis og The Bird. Noget finesse og vildskab. Altså uden stofmisbruget«. Dronning Elizabeth har fire børn. Den ene er jo Charles. Hvad hedder de tre andre? »Du er vældig utidig. Jeg er slet ikke begyndt at læse op på det endnu«. Jeg har også, hvad jeg skal bruge nu. God læselyst, Johannes. »Tak. Og tak for opkaldet«.
Johannes Langkilde: »TV2 har en sund interesse for gamle damer«










